Læsetid: 2 min.

K'NYT

28. september 2002


Statsstøtte til Schaufuss
*Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil sikre Peter Schaufuss Balletten statsstøtte, så der kan skabes en stabil økonomi. I forbindelse med et besøg hos balletkompagniet i Holstebro har kulturministeren tilbudt kompagniet en fire-årig økonomisk aftale, og det er balletchef Peter Schaufuss selvsagt yderst tilfreds med. Han understreger, at statsstøtten betyder, at balletten i Holstebro dermed kan få de samme arbejdsbetingelser som den kongelige ballet i København.
Ministerbesøget var optakt til en stor balletweekend i Holstebro. Peter Schaufuss Balletten viser både fredag og lørdag Manden der ønskede sig en havudsigt i Musikteatret HolstebroHallen med musik af TV-2 og Radioens Underholdningsorkester.
ritzau

Nordkraft til udlandet
*Jakob Ejersbos storsælgende roman, Nordkraft, om en række undergrundseksistenser i 1990’ernes Aalborg er solgt til udgivelse i Norge, Sverige og Finland. Forlaget Gyldendal beretter endvidere, at der i øjeblikket forhandles med flere selskaber om filmrettighederne.

Arabisk topmøde på Betty Nansen
*De senere års frygt for islam har fået folkene på Betty Nansen Teatret til at stille spørgsmålet:
»Har de noget i deres hoveder, som vi har grund til at frygte?«.
Teatret har inviteret ti fremtrædende forfattere, dramatikere og filminstruktører fra hele Mellemøsten, Afghanistan og Tyrkiet til at deltage i teaterprojektet De andres tanker. De ti fortællere er blevet bedt om at skrive, hvad der optager dem og deres landsmænd netop nu, og på en forestående workshop vil et hold danske skuespillere under ledelse af den engelske instruktør, Alan Lyddiard, omsætte materialet til en forestilling med premiere i december.
Repræsentanter fra norsk, svensk og tysk teater er ligeledes involveret i projektet, der har til formål »at sprede De andres tanker som en virus ud over hele Europa.«

Landskabsarkitektur i verdensklasse
*Med udgivelsen af tredje bind af Danmarks Havekunst, har den danske landskabsarkitektur for første gang fået sin historie beskrevet. Danmarks Havekunst III handler om perioden 1945-2002, og ifølge værkets forfatter, Annemarie Lund, var dansk landskabsarkitektur i 1950’erne og 1960’erne i verdensklasse ligesom arkitektur og design.
»Hvor landskabsarkitekturen tidligere var kongelige haver og lystanlæg, er den siden 1945 bredt ud til mange. Derfor handler min bog også om hospitalsanlæg og anlæg ved folkeskoler og gymnasier samt kommunale beplantninger langs veje,« fortæller Annemarie Lund.
Danmarks Havekunst III udkommer den 1. oktober på Arkitektens Forlag.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her