Teater
De fleste katte har ni liv. Musicalen Cats har mange flere. Eller måske snarere ét langt. I hvert fald har Andrew Lloyd Webbers mere end 20 år gamle musical ikke bare spillet 21 år i London, den har også rystet pelsen i en lang række kopiversioner i andre lande fra New Zealand til Korea. Og tænk nu føjer København sig til rækken af villige aftagere.
Jeg ved ikke, hvordan forestillingen, der bygger på den engelske digter T.S. Elliots kattedigte, har virket oprindeligt, og hvad det er, der har holdt den i live i så mange år. Findes der den danske turist, som ikke har stået i kø for at se den i West End? For sandt at sige, så er det faktisk ikke nogen særlig god musical. Og det, som må have virket friskt og kulørt, har svært ved at fænge og gribe i hvert fald denne tilskuer, så den der lyst til selv at steppe, slå flikflak og skråle med, som man helst skal have på balkonen, indfinder sig ikke.
For det første afslører Andrew Lloyd Webber sig katten ta mig her som den tørvetriller-komponist, han kan være. Naturligvis formår han at skrive ørehængere, som den svulstige Memory, der trods alt bliver en form for følelsesmæssig højdepunkt også i Det Ny Teaters version, hvor Charlotte Vigel synger den pænt, uden at forlene sin figur med den alt besejrende patos, som den udrangerede glamourkat med minderne om bedre tider ellers fordrer. Men de musikalske ideer er få og magre, kattejammerrockens ledemotiver udsat for genbrug uden ophold. Og samtidig er forestillingen berøvet det meste af sin egentlige dynamik, når den giver afkald på enhver form for historie for i stedet at levere en række enkeltstående numre fra den losseplads, hvor kattedyr i alle afskygninger lever deres eget særlige, udsatte og magiske liv.
Hvad synger de?
Det kunne hænge sammen som en kattecollage, hvis man vel at mærke har performere, der formår kunsten at ridse de enkelte misser op med personlighed og publikumstække.
Hvad det ellers smidige og kælne ensemble desværre fatalt mangler, opdager man, når Kristian Boland træder ind på scenen og med simpel figurtegning gør en omtrent rørende skikkelse som en gammel teaterkat, der ikke er, hvad den har været. Og mindst lige så meget til stede er han, når han kaster sig ud i den helt store operaparodi i et ellers forvirret optrin, et af mange. Eller når energibundtet Pernille Schrøder engang imellem får lov til at lade stemmebåndene blafre.
Se, her er et par rigtige skuespillere, der kan slå katten af tønden og give scenisk liv til løjerne bag knurhårene. Men en stor del af det resterende ensemble har sværere ved at få det, de synger, til at leve med alle de nuancer, der nu engang er i Elliots mere eller mindre poetiske og underfundige vers.
Det er synd. Også for Adam Prices udmærkede fordanskning, der befinder sig niveauer over de ofte uheldige danske musicaloversættelser. Mange af de medvirkende er udenlandsk arbejdskraft i lårsvingerindustrien, og man har ganske enkelt svært ved at forstå, hvad der bliver sagt og sunget. Misforståelse? Nej, vi forstår ikke en kat. Til gengæld er det prioriteret, at der danses flot, sikkert og dygtigt, selv om også koreografien har en tendens til
at flyde sammen i endeløst indsmigrende misseaerobic.
Skrammelscenografien og lyssætningen, der ellers hælder ødselt på med perlestukken himmel med glimtende pærer og kulørte lamper i kædevis, virker tillige sært gammeldags, men konceptet skal jo også overholdes og ligne originalmodellen. Lille kat, hvis er du? Sgu sin egen handler det ikke om at være. En kattepine trods det topprofessionelle flow?
Det er næsten ikke for meget mjavet.
*Cats. Musik: Andrew Lloyd Webber. Efter T.S. Elliots Old Possums Book of Practical Cats. Oprindelig iscenesættelse: Trevor Nunn. Det Ny Teater. Resten af sæsonen
