Læsetid: 3 min.

Kontroversiel gæst fra USA

EU skal passe på med at bøje af for presset fra USA’s krav i terrorkampen fra justitsminister Ashcroft, der i dag besøger Danmark, siger liberal
14. september 2002

EU-leder
BRUXELLES – I månederne efter 11. september viste EU stor vilje til at følge trop med amerikanerne i kampen mod terror. EU fik i hast en fælles terroristdefinition på plads, og en fælles EU- arrestordre. Og der blev lavet en samarbejdsaftale mellem Europol og FBI, der har fået en fast mand hos Europol i Haag. Men et år efter udestår der stadig en række kontroversielle amerikanske ønsker. Det er dem USA’s konservative udenrigsminister John Ashcroft i dag kommer til København for at tale med sine justitsministerkolleger om. Det sker på et uformelt møde, hvor Lene Espersen vil tage imod. Der skal ikke træffes beslutninger, men mødets diskussioner kan alligevel få stor betydning. Ashcroft har i særlig grad promoveret sig personligt på kampen mod terror i USA med loven ’Patriot act’.
De dele af loven, der ville forpligte postbude og andre offentligt ansatte til at holde øje med medborgeres mistænkelige adfærd, og rapportere tilbage, blev imidlertid mødt med en storm af protester.

Retsgarantier gælder ikke
Ashcoft ville også gerne have en EU-USA udleveringsaftale på plads. Den er foreløbig strandet på spørgsmålet om dødsstraf. EU-landene vil ikke udlevere nogen terrormistænkt, hvis han risikerer, at blive i dømt dødsstraf i USA. Den liberale leder af Europa-Parlamentet, Graham Watson, der har arbejdet med terrorproblematikken ud fra et borgerretssynspunkt, advarer mod at EU-landene stirrer sig blinde på dette aspekt:
»I de aftaler om udlevering, som de enkelte EU-lande i forvejen har med USA, er det muligt administrativt, at kræve at der ikke idømmes dødsstraf. Det er et langt større problem, at de domstole terrorsigtede risikerer at blive udleveret til, er
militære domstole,« siger Watson til Information.
Domstolene er oprettet på initiativ af præsident Bush, ikke som civil præsident, men som leder af de væbnede styrker. »Så her gælder der ikke de retsgarantier, vi kræver i den europæiske menneskerettighedskonvention. Der er for eksempel ikke garanteret adgang til at se en advokat,« siger Watson.
For ham er EU-USA listen over terrororganisationer et eksempel på at EU er gået for langt i sin kamp mod terror. Individer, der står på listen, kan få deres formuer beslaglagt, uden at der idag er adgang til at indklage det noget sted, eller til senere at søge kompensation, hvis der er begået en fejl. Derfor opfordrer Watson EU ministrene til at tage en pause et år efter 11. september, og bruge tiden til at tænke over hvordan det sikres, at den forsatte kamp mod terror sker i overensstemmelse med EU’s grundlæggende værdier.
»Her er jeg bekymret for, at justitsministrene vil komme under betydeligt pres fra USA, men også fra deres egne statschefer, der er ivrige efter, at vise USA handlekraft.

Bekymret efter samråd
Et andet emne, der er på bordet i København, er en aftale om udveksling af persondata. Her er der også forskellige kulturer i EU og USA:
»Her bør EU sikre sig garantier for at data ikke kan cirkulere frit rundt, men bliver hos den myndighed, der har bedt om det,« siger Watson.
Før mødet i København er der gået rygter om, at Ashcroft ønsker et at lave et fælles efterforskningssamarbejde, som blandt andet vil give amerikanske agenter lov til at operere i Danmark. Hidtil har den danske regering ikke ønsket at kommentere de amerikanske forslag. Enhedslistens retsordfører Line Barfod havde torsdag kaldt justitsminister Lene Espersen i samråd i retsudvalget for at få vished om de amerikanske forslag:
»Men hun ville slet ikke sige noget om, hvilke planer EU og USA arbejder med. Jeg vil faktisk sige, at jeg er blevet mere bekymret efter samrådet, end jeg var før,« siger Line Barfod til ritzau.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu