Køller med sving

Nekrolog
Det er ord som livslyst, energi og dedikeret spilleglæde, der dukker op, når man skal mindes en af jazzens store performere og personligheder: vibrafonisten, trommeslageren, pianisten, sangeren og showmanden Lionel Hampton. Han døde i lørdags på et hospital på Manhattan 94 år gammel, og med ham er en af de sidste store repræsentanter for tidlig amerikansk jazz borte.
Lionel Hampton var en pionér i lanceringen af vibrafonen som fuldgyldigt instrument i jazzen, og han spillede en væsentlig rolle i swingmusikken, der var den dominerende stilart i jazzen i 1930’erne. Med sit samlede virke er han en bemærkelsesværdig figur i amerikansk populærmusiks historie.
Lionel Hampton var en original og udadvendt performer. Han elskede at spille og var efter sigende ofte umulig at drive ned fra en scene, når han først havde indtaget den med sin dynamiske personlighed, sit brede smil og sin sveddryppende aktivitet over vibrafonen med køllerne i hænderne.
Hampton blev født den 20. april 1908 i Kentucky, USA. Hampton spillede trommer som teenager og havde etableret sig som professionel musiker sidst i 20’erne. I Los Angeles spillede han med en lang række musikere og akkompagnerede i 1930 som medlem af Les Hite’s band bl.a Louis Armstrong, som han endte i et pladestudie med. Under indspilningerne udfordrede Armstrong Hampton til at prøve en vibrafon, der stod i et hjørne af lokalet. Snart efter akkompagnerede han Armstrong på nummeret »Memories Of You«, som er den første indspilning med Hampton på vibrafon.
Selvom Hampton ikke var den første til at benytte vibrafonen i jazzen, var han den, der bragte den frem i rampelyset som et medrivende soloinstrument. Ikke mindst takket være Hampton er vibrafonen og dens lyd blevet en naturlig ingrediens i jazzen. Hamptons spil var præget af en rytmisk sikkerhed og et drive, der satte en høj standard for instrumentet og dets senere udøvere som Milt Jackson, Terry Gibbs og Bobby Hutchersen.
Centralt for Hamptons musikalske eftermæle står hans engagement fra 1936-40 i klarinettisten Benny Goodman’s kvartet (og senere sekstet), der også talte pianisten Teddy Wilson og trommeslageren Gene Krupa. Gruppen indspillede en række plader, turnerede flittigt og indtager en central position i jazzens gyldne swingtid. Ydermere var gruppens store popularitet sammen med dens sammensætning af sorte og hvide jazzmusikere med til at nedbryde raciale barrierer i den amerikanske jazzkultur.
Hampton indspillede bl.a. en række vigtige plader med mindre grupper for RCA Victor og dannede i 1941 sit eget Big Band med bl.a. saxofonisten Illinois Jacquet. Orkestret udfoldede et dynamisk miks af gospelrødder, jazzswing, rhythm & blues, riffbaseret hornorkestrering og solistisk energi, hvilket blev et adelsmærke for Hamptons orkestre i årtierne frem og er blandt forudsætningerne for rock’n’- roll.
Hampton fortsatte som indspillende og turnerende jazzkoryfæ til langt ind i 1990’erne. Og som sådan var han en anakronistisk vedligeholder af jazzens tidlige mainstream. Hampton nåede at spille med en uoverskuelig mængde musikere, der foruden de ovennævnte talte bl.a. Earl Bostic, Gigi Gryce, Dexter Gordon, Charles Mingus, Dinah Washington, Betty Carter, Clifford Brown, Oscar Peterson, Ray Brown, Art Farmer, Fats Navarro, Quincy Jones, Stan Getz, Art Tatum og Clark Terry.
Hampton var i løbet af 60’erne socialt engageret i byfornyelse i New York. Han og hans kone Gladys, der døde i 1971, var således med til at finansiere nye boligkomplekser, der gav hundredevis af familier med lavere indkomster ny mulighed for en bolig. I dag står The Lionel- og Gladys Hampton Houses som et minde om en generøs musikalsk personlighed.