Læsetid: 5 min.

Kunsten er mindre politisk

På Art Forum Berlin ligner det en tendens, at kunsten er blevet mindre politisk. Måske har folk fået nok efter documentaen, siger messens kunstneriske leder
30. september 2002

Kunstmesse
BERLIN – Rundt omkring på messens offentlige toiletter sidder der klistermærker på spejlene. Det er det samme klistermærke, der går igen, og det ligner en ironisk kommentar til den monumentale kunstudstilling documenta, der netop har været afholdt i Kassel. ’Wenn zeitgenössiche Kunst Sie ankortz’ (’Hvis du får kvalme af samtidskunsten’), står der at læse lige over en henvisning til www.doklomenta.com og et piktogram, der afbilleder et toilet. Det får budskabet til at ligne en reklame for toiletkummer.
Sidste år blev kunstmessen Art Forum Berlin afholdt i skyggen af 11. september og salget var derefter: Dårligt. I år bliver messen afholdt i skyggen af documenta, og indtil videre har salget været glimrende. Lokalpatriotismen trives i Berlin, og avisen Berliner Morgenpost proklamerede i en overskrift, at »Art Forum Berlin er bedre end documenta.«
Bedre eller ej: Det er en helt anden kunst, der bliver vist i disse dage i Berlin. Documenta var et politisk statement, og man kunne enten se den i Kassel eller blot læse kataloget. Det handlede mindst lige så meget om teksterne omkring kunsten som kunsten helt for sig selv. På Art Forum Berlin er det ganske anderledes. Næsten alle de udstillede værker hænger på væggen i en ramme: Oliemalerier, fotografier, litografier.
Det er der to forklaringer på: Art Forum Berlin er en messe, hvor kunst skal sælges, og det har nu engang altid været nemmere at sælge et oliemaleri end en installation på størrelse med et folkevognsrugbrød. Desuden er det dyrt at transportere de mere besværlige værker.
Men messens kunstneriske leder, Sabrina van der Ley, mener det ligner en tendens, at kunsten bliver mindre politisk og mere formel.
»Art Forum Berlin er jo den første kunstmesse siden documentaen, så jeg har først lagt mærke til det nu: De nye værker er ikke så åbenlyst politiske – den slags klare og entydige statements man har set i de seneste år. Det er snarere en form politisk realitet, der som en naturlig del af kunstnerens bevidsthed spiller med i værket,« fortæller hun.

Køber kunst igen
Der kunne også være en anden forklaring på de store forskelle mellem Berlin og Kassel: Mens documentaen forsøgte at favne hele verden, den globale kunst, har Art Forum Berlin et mere stringent fokus: Det handler om den europæiske og amerikanske kunstscene. Eller mere præcist: Kunstmarked.
»Og europæerne har nu altid haft en tendens til, at forholde sig til hvad som helst ud fra en transcendental tilgang. Hvor man i andre dele af verden nok har dyrket det politiske mere direkte,« siger Sabrina van der Ley, og minder om, at kunstmarkedet og kunstscenen ikke altid er det samme.
»På markedet – og det har jo ikke nødvendigvis noget at gøre med kunstscenen – synes der at være en tendens til, at man går tilbage til malerier og skulpturer, og der er mindre video og installation.«
»Måske blev folk trætte af det efter documentaen. Der er heller ikke så meget dokumenterende, social kunst, og selv de videoværker, der er her, synes at være mere formelle: En bil der kører rundt om konturerne af en kvindes krop – det er en slags legende og formel omgang med kunsten.« Messen lukker i dag og Sabrina van der Ley er tilfreds – også med den kommercielle side af sagen:
»Det er messens syvende år og vi har fået utrolig god respons både fra publikum og gallerierne. Før messen startede, var mange lidt reserverede på grund af den lidt tvivlsomme europæiske økonomi. Men folk køber tilsyneladende kunst igen. De må have gemt nogle penge under madrassen, og det ser næsten ud som om folk hellere vil købe kunst end aktier.«
Helt sådan ser verden ikke ud set fra det polske galleri Foksal. Galleriet vandt lørdag prisen for bedste stand på Art Forum Berlin, og det er ikke fordi galleriet ikke har solgt noget. Men det med at kunsten er blevet mere formel og mindre politisk – den køber de ikke.
Andrzej Prywara, der repræsenterer galleriet på messen, hiver en mappe frem fra skrivebordsskuffen og fremviser et fotografi. Der er et to år gammelt kunstværk, han gerne ville have præsenteret på messen, fordi det på mange måde udtrykker, hvad galleriet står for. Det lod sig nu ikke gøre.
Værket bestod nemlig af fire højhuse i en forstad til Warszawa. Kunstneren Pawel Althamer forhandlede i flere måneder med højhusenes mange hundrede indbyggere, for at få dem til enten at tænde eller slukke for lyset i deres lejlighed på et bestemt tidspunkt. På fotografiet ser det imponerende ud: I forgrunden en tilsyneladende uendelig række af parkerede biler, i baggrunden de fire højhuse. Vinduerne udsender ikke det sædvanlige blålys fra fjernsynet. Til gengæld er de fleste lys slukket, og de, der er tændt, aftegner et tal i hver bygning. 2-0-0-0. År 2000, signaturen på et socialt kunstværk.
»Det vigtigste var i virkeligheden selve forhandlingerne, projektet om at få alle indbyggerne til at medvirke. Det er den slags skulpturer vi gerne vil arbejde med,« fortæller Andrzej Prywara.
Han er ankommet til messen fra København. Galleri Foksal har været med til at arrangere udstillingen Baltic Babel, der vises på Rooseum i Malmö indtil den 17. november. Om en måneds tid er en anden af galleriets kunstnere aktuel på Charlottenborg på udstillingen Nordic Fundamentalism.

Lidt for pænt
Andrzej Prywara er ikke alene om at mene, at det hele er lidt for pænt. Søndag dukker kunstneren Jochen Wulf op på messen blot iført en poncho, lavet af sammentappede postkort med et billede af kunstnerens erigerede lem. Ponchoen dækker ikke meget, og enhver kan frit betragte den ægte vare. Tilsyneladende strækker Jochen Wulf den kunstneriske frihed lidt for langt. En sikkerhedsvagt tager imod et postkort, og studerer det nøje mens han ringer til sin overordnede. Snart får kunstnere følgeskab af fem sikkerhedsvagter. Upåvirket slentrer Wulf væk og gemmer sig på et toilet. 20 minutter senere er han endnu ikke kommet ud.
I den mere etablerede ende af messen er stemningen til gengæld god. Hos danske Galleri Bjerggaard har man solgt for omkring 100.000 kroner. Det er ikke nok, men det meste af salget kommer efter messen, fortæller Morten Korsgaard fra galleriet: »Så vi er hverken nedtrykte eller i panik.«
Galleriet har blandt andet solgt fem træsnit af Per Kirkeby til 75.000 kroner.
Også hos det ansete berlinergalleri Anselm Dreher er der tilfredshed at spore. Det meste kunst i galleriets stand er lavet af farvede neonrør. Det dyreste værk, John M. Armleders neonversion af Jasper Johns’ ’Target’, blev beskadiget under transporten til messen. Alligevel var der fire interesserede samlere, og værket blev solgt på dagen for 250.000 kroner.
Et andet værk er udført af galleristens kone, kunstneren Magarete Dreher. På væggen står der i svungen blå neon: Ganz schön zynisch. Kommentaren fandt kunstneren i galleriets gæstebog.
»Og det var bestem ikke ment som en kompliment,« griner Anselm Dreher, »men det er sådan jeg mener kunsten bør være: kynisk og uafhængig. Selv herinde bliver kunsten aldrig til et produkt. Den er heldigvis for besværlig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her