Kunstmesse
BERLIN Messerummet er gigantisk: 12.000 kvadratmeter fordelt på tre haller. Mængden af kunstværker får Louvre til at ligne et mindre dansk provinsmuseum. Men Art Forum Berlin er bestemt ikke en kunstkatedral, hvor gæsterne i stilhed betragter de udstillede værker. Her handles og forhandles, visitkort skifter ejermand og mobiltelefoner ringer.
»Det er en messe som enhver anden computermesse. Det er et supermarked,« siger Nicolai Wallner uden at lyde rigtigt utilfreds.
»Her er frygteligt,« siger Lise Nelleman, medstifter af galleriet Sparwasser HQ. Hun lyder til gengæld som om hun mener det.
Art Forum Berlin åbnede under stort postyr for syv år siden, og har vundet ry for at være stedet, hvor man kan se, hvad der sker på den yngre europæiske kunstscene.
Messen er ikke som den netop afsluttede documenta en kurateret udstilling. Det er en rigtig messe, hvor gallerier får lov til at købe en bås for 1.500 kroner per kvadratmeter. 152 gallerier fra 25 lander har fået chancen af den internationale
udvælgelseskomite.
En særlig tradition
Da messen åbnede første gang, var det blot med et enkelt dansk galleri: Nicolai Wallners. Det var til gengæld her Wallner fik sit internationale gennembrud, og år for år er der kommet flere danske gallerier med. Det hedder sig, at interessen for skandinavisk kunst er betydelig i Tyskland. Det kan mærkes på messen, selv om der denne gang er fokus på det østeuropæisk kunstmarked.
I år er der seks et halvt dansk galleri med: Mikael Andersen, Galleri Asbæk, Bo Bjerggaard, Susanne Ottesen, Nicolai Wallner, Christina Wilson og så Sparwasser HQ, der holder til i Berlin, men drives af den danske kunstner Lise Nelleman. Galleriet er så moderne, at det slet ikke er et galleri, men en »platform for kunstnerkuraterede projekter.«
Mens Nicolai Wallner holder til i den dyre ende lige som man træder ind af døren har Sparwasser HQ fået en mindre bås til spotpris i den helt modsatte ende, tre haller længere væk.
Det er ikke første gang det ikke-kommercielle projekt har fået tilbuddet om at være med, men første gang de har takket ja. Og hvad får så et ikke-kommercielt ikke-galleri til at træde lige ind i løvens kommercielle gab?
»Messen er på sin vis blevet et udtryk for, hvad Berlin står for kunstnerisk, og som jeg ser det har Berlin en særlig tradition for politisk bevidst kunst. Vi føler at vi følger op på den tradition, kulturaktivisme, og jeg mener det er vigtigt, at det også er repræsenteret her,« forklarer Lise Nelleman, der sammen med galleriets anden medarbejder har overvejet deltagelsen endog meget længe.
Forældet i morgen
Sparwasser HQ udstiller tre kunstnere på messen: Lise Hartlev, Karl Holmqvist og Colonel. Sidstnævnte er kendt for sine frankofile udskejelser på DR2, men torsdag optrådte han på messen med et avisprojekt, hvor dagsaktuelle fotografier blev klippet ud og gjort til vægkollager under passende overskrifter som The Dolly Polly og Arabs. Publikum kunne efterfølgende få påtrykt billederne på deres T-shirt, og således blev værket til en ironisk kommentar til moden, fortæller man hos Sparwasser HQ.
»Dugfrisk i dag, forældet i morgen.«
Kunstneren Lise Hartlev er heller ikke entydig i sin begejstring for messen.
»Men det er fedt at betragte sit publikum. Det er jo en mulighed kunstnere normalt ikke har,« siger Lise Hartlev, der torsdag understregede det ikke-kommercielle aspekt af Sparwasser HQ.
Da der viste sig en interesseret køber, havde hun ikke fået sat priser på værkerne. »Men det kan jo være de kommer igen.«
Over disken
Christina Wilson åbnede først sit galleri i marts i år, men er alligevel kommet med på Art Forum Berlin.
»Det fordi jeg repræsenterer så gode kunstnere,« lyder det selvsikkert. Det drejer sig blandt andet om den danske kunstner Kirstine Roepstorff.
Christina Wilson forventer ikke at sælge meget i løbet messen, men det er heller ikke det vigtigste: »De mere erfarne hernede siger, at man ikke skal forvente at sælge så meget som på andre messer. Men især for et nyt galleri drejer det som om, at se hvad der sker. Og vigtigere endnu: At møde nogle mennesker og opbygge et tillidsforhold til samlere, kuratorer og museumsfolk.«
På et punkt afspejler messen ikke, hvad der rent faktisk sker på den europæiske kunstscene: Næsten alle værker kan hænge på en væg i en ramme. Der er ikke meget videokunst og endnu mindre installationskunst. Det er der to forklaringer på, siger hun.
»Man kunne godt savne nogle af de mere besværlige kunstværker. Men for det første er det dyrt nok som det er, uden ekstraudgifter til transport, og for det andet handler det jo om at sælge. Man bliver med andre ord nødt til at have noget, der kan langes over disken.«
Et år ad gangen
Mens debutanten Christina Wilson er begejstret for Art Forum Berlin, er Nicolai Wallner skuffet. Han har været med samtlige syv gange messen har været afholdt.
»Det startede med brag for syv år siden, men jeg synes det er gået ned af bakke siden. Der er for mange af de væsentlige gallerier, der ikke kommer,« siger han.
»Faktisk havde jeg besluttet mig for ikke at komme her mere, men så gik så fremragende sidste gang. Så nu tager jeg et år ad gangen.«
*www.art-forum-berlin.de
