Læsetid: 5 min.

Krigen mod Irak

Debatten om den 11. september er i England blevet en debat om krig mod Irak. Det er nemmere at håndtere, siger en kommentator, men den britiske befolkning vil ikke med i en krig mod Irak
13. september 2002

(2. sektion)

Engelsk debat
LONDON – Et hurtigt vue over det britiske kulturliv lige p.t. får ingen til at tænke på 11. september sidste år. Andrew Lloyd Webbers seneste musical, Bombay Dreams, spiller for fulde huse, Tate Britain viser den britiske maler Lucien Freud, og sæsonens mest omtalte teaterstykke er The Lieutenant of Inishmore, som dog handler om terrorisme. Irsk terrorisme. Det lugter dog lidt af fisk.
Egentlig er det bemærkelsesværdigt. For et år siden følte briterne sig måske mere end andre ramt af terrorangrebet på USA – især det på New York. Londons og New Yorks finansverden er tæt forbundet, og 67 briter døde i World Trade Center den dag.
Bevares, der er planer for en mindehave i London i nærheden af den amerikanske ambassade, og et af de mest omtalte teaterstykker på den nu overståede Edinburgh Festival var The Guys om brandmændene i New York 11. september. Men det kunne også skyldes, at de amerikanske filmstjerner Susan Sarandon og Tim Robbins spillede med.
Derimod har britiske medier beskæftiget sig intenst med, hvordan årsdagen for 11. september opleves i USA. Peter Conrad fra The Observer er lettet over, at humoren så småt er ved at komme tilbage i det amerikanske offentlige liv.
»I Houston lufthavn hørte jeg for nylig en meddelelse, som advarede passagererne om, at de ville blive arresteret, hvis de blev taget i at komme med ’upassende bemærkninger’, mens de stod og ventede på sikkerhedskontrollen,« skriver han.
»Nu er den påduttede alvorsfuldhed ved at slækkes.«
Rachel Sylvester hæfter sig i The Daily Telegraph også ved den tilbagevendende normalitet. Faktisk er hun efter et nyligt besøg i New York overrasket over, hvor lidt der er forandret.
»Det blev sagt flere gange i månederne efter 11. september, at New York aldrig ville blive den samme igen. Et år efter er der naturligvis ikke ændret noget grundlæggende. Der er tegn på en øget følelse af patriotisme ... men på næsten enhver måde er byen vendt tilbage til et normalt liv,« skriver hun.

Vestens skyld
Der er dog også i det britiske enkelte forsøg på at bruge årsdagen til at forklare terrorhandlingerne. Juraprofessoren Alan Dershowitz – som er amerikaner – skriver i The Guardian, at det er europæernes skyld. De har været for flinke over for især 70’ernes og 80’ernes palæstinensiske terrorister, og derfor var 11. september »uundgåelig«.
Tidligere leder af briternes interne efterretningstjeneste, MI5, Stella Rimington sagde i sidste uge samme sted, at terrorismen aldrig kunne bekæmpes helt – det ville kræve, at man udraderede dens årsager, og »det vil aldrig ske,« sagde hun. Samtidig kritiserede hun også de amerikanske efterretningstjenester for at have sovet i timen.
»Hvis det passer, at FBI havde efterretninger – uanset hvor vage de var – om, at et bemærkelsesværdigt stort antal islamiske studerende var i færd med at tage kurser på amerikanske flyskoler, så burde bl.a. sikkerhedsforanstaltningerne i USA’s hjemlige lufthavne være blevet kigget efter i sømmene,« sagde hun.

Irak-krig
Mange kommentatorer etablerer en klokkeklar forbindelse mellem ’krigen mod terror’ til ’krigen mod Irak’. Rachel Sylvester fra The Telegraph mener, at præsident Bush nærmest har sat så stærk fokus på Irak, som han har, for at dække over den manglende succes med bekæmpelsen af al-Qaeda-terrornetværket.
»Der har ikke været nogen triumferende opdagelse af Osama bin Laden eller en højprofileret tv-retssag mod nogle af hans medsammensvorne. Selv om den militære kampagne i Afghanistan i bred forstand lykkedes, er ’krigen mod terror’ sandelig ikke vundet ... Det er én årsag til, at snakken om aktion mod Irak er så vigtig for USA. På årsdagen for 11. september er det emnet Irak og ikke bekæmpelsen af al-Qaeda, som dominerer middagssamtalerne og avisernes overskrifter. Det er nemmere at håndtere,« skriver hun. Hugo
Young i The Guardian er enig. Han beskæftiger sig med de drakoniske indgreb i borgerrettighederne, som USA indførte efter angrebet.
»Brede love, eller ikke-love, som opsamler hundredevis af dårligt definerede mistænkte til detention og afhøring, har, så vidt vi får lov til at vide, ført til ingen verdens ting. Disse desperate slag i luften er en erstatning for effektiv handling. De gør ubodelig skade på en stor nation uden nogen kompenserende fordel. Terrorisme er så sandt den største trussel, men imødegåelsen kan åbenbart ikke gøre noget bedre end at forstørre truslen mod frihed,« skriver han.

Schröders bluff
Også han ser en direkte forbindelse til Irak. Og dén sag er der ophedet debat om i Storbritannien, fordi premierminister Blair i den grad har stillet sig på præsident Bushs side. Han lader nu til at være lige så opsat på krig som Bush.
»At gå ind i Irak, uanset hvad det ellers måtte opnå, vil have den sikre virkning at rekruttere flere fra islamisk gadehøjde til al-Qaedas elendige sag,« mener Hugo Young.
Men Bush&Blair har også deres fortalere. Lederen af det konservative oppositionsparti, Iain Duncan Smith, er for eksempel helt og holdent enig med Bush og Blair. Og det samme er medier såsom The Daily Telegraph, landets største og meget konservative kvalitetsavis. Her bliver en krigshandling mod Irak nærmest opfattet som en britisk patriotisk sag. Det giver sig udslag i en ellers ganske uhørt kritik i Storbritannien af kansler Schröder i Tyskland, der har udtalt sig klart imod tysk deltagelse i et sådant »eventyr«, som han kalder det.
»Hvis Hr. Schöder vinder (det kommende valg i Tyskland, red.), vil præsident Bush simpelt hen blive nødt til at afsløre hans bluff. Han kunne for eksempel pege på, at amerikanerne og briterne ved at foreslå at erstatte en ond diktator med demokrati kun gør for det irakiske folk, hvad de engang gjorde for det tyske,« skrev Daily Telegraph i en hvas leder for nylig.
Men befolkningen som helhed deler ikke den holdning. Ifølge den seneste meningsmåling i The Mirror i sidste uge er 71 procent af briterne imod, at landet deltager i en krig mod Irak.
Nok er der solidaritet blandt briterne med amerikanerne – man har vel et ’specielt forhold’ til den gamle koloni – men der er grænser. Briterne sørgede oprigtigt over Amerikas tab sidste år såvel som over deres egne. Men indtil videre i det mindste har de ikke købt ideen om, at det er briternes problem at hævne terroren ved at angribe Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her