Læsetid: 4 min.

Kunst for private midler

Erotiske motiver og installationskunst gør sig dårligt på direktionsgangene. Hvis billedkunsten skal klare sig på markedet, er spørgsmålet, hvad der kan sælge. Oliemalerier og små skulpturer er ikke overraskende gode salgsobjekter
28. september 2002

Synlighed
Jens Veggerby tager imod i sit galleri i det indre København. Han har dårligt tid – han skal kommentere banecykling på TV2. Den tidligere professionelle cykelrytter åbnede Galleri Veggerby i januar, men selvom galleriet ifølge ejeren er byens yngste, er der ikke just tale om et ungt kældergalleri. Det er heller ikke det berømmelige vækstlag af kunstnere, der pryder væggene i galleriet i dag, men oliemalerier og jernskulpturer fra et ældre dansk koryfæ: Robert Jacobsen. Det er en privat samling, Veggerby har til salg, og prislejet inviterer ikke umiddelbart til at erstatte plakaten i rækkehuset med en original. Samlingens dyreste nummer er en jernskulptur til 475.000 kroner. Alligevel er de fleste købere private personer.
»Der er flere store kunstsamlere i Danmark, end man skulle tro,« fortæller Jens Veggerby. »Og når man møder dem, vil man ofte ikke ane, at de har kunst hjemme i villaen for flere millioner.«

Fradrag for kunstkøb
Det er den slags kunstmæcener, kulturminister Brian Mikkelsen gerne vil se flere af. Og så flere virksomheder, der bruger penge på kunst – et ønske kulturministeren har underbygget med et nyt skattefradrag for virksomhedernes kunstkøb. Ideologien lyder, at kunstnerne ikke skal være afhængige af kunststøtten, og på sigt være i stand til at tjene deres egne penge. Staten er på den måde at betragte som en fødselshjælper, der skal skubbe vækstlaget det sidste stykke ud i virkeligheden, hvor de - hvis alt går godt – kan klare sig selv. Vi skal med andre ord have mere kunst for flere private penge. Jens Veggerby er meget positiv overfor det nye skattefradrag:
»Jeg har kunnet mærke en betydelig øget interesse fra virksomheder efter skattefradraget kom til, og den øgede interesse er jo vigtig for kunstnerne. Det rykker, ligesom hvis en virksomhed kommer ind og køber 100, ja bare 10 malerier på en gang. Det er med til at sikre kunstnerne en ordentligt eksistens,« fortæller han.

Erotik sælger ikke
Til gengæld er det ikke al slags kunst, der gør sig i virksomhedernes lobbyer.
Oliemalerier, fotografier og skulpturer er gode. Jens Veggerby peger på en af Robert Jacobsens forvredne jernskulpturer og ærgrer sig over at Novo Nordisk ikke har været forbi. Den ville stå godt i lobbyen i hovedkvarteret, mener han. Men hvad betyder det for en generation af unge kunstnere, der betragter malerier som billedkunstens svar på muzak – noget man kreerer for penge? Videokunst og installationer gør sig knapt så godt i lobbyer. Veggerby vedgår at ikke al kunst er lige salgbart.
»Jeg har nogle malerier omme bagved med erotiske motiver. Det ville nok ikke være helt passende på direktørens kontor,« griner Jens Veggerby.
Den kunst, der helt har vendt det mere traditionelle kunstværksbegreb ryggen, er ikke repræsenteret i galleriet.
»Den helt moderne kunst har jeg ikke udstillet endnu, fordi jeg ikke ved nok om det og ikke rigtigt forstår det. Det kan jo komme, men hvis jeg skal tale lige ud af posen, så tror jeg mest, kunstnerne gør det for at skabe lidt ravage. Jeg kan ikke sige mig helt fri for at tænke: ’Det kunne jeg også have lavet’.«
Det ville Jens Veggerby formentlig tænke, hvis han trådte ind i Galleri Revolver i St. Kongensgade. De to gallerier er i gåafstand af hinanden, men kunstnerisk er der meget langt mellem dem.

Monstrum til 22.000
Foran Galleri Revolver står et ordentligt monstrum af en lænestol, lavet i vandrør. Stolen hviler på fire løvefødder, som i deres tidligere liv var vandhaner. Sædet består af et snoretræk, lidt ligesom Poul Kjærholms flagline-stol. Her er tovværket bare udskiftet med en grøn haveslange.
Ejeren af det nystartede galleri, Jean-Charles Severin, har selv skabt lænestolen, som er til salg for 22.000 kroner. I galleriets korte levetid er han ikke just blevet kimet ned af de store virksomheders kunstindkøbere.
Det er heller ikke ved ferniseringerne, at galleriets billeder bliver solgt, for her kommer primært kunstnere, som nok er nysgerrige, men ikke har råd til at investere mellem 5.000 og 25.000 kroner i kollegaernes værker.
»Indtil videre har jeg solgt til folk, som kommer forbi og ser galleriet. Især til amerikanere, som synes, at galleriet er spændende,« forklarer Jean-Charles Severin.
Han ser ikke som sit primære mål at chokere, men har snarere tænkt Galleri Revolver som et opgør med kedelige gallerioplevelser med selvhøjtidelig kunst. Jean-Charles Severin fortæller, at han er en del af underholdningsbranchen og er klar over, at kunst på mange måder skal sælges på samme måde som et hvilket som helst andet produkt. Han tror på, at der er en fremtid for gallerier, der går deres egen vej.
»Jeg fornemmer klart, at der er interesse for det, jeg laver. Men det er primært de unge, der synes, at det er sejt. Og problemet er, at de ikke har nogen penge. Og for de ældre vil det kræve lidt tilvænning.«
Det vil det også, hvis større virksomheder skal interessere sig for Galleri Revolvers kunst.
»Jeg er godt klar over, at min indsats på det område stadig halter lidt, men det er også et spørgsmål om at have tiden til det og have de rigtige kontakter. Men jeg har da ting, som er forholdsvis konforme, og som vil kunne passe til en virksomhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu