Læsetid: 2 min.

K'NYT

10. september 2002


Ny Dina-kontrovers i det amerikanske
*Ved filmfestivalen i Montréal fik Ole Bornedals Jeg er Dina for nylig to priser – en publikumspris og en pris til Maria Bonnevie som bedste hovedrolleskuespiller. Det genoplivede Dina-folkenes håb om, at den dyreste danske film nogensinde har en international karriere foran sig. Men dårlige anmeldelser synes at forfølge den.
Det amerikanske fagblad The Hollywood Reporter bringer i anledning af Montréal-festivalen en ret udførlig anmeldelse, der frakender filmen chancer på det amerikanske marked. David Hunter kalder Dina »den mest ubehagelige heltinde i nyere tid« og taler om »Bornedals misforståede forsøg på i to timer at fastholde den selvsamme tone af følelsesmæssig uligevægt.« Hunter konkluderer, at Bornedal tilsyneladende ikke aner, at »man efter at have set denne film til den bitre ende står udbytteløs tilbage, uden menneskelig indsigt og kun med billige gys.« Pim.

Dukkespil – nu med læge
*Det er ikke for sarte sjæle, når de to fakirer Muffe og Kasper A. går på scenen sammen med dukkespiller Lina Henschel, som det sker lørdag 21. september i Terra Nova Arts i København.
Her vil de nemlig opføre teaterstykket Hooked! i hvilket de to fakirer vil male med deres eget blod på lærreder, alt imens de hænger sig selv op i kødkroge. Lina Henchel vil føre en megamarionet, og gruppen håber på den måde ikke bare at demonstrere, hvad kroppen kan udholde, men også at eksperimentere med teaterrummet. sef

Doktor lettere deprimeret
*Den texanske doktor Richard Garcia udtaler, at han »er lettere deprimeret«. Mens han sov roligt i sin doktorbolig i San Antonio, brød kunsttyve ind og stjal værker for mere end 700.000 dollar.
»Der er ting, de ikke har taget,« udtaler Garcia til San Antonio Express-News »men de har stjålet mine flagskibe.« Blandt flagskibene var malerier af den mexikanske kunstnerinde Frida Kahlö og af modernistiske klassikere som Henri Matisse og Pablo Picasso.
Doktor Garcia er kendt som et generøst og gæstfrit menneske, der hyppigt har åbnet sine saloner for kunstnere og musikere. Det ærgrer han sig lidt over i dag, idet han nemlig anser det for sandsynligt at tyvene under selskaberne har fundet lejlighed til at inspicere husets sikkerhedsystem. Doktor Garcia havde ikke forsikret billederne, fordi han betragtede forsikringspræmien som urimeligt høj. Det ærgrer han sig også lidt over i dag. rl

De fem flotteste bygninger
*Vi må gerne kræve lidt mere. »Alt for ofte stiller vi os tilfreds med alt for lidt,« fortæller Carol Ross Barney fra The American Institute og Architects til USA Weekend. Journalist Dennis McCafferty kunne her kort inde i et nyt århundrede ikke være mere enig :
»Vi går ind i det nye årtusinde med en større sans for, hvor værdifuldt det offentlige rum er. Den sans er blevet akut skærpet efter den 11. september.« For at følge op på den programerklæring har avisen bedt fem arkitektureksperter vælge fem flotte bygninger der peger ind i det 21. århundrede. Valgene faldt på:
The Milwaukee Art Museums Quadracci Pavillon, den nye retsbygning i Phoenix, en tilbygning til Naturhistorisk Museum i New York City, en såkaldt Light Rail Corridor i Portland og virksomheden 3coms nye hovedkvarter i Rolling Meadows.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her