Læsetid: 5 min.

Jeg laver film – ikke bomber

Lukas Moodysson har lavet en kompromisløs film om børneprostitution, og han fortæller her om baggrunden for ’Lilja 4-ever’, hvori han ikke giver publikum mange muligheder for selv at tænke og diskutere
27. september 2002

(2. sektion)

Interview
Det er ikke hver dag, man møder en filminstruktør, der har lavet en barsk film om sexslaver i det tidligere Sovjetunionen, og som citerer terroristen Ulrikke Meinhof for at forklare nogle af de tanker, han har gjort sig, da han skulle lave sin film.
Men det er præcis, hvad den unge svenske instruktør Lukas Moodysson gør.
»Jeg er ved at læse en bog om Baader-Meinhof,« siger han, da vi mødes på en café i det indre København for at tale om hans film, Lilja 4-ever.
»Og jeg stødte på et ord, som var meget interessant. I et brev fra fængslet skriver Ulrikke Meinhof om en tidligere sympatisør, at det er en person, som har et ’kontemplativt forhold til magten og undertrykkelsen.’ Det er let at have et kontemplativt forhold til et eller andet, men det har jeg ikke i Lilja 4-ever,« siger Moodysson og beskriver filmen som et eksprestog, der buser frem og har sin helt egen retning.
Lilja 4-ever er en brutal film, insisterende i sit sortsyn, som den fortæller om en 16-årig piges menneskelige deroute, da hun svigtes af sine omgivelser og må prostituere sig selv for at overleve.
Fans af Moodysson vil vide, at han tidligere har stået bag de varmt-humoristiske samtidsskildringer Fucking Åmål og Tillsammans, og mange vil formodentlig blive chokerede over den kompromisløshed, som er selve Lilja 4-evers udtryk.

En sand historie
»Jeg tror, at der er mennesker, som vil synes, at den er for meget,« siger Moodysson, der er klædt i sort jakke, lys, T-shirt og har en tyk guldkæde og et heftigt guldkors hængende om halsen. Han har ikke altid et præpareret svar på rede hånd, men tager sig i stedet tid til at overveje spørgsmålene og svare ordentligt.
»Men jeg kunne ikke forholde mig anderledes til den her verden og den pige, som det handler om.«
Han afviser, at Liljas historie er konstrueret og alt for barsk og entydig. Hans research viste, at så slemt kan det blive, og efterfølgende har han mødt piger, »der har været i eller tæt på samme situation som Lilja, og som synes, at filmen er meget sand.«
Ideen til filmen kom meget pludseligt til Moodysson, og han følte ikke, at han foretog et valg eller bevidst gik en anden vej end tidligere.
»Når en film som den her kommer til mig, så kan jeg ikke bakke ud,« siger han.
»Og jeg gør mig ingen teoretiske overvejelser i forhold til publikum, eller hvad der kommer til at ske sidenhen. Selv om jeg ville lave en anden type film, havde jeg ikke kunnet gøre det. Det lyder måske som en kliché, men hver film har sin egen genre, og jeg kunne ikke lave Lilja 4-ever med humor eller distance – jeg har slet ingen distance til den.«
Derfor er der ikke plads til det kontemplative element i Lilja 4-ever, som der var det i Moodyssons to første film.
»I dem har man bedre mulighed for at fundere og tænke og ræsonnere og diskutere,« siger han.

Historiens ironi
En anden, direkte inspiration til Lilja 4-ever fik Lukas Moodysson fra den kontroversielle dokumentarfilm Bye Buy Beauty, der handler om rige landes udnyttelse af fattige lande. Men budskabet i den film druknede i den ophedede debat, som instruktøren Pål Hollender skabte, fordi han til sidst i filmen viser sig selv dyrke sex med to unge, østeuropæiske piger.
»Det er en umoralsk og provokerende film, men den er også interessant,« siger Moodysson. »En af pointerne i hans film, som også er pointen i min film på det politiske plan, er, at præcis sådan ser verden ud: Vesteuropa udnytter Østeuropa, de rige dele af verden udnytter de fattige dele. Det foregår på forskellige niveauer, på det rent økonomiske og som i min film, hvor unge piger tvinges ud i prostitution.« Moodysson fortæller, at der ifølge FN er mere end en million prostituerede børn i verden.
»Historiens ironi er, at de mennesker det ene øjeblik bliver undertrykt af kommunisterne og kan ikke få lov til at rejse,« siger instruktøren.
»Nu er Sovjet-republikken kollapset, og de har fået friheden tilbage, men samtidig har de mistet deres økonomiske fundament og kan ikke rejse alligevel.« Moodysson forstår godt, at mennesker i så fortvivlet en situation på sin vis længes tilbage til Sovjet-tiden.

Golgata-vandring
»Først og fremmest har man et ansvar for at være tro mod sig selv og sin kunst,« siger Moodysson. Han mener også, at han har et ansvar for publikum og resten verden, men det ansvar ændrer sig alt efter, hvor han befinder sig.
»Jeg vil gerne have, at Lilja 4-ever vises i et land som Moldavien, og så vil jeg ikke være interesseret i filmens kunstneriske aspekter, men hellere have, at unge kvinder ser filmen og forstår, at de skal passe på med at rejse til Vesteuropa. I et land som Danmark har jeg en anden dagsorden og vil påvirke på en anden måde, f.eks. starte en debat, der handler om kløften mellem rig og fattig, mænds syn på kvinder og prostitution generelt.«
Igen citerer Moodysson fra Baader-Meinhof-bogen, denne gang antiterroristen og filminstruktøren Rainer Werner Fassbinder, der engang sagde, at »jeg kaster ikke bomber, men laver film.«
»Det er også min måde at håndtere tingene på,« siger Moodysson. »Jeg har måske skyldfølelse over, at jeg ikke har reddet Lilja i virkeligheden. Jeg lever et priviligeret liv og burde gøre noget.«
»Men jeg må erkende, at jeg ikke kunne redde hende, og så kan jeg i det mindste være vidne og fortælle om, hvad jeg har set – måske kan jeg senere også forandre verden. De piger, der havner i sådan en situation, bliver svigtet noget så forfærdeligt, og jeg havde et næsten fysisk behov for at gå med hende hele vejen – som en slags Golgata-vandring.«

Indre realisme
Lilja 4-ever er visuelt holdt i samme nærværende, realistiske stil som Fucking Åmål og Tillsammans, men Moodysson tillader sig alligevel at forlade realismen i nogle fantasisekvenser.
»En af grundene til, at filmen ser ud, som den gør, er, at jeg for ca. et år siden satte mig ned og lavede et udvalg af de digte, jeg skrev, da jeg var yngre. Det var vigtigt for mig at række tilbage til den person, som jeg var tidligere. Man må ikke glemme den musik, man lyttede til den gang, eller det, man skrev, eller de følelser, man havde.«
»Jeg hadede mine digte, og det betød meget for mit forhold til mig selv, at jeg satte mig ned og læste dem og på den måde forsonede mig med mig selv. Og i løbet af den proces opdagede jeg sider af mig selv, både personligt og æstetisk, som jeg på en måde savnede. Jeg fandt nogle andre udtryksformer, en anden form for lethed i at glide fra en fysisk virkelighed til en anden virkelighed og lede efter en slags indre realisme,« siger Lukas Moodysson.
Han tror, at det er noget, han kommer til at arbejde videre med, og i hvert fald har han det godt med at overraske folks forventninger til ham og hans film.
»Det er interessant, at der er forventninger til det, jeg laver. Men det er mere interessant, når det kommer til et sammenstød, en kollision, mellem forventningerne og det, som publikum rent faktisk får.«

*Lilja 4-ever har premiere i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu