Læsetid: 9 min.

Krigen mod terror – år ét

11. september 2002

Konsekvenserne af 11. september er synlige på flere fronter: Psykologisk har Det Amerikanske Imperium konstrueret sig en ny fjende: den islamiske terrorisme. Dennes udøvere er onde, og den trussel, de udgør, global. Derfor er det nødvendigt, at USA unilateralt kaster bomber over alt, hvor det skønner det nødvendigt.
USA's ledere ønsker at blive bedømt på deres valg af fjender snarere end på deres indflydelse på verdens aktuelle tilstand i øvrigt, hvorved alene de konkrete resultater af krigen mod terrorisme tæller. Politisk besluttede USA sig for at udnytte tragedien til nye fremstød på verdenskortet: Amerikanske militærbaser dækker nu hvert eneste kontinent. En af de største ligger i et af verdens mindste lande: Qatar i Den Persiske Golf. FN har 189 medlemsstater, der er amerikansk militærtilstedeværelse i 120 lande.
På hjemmefronten søgte og opnåede Bush-regeringen nye omfattende beføjelser for at kunne slå ned på sine modstandere og deportere mistænkte efter forgodtbefindende. Alene fra de amerikanske østkyststater blev over 1.000 indvandrere af sydasiatisk oprindelse arresteret og deporteret til deres oprindelseslande, uden at dette gav anledning til nogen som helst opstandelse i pressen.
Hvad er status efter et års krig? Med hjælp fra dets pakistanske skabere blev Taleban-regimet styrtet uden større besvær, selv om omkring 3.000 uskyl-
dige afghanske mænd, kvinder og børn omkom under USA’s bombardementer. For Vesten var disse liv ikke engang halvt så meget værd som de amerikanske statsborgere, der blev dræbt i New York og Washington. Intet mindesmærke til ære for disse afdøde afghanere vil blive opført i Kabul. Tortur og massehenrettelse af krigsfanger har efterladt mange liberale tilhængere af ’humanitær krig’ ganske tavse. Men til trods for alt dette så er militæroperationens afgørende mål at fange Osama bin Laden og hans kumpaner og tilintetgøre al-Qaeda fysisk – endnu ikke nået. 16. juni kunne New York Times skrive:
»En hemmeligtstemplet rapport fra FBI og CIA konkluderer ifølge statsembedsmænd, at krigen i Afghanistan ikke har formået at reducere den trussel, som al-Qaeda udgør mod USA. I stedet har krigen gjort indsatsen for terrorismebekæmpelse vanskeligere ved at sprede potentielle terrorister over et geografisk langt større område.
Ej heller har den imperialistiske besættelse af Afghanistan ført til stabilitet, fred eller velstand i regionen. Det er symptomatisk for landets politiske situation, at den afghanske regerings amerikansk støttede leder, Hamad Karzai, måtte bede om at få et korps af livvagter udelukkende bestående af amerikanske soldater.
Manglen på tillid er gensidig. Nordalliancens fraktioner, som behersker Afghanistan uden for Kabul, bryder sig ikke om Karzai og ville skaffe sig af med ham på stedet, hvis de kunne gøre det uden at risikere amerikanske straffesanktioner. For at bevare den nye regering vil USA være nødt til at opretholde en permanent militær tilstedeværelse. Med andre ord er demokrati, menneskelige og sociale rettigheder så langt ude af syne som nogensinde.
»Det geografisk langt større område« omfatter f.eks. nabolandet Pakistan.
Washingtons nærmeste allierede er dette lands seneste militærdiktator.
Den første afghanske krig (1979-89) gjorde det nødvendigt for en pakistansk general at spille det islamiske kort. Zia ul-Hag trådte villigt til. Resultatet blev skabelsen af Taleban. Denne gang krævede begivenhedernes gang så en sekulær generals hjælp til at rydde Taleban af vejen. Frem på scenen dukkede general Musharraf (eller Busharraf, som lokale spøgefugle ynder at kalde ham), som har institutionaliseret hæren til landets største politiske parti, der kun refererer til sig selv og Washington.
Den pakistanske hær er den stolte besidder af kernevåben og har evnen til at bruge dem. Det samme gælder Indien, den regionale overbølle.
Den nukleare trussel, som Kashmir-spørgsmålet kan udløse, har vakt skræk verden over, men ikke blandt generalerne i Indien og Pakistan. Beslutningstagerne i New Delhi er kun rede til at acceptere Washingtons diktater globalt, hvis de lokalt kan få lov at imitere Imperiet. Indtil videre er dette blevet dem nægtet, og tilstedeværelsen af amerikanske soldater og piloter i Pakistan fungerer som sikkerhedsbarriere mod en indisk krigserklæring. Men hvor længe endnu?
Samtidig med at krigen mod terror har destabiliseret Sydasien, har den gjort Israel endnu mere stejl og ubøjelig. Hvis USA havde ment sit ofte udtrykte ønske om at standse tilstrømningen af nye terroristkandidater til organisationer som al-Qaeda, var det imod Sharon, man skulle have skredet ind. Men Bush, Cheney og Rumsfeld har tværtimod støttet den israelske ministerpræsident i hans bestræbelser på at udslette palæstinensernes politiske identitet. Den blankocheck, som Israel har fået af den amerikanske kongres, er uden sidestykke i nyere historie. Resultatet er spektakulært.
Siden september 2001 er over 100.000 palæstinensere flygtet til Jordan. Sharon forsøger end ikke at skjule, at hans mål er omfattende etnisk udrensning (såkaldt ’overførsel’) af palæstinenserne fra Vestbredden, mens Gaza skal omdannes til en moderne pendant til indianerreservaterne.
Dette tilstræbes i kraft af en kombination af direkte fysisk magtanvendelse og ved at gøre den daglige tilværelse for palæstinenserne i de besatte områder stadigt mere utålelig.
Selv hvis denne plan skulle lykkes, er forestillingen om, at dette skulle bidrage til at besejre terrorismen, en syg vits. Den brutale afstraffelse, som palæstinenserne underkastes for at nægte at underkaste sig israelsk overhøjhed, kan hver dag beses af hele den arabiske verden i al-Jazeera tv. Indtil videre har araberne set på og lidt i stilhed, men deres passivitet er bedragerisk. Der er en stigende vrede og tegn på uroligheder i snart sagt hver hovedstad. Der har været enorme demonstrationer i Saudi-Arabien og Egypten. Hele regionen kan meget vel bryde i brand, hvis ’krigen mod terror’ udvides til Irak.
Der findes ingen opbakning til denne krig noget sted i den arabiske verden. En næsten enstemmig vurdering er, at selv om USA vælger at udkæmpe og har held til at vinde denne krig, så vil dette langtfra fremme afspænding i regionen.
Tværtimod vil konsekvensen blive en voksende sympati i de arabiske masser for terroristgrupperne. Endog Kuwait har udtrykt alvorlig bekymring og antydet, at krig i det nuværende klima vil være en politisk tåbelighed af rang. Grunden hertil er enkel. Palæstinas enorme lidelser opfattes ikke som blot Israels værk. Mange arabiske intellektuelle ser Israel som den forlængede arm for et USA, der har besluttet at ødelægge sit imperiums indbildte og virkelige fjender.
Dette er også en opfattelse, der nyder stor udbredelse i folkedybet. At åbne en tredje front i denne uendelige krig mod terror kan få langt værre konsekvenser end ’ekspeditionssagen’ i Afghanistan. Sidstnævnte militære eventyr har allerede destabliseret Sydasien og Saudi-Arabien. Men farerne ved at invadere en olierig arabisk stat for at indsætte et marionetregime er umådeligt meget større.

Lige efter 11. september var USA tæt på universel opbakning fra stater og regeringer kloden rundt, da det indledte sin krig i Afghanistan. Denne enstemmige støtte, der kun blev forstyrret af uenighed i den amerikanske linje i Palæstina-spørgsmålet, står nu over for alvorlige problemer, efterhånden som krigen mod Irak kommer nærmere.
Her – i modsætning til Bosnien, Kosovo og Afghanistan – står Vesten splittet. Bortset fra Blair og Berlusconi er ingen europæisk leder begejstret for dette projekt. Schröder, Chirac og de skandinaviske ledere har gjort dette fuldkommen klart.
De er næppe i stand til at tale USA fra sit forehavende, men de vil heller ikke forsøge at stoppe fremvæksten af en massebevægelse imod krigen. Den offentlige mening i Tyskland er således stærkt negativ over for krigsplanerne. Selv i Blair-land er et klart flertal af befolkningen modstander af krig. ’De sædvanlige mistænkte’ har ytret deres modstand i et stærkt misfornøjet og nedsættende tonefald.
Listen omfatter pensionerede generaler, en enkelt feltmarskal og den nye ærkebiskop af Canterbury ikke at forglemme. Vil han velsigne de britiske bombepiloter, som hans forgængere plejede? Det forekommer usandsynligt. Og han vil ikke stå isoleret.
En meningsmåling i The Guardian viste, at 51 procent af briterne er modstandere af krig. Den oplagstunge Daily Mirror har regelmæssigt ført kampagne mod Washingtons krigsplan, og dets redaktør har indtil videre formået at ignorere de intimiderende opkald, han givet har fået fra Downing Street og forsvarsministeriet.
Men også i den offentlige opinion i USA spores der skepsis. Admiral Anthony Zinni, tidligere chef for USA’s militærs centrale kommandostab, har ringet med alarmklokken for at advare imod overdreven naivitet. Han føler sig krænket over det enfoldigt-patriotiske tonefald, som så mange kongresmedlemmer og senatorer anlægger.
Nogle kongresmænd ønsker i dag at betale sig fra at give den såkaldte Irakiske Nationalkongres militære midler til at befri Irak fra Saddam Hussein, og i London kan man sikkert finde Rolex- og silkeslipsbærende typer, der gerne vil spytte i bøssen. Jamen så udrust da nogle tusinde krigere med for 97 millioner dollar AK47-rifler, og sæt dem ind i Irak. Og resultatet? ’Gedebugten’? – en slags genopførelse af eksilcubanernes eklatante nederlag til Castros styrker ved Svinebugten.
Ikke desto mindre viser meningsmålinger i USA, at 60 procent støtter en invasion af Irak, men tallet falder til 36 procent, hvis amerikanerne skal gøre det uden bistand fra allierede. I den forstand er Blair ikke blot et betydningsløst figenblad.
Selvfølgelig kan Demokraterne insistere på en Krigsbefuldmægtigelseslov og stemme imod den, men de vil først og fremmest tage bestik af meningsmålingerne.
En anden faktor, der kunne standse driften mod krig, ville være et pludseligt og dybt fald i aktiekurserne på Wall Street i modsætning til de gradvise nedadgående tendenser, vi før har set. Endelig er der selvfølgelig også den mulighed, at Irak vil indvillige i at lade FN’s våbeninspektionshold igen få adgang til landet, komplet med CIA’s sovende agenter. Dette vil gøre det nødvendigt for USA at finde deres gamle beskyldning om irakisk medskyld i 11. september frem igen – noget ingen dog tror på.

Spørgsmålet er, hvorfor den nuværende amerikanske regering er så opsat på denne krig. Her spiller tre overvejelser ind. For det første er Irak et land med enorme olieressourcer, der beklageligvis er helt uden for USA’s kontrol. Den anden er, at kun Iraks hær i regionen har tilstrækkelig størrelse til at kunne true Israel. Og for det tredje er der de indenrigspolitiske grunde: At trække USA’s prozionistiske jøder væk fra deres traditionelle støtte til Demokraterne er et vigtigt taktisk mål, og de kristne fundamentalister i Republikanerne gør ingen hemmelighed af deres standhaftige støtte til hver en israelsk grusomhed. Det Gamle Testamente dekreterer jo også, at Zions land tilhører jøderne.
Månederne efter årsdagen for 11. september vil blive domineret af dynamikken i to udviklinger: forberedelsen til krig imod Irak og forværringen af økonomien. Interaktionen imellem disse to vil blive bestemmende for, hvilken form de globale konjunkturer vil tage i de næste kommende år. Det lyse hoved Bush og hans hårdkogte rådgivere ser ud til at have brudt afgørende med Clintons formular fra 90’erne: Amerikansk overherredømme + allieret støtte + permanente afreguleringer = global ledelse ledsaget af tredjevejs-retorik. Denne formular ser ud til at være forkastet.
Hvis vi ser bort fra det moralske spørgsmål om, hvordan en uretfærdig krig kan blive til en retfærdig krig, når blot den sker med Sikkerhedsrådets opbakning, er det fuldkommen muligt for USA at sikre sig denne opbakning. Franskmændene kan købes, og Kina kan tilbydes nogle indrømmelser i Taiwan-spørgsmålet, så de afholder sig fra at stemme.
Men Cheney og Rumsfeld vil næppe ulejlige sig med at bruge disse metoder. De er lederne af verdens eneste imperium, og de vil optræde i overensstemmelse med denne status. Nogle af Bushs ideologer i medierne sammenligner Washington med det gamle Rom. Det er en tilforladelig fantasi, men de bør huske på, at (a) romerne forventede aldrig at blive elsket, og (b) også Romerriget brød til sidst sammen.
Hvad mig selv angår foretrækker jeg Goethes valgsprog: »Verden går kun fremad på grund af dem, som gør
modstand mod den«.

*Tariq Ali er pakistansk-britisk forfatter, filminstruktør og redaktør. Har netop udgivet bogen ’The Clash of Fundamentalisms’ (Fundamentalismernes Kamp), anmeldt i Information mandag den 9. september

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her