Læsetid: 4 min.

Med legen i centrum

Bornholm bliver mødested for unge operasangere, dirigenter og instruktører. Projekt Opera Island Bornholm blev kickstartet med premiere i weekenden i Rønne
17. september 2002

Opera
RØNNE – »Unge talentfulde studerende gør det nogle gange bedre end de professionelle, fordi de unge ikke er stivnet i vanetænkning.«
Den internationalt anerkendte instruktør Jonathan Miller sidder foran mig i Rønne Theaters have og fortæller om den spændende opgave det er at give eksistens til kendte operakarakterer. De unge er som modellervoks, der smidigt lader sig forme. Efter at have instrueret skuespillere som Kevin Spacy, Peter Cook, Dudley More og
Alan Bennett, efter at have arbejdet på La Scala, Metropolitan, Covent Garden og de andre store steder, kommer konklusionen fra 70-årige Miller:
»Det er med de små kompagnier, jeg har lavet de bedste operaforestillinger.«
Sådan er det også med stemningen på Rønne Theater og arbejdet med Mozarts Cosi fan tutte, hvor man har husket det, Miller kalder »The holiday atmosphere«. Han uddyber:
»Det er ikke tilfældigt at det, vi spiller på teatret lige nu hedder ’a play’, tyskerne siger ’spielen’ – hvis vi glemmer, at det er leg, bliver det uvedkommende. Publikum kommer for at se legen, den leg børnene kan uden at tænke over det. Miller, der startede sin professionelle karriere som uddannet læge og psykolog siger: ’Børn som aldrig har fået lov til at lege fungerer ikke som voksne.’«

Kun det bedste duer
Inden Miller bliver revet væk af tv-folk fra nær og fjern siger han med et glimt i øjet:
»Pretending is very important.«
På scenen skal man lade som om, man skal sætte et usynligt spejl op foran publikum. Men bag kulisserne er der ikke så meget laden-som-om. Der hersker en her-og-nu-verden, som er kontant.
Det har Rønne Theaters bestyrelsesformand Leif Thøstesen sandet:
»Det er svært at starte internationalt samarbejde i et hjørne af Danmark, men det er vigtigt: For hele Baltikum-området er Bornholm det naturlige midtpunkt, hvor de skabende kræfter kan mødes i en kreativ atmosfære,« siger Thøstesen.
Det er i år lykkedes at samle operatalenter fra Norden og Baltikum, som i tre uger har samarbejdet med internationale kapaciteter.
Med Rønne Theater som base skabes en mesterklasse for unge operasangere, dirigenter og instruktører. Dette års arbejde omkring Mozarts musik med Jonathan Miller, den svenske sanger Håkan Hagegård og dirigenten Manfred Honeck er en kickstart til en årligt tilbagevendende begivenhed, der skal tiltrække professionele lærere og unge studerende.
Det er uden for metropolerne, der skabes nærmiljø og holiday atmosfære uden at det bliver til flad happy hour. Det er en gammel sandhed at stedet gør noget ved de medvirkende og publikum. I nyere tid er et sammenligneligt projekt forsøgt etableret: Operaen på Langeland, som de lokale politikere ikke forstod at bakke op. På Bornholm ved politikerne øjensynligt, at kultur og erhverv er de steder, der skal satses på, for at det hele ikke skal ende i museum og egnsteater. Og ikke kun i form af det næsten gode, det er kun det bedste, der duer, hvis øen skal blive et fluepapir for kunstinteresserede. Glyndebourne Festival, Kuhmo Kammermusikfestival og andre kendte festivaler blev startet af lokale amatører på en pløjemark.

Baltisk mødested
Hofteatret i København og Helsingør Theater i Den Gamle By i Århus er ældre end Rønne Theater, men Rønne Theater er det ældste fungerende teater i Danmark, med 80-90 forestillinger om året. Ud over at profilere Rønne Theater som et kunstnerisk centrum, er det let at få øje på de perspektiver, som rækker ud over at tilføre et udkantsområde som Bornholm kunstneriske oplevelser på højt niveau. Stedet er simpelthen attraktivt netop fordi det er placeret langt fra de kulturelle kraftcentre. Hvis bagmændene er dygtige nok, kan Rønne blive mødestedet i det baltiske område når det gælder udvikling af kreativt potentiale i en interdisciplinær proces med den seriøst legende musik som krumtap. Keramik, glaspusteri og bratwurst får nu en konkurrent.
Premieren fredag aften med Cosi fan tutte vidner om, at Opera Island Bornholm bør gå videre med de ambitiøse planer. Vel ikke mange ønsker, at Bornholm bliver til et affolket, geriatrisk kompleks om vinteren og til et overfyldt feriehelvede om sommeren. De kan blive bedre, end de er nu på Rønne Theater, finde et orkester der finpudser intonationen, få et klimaanlæg, få styr på tekstanlægget, få programbogen frem til premieren – og så videre. Det er i løbet af det kommende år det skal vise sig om interessenterne magter den ambitiøse opgave.

FAKTA
Opera Island Bornholm
*I Opera Island Bornholm 2002 medvirkede 12 sangere fra Danmark, Norge Sverige, Polen og Litauen. Det litauiske kor Jauna Muzika, 31 musikere fra det svenske Barockorkestern, dirigent Manfred Honeck, barytonen Håkan Hagegård og instruktøren Jonathan Miller.
Bag projektet står Rønne Theater, TV 2 Bornholm, Nordisk Film og tv- og operaakademierne i København, Stockholm og Oslo. Opera Island Bornholm har fået støtte fra bl.a. Nordisk Kulturfond, Wilhelm Hansen Fonden, Bornholms Amt og Destination Bornholm.
www.operaislands.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her