Læsetid: 2 min.

K'NYT

11. september 2002


3.500 kongresdeltagere mindes terrorangrebene
*Omkring 3.500 udstillere og kongresdeltagere fra hele verden deltager i disse dage i den 28. europæiske konference om optisk kommunikation, ECOC 2002, der afholdes i Bella Center.
Ud over at mødes i deres faglighed vil de mange kongresdeltagere i dag kl. 14.45 finde sammen og med to minutters stilhed mindes de mange, der mistede livet ved terrorhandlingen mod World Trade Center.

Forskere debatterer 11. september
*Hele dagen vil Multisalen på Københavns Universitet Amager (KUA) danne rammen om et fakultetsseminar med titlen ’Terrorangrebet 11. september – dets følger for verden og for os’.
Seminaret, der starter kl. 9.15 og slutter kl. 17.30, vil omfatte 13 oplæg fra forskere fra det humanistiske fakultets forskellige faggrupper. De vil debattere betydningen af terrorangrebet for verden og for os ud fra deres faglige og personlige synspunkt.

Tankevækkende Troell-dokumentar
*Det Danske Filminstitut og Nationalmuseet i København har sammen med en række biografer landet over valgt at markere årsdagen for 11. september 2001 ved at vise Jan Troells korte dokumentarfilm Reflexion 2001.
Troell, der tidligere har instrueret Hamsun og Udvandrerne, skildrer ved hjælp af flotte arkitektoniske billeder af højhusene et stille og roligt Manhattan, der bliver afbrudt af stillbilleder fra katastrofen. Han danner derved, som titlen antyder, et visuelt rum for eftertanke.
Reflexion 2001, der varer syv minutter, bliver hvert kvarter vist i Nationalmuseets biografsal fra kl. 12 til kl. 16.30

Rådhusklokkerne tier i respekt
*På Rådhuspladsen i København arrangerer Københavns Kommune en mindehøjtidelighed. Der vil være digtoplæsning ved Ghita Nørby, og Københavns Drengekor vil synge sange og salmer. Præcis kl. 12 vil pladsen henligge i to minutters stilhed. Det betyder, at rådhusklokkerne for en gangs skyld er tavse til middag.
Senere på dagen deltager USA’s ambassadør, Stuart Bernstein, i foreningen ’11. septembers’ mindehøjtidelighed, der indledes af Bygge- og Teknikborgmester Søren Pind. Arrangementet løber af stablen kl. 16.48 – det tidspunkt, hvor det andet tårn kollapsede. Efter talerne betrædes scenen af Sissel Kyrkjebø og sopranen Inger Dam-Jensen, der bliver akkompagneret af Radioens Underholdningsorkester.

Vor Frelser åbner på tværs af religioner
*I Vor Frelser Kirke på Christianshavn vil kirkens 48 kirkeklokker markere etårsdagen præcis kl 14.46. Tidspunktet for det første flys kollision. Kirkens klokkenist, Ulla Laage, opfører værket ‘In Memoriam – September 11, 2001’. Der vil dagen igennem være forskellige taler og prædiker og dagen bliver rundet af med en midnatsmesse, der bliver forestået af Københavns biskop Erik Norman Svendsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her