Læsetid: 1 min.

Lokalt/globalt

24. september 2002


Globalt

Hærchef: Irakere skal vælte Saddam
*Den krigsforbrydermistænkte pensionerede irakiske general Nizar al-Khazraji er ikke meget for, at en mulig amerikansk styrke går til angreb på Irak for at vælte præsident Saddam Hussein. Khazraji, der bor på såkaldt tålt ophold i Sorø, foretrækker, at Saddam væltes ved et internt oprør. Det sagde han mandag i et interview med BBC.
»Som iraker og som en mand, der tror på de væbnede styrker, mener jeg, at irakerne må gøre det. Ingen andre,« sagde afhopperen, som indtil begyndelsen af ’90erne var stabschef i Iraks hær.
»Hvis det irakiske folk og de væbnede styrker mener, at tingene vil ændre sig efter Saddam Husseins fald, så vil de gøre det.«
Khazraji mistænkes for at være medansvarlig for giftgasangreb mod kurderne i 1988, men afviser beskyldningen.
I interviewet mandag med BBC radio opfordrer han Vesten til at øge »den moralske og diplomatiske« støtte til Iraks opposition, men sagde, at han ikke selv har en interesse i at lede en ny regering.

Nordkorea: ASEM-pres på USA
*Situationen i Nordkorea har fået en fremtrædende plads på dagsordenen under det igangværende ASEM-topmøde i Bella Center i København. Allerede under søndagens uformelle middag på Kronborg Slot i Helsingør blev der opnået enighed om en erklæring, hvori de asiatiske og europæiske stats- og regeringsledere forpligter sig til at gøre en ekstraordinær indsats for at knytte Nordkorea tættere til det internationale samfund.
Formålet med erklæringen er at presse USA’s præsident, George W. Bush, til at genoptage dialogen med Nordkorea og dermed lægge afstand til sin tale i januar i år, hvor han benævnte Nordkorea som en del af ’ondskabens akse’.

Israel vil ikke lade EU møde Arafat
*Den israelske regering afviste mandag en anmodning fra EU om at lade EU’s særlige mellemøstudsending, Miguel Angel Moratinos, møde palæstinenserleder Arafat.
Det sagde en embedsmand i Israels udenrigsministerium.
Arafat befinder sig i Ramallah i sit hovedkvarter, som Israel belejrer og har ødelagt store dele af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her