Læsetid: 6 min.

Lej et værelse i historien

Det gamle hotel i Manhattans benzinpumpende hjerte, Chelsea Hotel, har siden dets indvielse i 1905 øvet en næsten magisk tiltrækning på kunstnere – ikke mindst på de allerstørste
26. september 2002

Monument
NEW YORK – 222 West 23rd Street, NYC, NY 10011. En gade, en by og et postdistrikt. Det ligner en helt almindelig adresse. Bag bogstaverne og tallene kunne der såmænd godt gemme sig en almindelig familie, et mellemstort it-firma eller en nedslidt diner. Men det gør der ikke. Hvis man følger adressens koordinater, ender man foran det myteomspundne Chelsea Hotel.
Det står skrevet med neonbogstaver på den beskidte murstens-facade. »Chelsea« med blændende hvidt og »Hotel« med blødende rødt. Det ligner bibelsk flammeskrift. Og det 97 år gamle hotels historier minder da også på mange måder om Biblens. Lige så bristefærdige med bittert had, rasende vanvid og himmelske epifanier. Men hovedpersonerne i hotellets historier er ikke drevet af en kærlighed til Gud, som i Biblen, men derimod af en kærlighed til Kunsten.
Det gamle hotel i Manhattans benzinpumpende hjerte har siden dets indvielse i 1905 øvet en næsten magisk tiltrækning på kunstnere inden for alle genrer – ikke mindst på de allerstørste, de, som har været med til at runde det moderne, vestlige menneskes tankesæt. Et mikroskopisk udpluk af hotellets store persongalleri tæller navne som Mark Twain, Tennessee Williams, Arthur Miller, Dylan Thomas, Vladimir Nabokov, Thomas Wolfe, Allen Ginsberg, William S. Burroughs, Sarah Bernhardt, Jackson Pollock, Willem de Kooning, Henri Cartier-Bresson, Andy Warhol, John Huston, Milos Forman, Bob Dylan, Janis Joplin, Jimi Hendrix, Jim Morrison, Joni Mitchell, Dee Dee Ramone, Edith Piaf, Sid Vicious, Patti Smith, Lou Reed og Leonard Cohen.

Cohens hotel-sang
Sidstnævnte skrev i 1974 »Chelsea Hotel« på et af hotellets billigste værelser. Klassikerens første vers lyder:

I remember you well in the Chelsea
Hotel,
you were talking so brave and so
sweet,
giving me head on the unmade bed,
while the limousines wait in the street.

Til sine koncerter ynder Cohen at fortælle publikum historien bag disse linjer. Han fortæller uden stolthed, at kvinden, som i sangen giver ham et blowjob, er blueslegenden Janis Joplin, og at hun på dét tidspunkt var totalt bedøvet af de stoffer og den Southern Comfort, som hun altid holdt inden for en arms rækkevidde.
Cohen fortæller videre, at Joplin midt i dette fellatio vendte sig mod hans brune øjne og fortalte, at hun foretrak smukke, ariske mænd, og at hun allerhelst ville have betjent countrysangeren og skuespilleren Kris Kristoffersen! Få år efter samkvemmet med Cohen på værelse 104, og mange grimme mænd senere, døde Joplin af druk og mismod – kun et par kanyler og en flaske Southern Comfort var vidne til den uværdige sortie.
En anden historie fra hotellets værelser handler om den notorisk berygtede bassist i Sex Pistols, Sid Vicious, og hans ligeså vanvittige kæreste, go-go-danseren Nancy Spungen. Parret boede i 1978 på værelse nummer 100 og foretog sig stort set ikke andet end at fixe heroin, kneppe og løbe skrigende rundt på hotellets gange.
Den 11. oktober fik denne anløbne livsførelse imidlertid et mystisk endeligt. I det første blege morgenlys blev Spungen fundet død, dræbt med et dybt knivstik i maven. Ved siden af det lille, blodige lig sad Vicious og rokkede fra side til side – stadig med heroinen hvæsende i blodbanerne. En halv time senere blev Vicious anholdt for mordet på Spungen. De næste fire måneder tilbragte den formodede morder i det benhårde Riker’s Island Jail, hvorefter han mod en enorm kaution blev midlertidigt løsladt.
Det første Vicious gjorde i sin nykøbte frihed, var at pumpe så meget angel dust ind i sin udtærede krop, at han kollapsede og døde. Om Vicious virkelig dræbte Spungen, er en af de gåder, som stadig svæver rundt i den røgblå luft på de mørke gange omkring værelse nummer 100.

Til nøgen frokost
Den samme drabsmystik omgærder den legendariske forfatter og fuldtidsjunkie William S. Burroughs. Inden han flyttede ind på Chelsea Hotel, var han under endnu ikke helt afklarede omstændigheder blevet fundet i Mexico City sammen med liget af sin samleverske, Joan Vollmer Adams, som var blevet dræbt af et pistolskud igennem hovedet.
Drabet på Adams påvirkede dog ikke Burroughs på samme måde, som drabet på Spungen kom til at påvirke Vicious. Burroughs vitalitet og kreativitet lyste med endnu større kraft efter den mystiske tragedie. Blot syv år efter rettergangen – som pure frifandt ham – skrev han på Chelsea Hotel i ét stræk en af beatgenerationens yppigste værker, syreklassikeren Naked Lunch.
Romanen, som på alleruhyggeligste facon skildrer verden set igennem et narkodelirium, blev skrevet i en kokainomtåget åbenbaring bag hotellets tykke mure, imens beatkollegerne Jack Kerouac, Arthur Miller og Allen Ginsberg så måbende til. Resultatet af åbenbaringen blev i 1991 filmatiseret af Burroughs’ åndsfælle, instruktøren David Cronenberg – som selvfølgelig også har boet på Chelsea Hotel.

Dylans bitre fabel
Seks år efter, Burroughs’ åbenbaring var landet på boghandlernes hylder, blev en anden af hotellets logerende ramt af en lige så stor kunstnerisk vision. En nat satte den evigt rygende Bob Dylan sig ved sin gamle skrivemaskine og skrev en bittersød fabel om det problematiske ved at gå fra at være ungkarl til at være ægtemand. Det geniale resultat er »Sad-Eyed Lady Of The Lowlands«, som fylder en hel pladeside på mesterstykket Blonde On Blonde fra 1966. Den virkelige historie, som omgiver Dylans 11 minutter lange genistreg om pebersvende og husbonde, er imidlertid uhyre tragisk: I november 1965 blev legenden fra Duluth, Minnesota gift med Sara Lowndes under stort hemmelighedskræmmeri. Det var så hemmeligt, at den skrøbelige skønhed Edie Sedgwick fra Andy Warhols kunstnerkollektiv, The Factory, ikke anede uråd, da hun blot to uger efter Dylans vielse indledte en affære med ham. Men da det i forbindelse med udgivelsen af »Sad-Eyed Lady Of The Lowlands« kom frem, at Dylan var gift med Lowndes, brast Sedgwicks verden. Da hun erfarede, at hun ikke repræsenterede andet end en midlertidig adspredelse i Dylans ægteskabelige liv, indledte hun et heroinmisbrug, som endte med at slå hende ihjel.
Dylans natlige åbenbaring på værelse nummer 201 kom således til at koste et menneskeliv. Sedgwick blev 28 år.

Kreativitet og ondskab
De 11 etager på Chelsea Hotel vrimler med historier som disse. Historier, som fortæller om skaberkraft og destruktion. Om kreativitet og ondskab. Om frembringelse og ødelæggelse. Chelsea Hotel har siden åbningen i 1905 været en slags babelstårn for både sublim kunstnerisk udfoldelse og ekstrem dårlig opførsel. Hotellet har altid været i stand til at rumme begge dele, og det er blandt andet dét, som igennem årene har tiltrukket de store kunstnere, og som har fået dem til at forgude stemningen på de prunkløse værelser. Joni Mitchell tilbad den specielle stemning i sangen »Chelsea Morning«, Andy Warhol gjorde det i dokumentarfilmen Chelsea Girls, og Ethan Hawke har som den seneste i den lange række af tilbedere erklæret hotellet sin kærlighed i den aktuelle spillefilm Chelsea Walls.
Chelsea Hotel er ikke som noget andet hotel i verden. Men hvis man ikke kan nøjes med at opleve hotellets magi igennem andres øjne, så kan man jo bare leje sig ind på et af de 400 værelser. Og så er man pludselig selv en historie i det magiske babelstårn.

FAKTA
Chelsea Hotel
Adresse: 222 West 23rd Street, NYC, NY 10011, USA
Telefon:(212) 243-3700. Fax: (212) 675-5531
Priser: Enkeltværelse: 135$-250$ per nat. Dobbeltværelse: 165$-275$. Suite: 300$-350$. Alle værelser er med bad, tv og telefon. Ønsker man at blive boende i en længere periode, er der mulighed for særlige tilbud. Der kan betales med både VISA og MasterCard. Reservationer skal foretages mindst tre uger før ankomsten.
*www.hotelchelsea.com

*Jeppe K. Christensen er freelance-skribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her