Læsetid: 9 min.

Lyden af det kritiske Serbien overhøres

Det er som om verden har glemt de kritiske serbere, siger dissidenten, den fyrede filosofiprofessor Obrad Saviç, som ikke har store forventninger til det serbiske valg i morgen. Det serbiske folk har befundet sig alt for længe i en snæversynet og autistisk kultur til overhovedet at være forberedt på moderniteten, siger han
28. september 2002

Da Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget af FNs generalforsamling den 10. december 1948 stemte 48 lande for erklæringen, mens otte lande undlod at stemme. Et af dem var Jugoslavien. Den kommunistiske delegation mente, at erklæringen fokuserede for ensidigt på individets rettigheder frem for at inddrage kollektive rettigheder. Det kollektiv, hvis rettigheder Tito-kommunisterne ville sikre, var naturligvis arbejderne. Sociale rettigheder var vigtigere end individuelle. Det er historiens grumme ironi, at det netop blev kampen for kollektive rettigheder, der senere ikke blot skulle føre til de alvorligste krænkelser af menneskerettighederne i Europa, men også til Jugoslaviens opløsning. På det tidspunkt var socialklassen blevet udskiftet med det etniske tilhørsforhold som kollektiv grundkategori.
Til gengæld er det en ren tilfældighed, at Obrad Saviç blev født samme dag, som Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget. Saviç er, ud over at være forfatter til en af de ganske få bøger på serbisk om menneskerettigheder, chefredaktør for Belgrade Circle Journal, der siden 1992 har fungeret som det vigtigste forum for serbisk dissidentvirksomhed under og efter Milosevic.
»Beogradkredsen består af cirka 500 vestligt sindede jurister, journalister, universitetslærere og filminstruktører med mere, der har forsøgt at skabe en fælles kulturel platform mod nationalisme og populisme. Vi prøver at tage kampen op med den militaristiske diskurs, som siden 80’erne har været fremherskende i den serbiske offentlighed,« fortæller Saviç, der den forgangne uge har været på besøg i Danmark for blandt andet at forelæse på Københavns Universitet.

1986-Memorandum
Baggrunden for Beogradkredsen skal ikke søges i Milosevics undertrykkelse af ytringsfriheden, men tværtimod i den forvrængning af den, som opstod, da Tito-regimets censur gradvist gik i opløsning i 80’erne. Pludselig opstod en offentlighed, hvor alt var tilladt, selv de værste beskyldninger. Den blev derfor straks invaderet af en uhørt hadefuld retorik, der var nøje iscenesat til at skabe splittelse i den jugoslaviske befolkning. Alt dette begyndte i 1986, mens det kommunistiske styre stadig holdt ytringsfriheden i et stramt greb. Det var i det år, Det serbiske akademi udgav et memorandum, som for første gang udtrykte politiske tanker, der ikke stemte overens med de officielt tilladte.
Obrad Saviç husker tilbage:
»Da det serbiske akademis memorandum dukkede op, udløste det et dobbelt chok: for første gang gav en akademisk institution offentligt udtryk for tanker, som ikke var godkendt af politikerne. Dengang skulle alle udgivelser gå igennem et ministerium. Det var et chok, for nogen måtte jo alligevel have givet en hemmelig tilladelse til at udgive dette memorandum. At det var Milosevic, der stod bag tilladelsen, anede ingen. Rangordningen i det ideologiske
teater var dengang helt klar: politikerne havde førsterang, derefter kom de intellektuelle fra de akademiske statsinstitutioner, mens alle andre sorterede nederst i det ideologiske hierarki. Men nu overtrumfede akademikerne pludselig politikerne, og det var et chok! Det næste chok gjaldt imidlertid selve indholdet af deres memorandum: det var et program til oprettelse af et Storserbien. Hvis dette projekt skulle gennemføres ville det føre til opløsningen af Jugoslavien og til etnisk udrensning. Det var helt umisforståeligt. Serbien blev territorialt bestemt som »der, hvor der bor serbere«, hvilket var en klar opfordring til, at serberne skulle smide de andre etniske grupper på porten. Serbien skulle opsluge en stor del af Kroatien, en stor del af Bosnien samt Makedonien og Montenegro.«
»Masser af mennesker blev forført af denne ny, serbiske diskurs. Eliten, Milosevic og massen skulle blot forene sig, så ville et nyt, nationalistisk Serbien blive til virkelighed. Det blev den fuldendte trenighed: Milosevic sad på banksystemet, på militæret og på det politiske system; de intellektuelle sad på universitetet, Akademiet og på den serbiske forfatterforening – med massernes godkendelse. Det var utroligt, hvad der skete. Forfatterforeningen udviklede sig nærmest til en nazistisk organisation. Og selv filosofferne hoppede med på den nationalistiske ideologi.«

Inhumane humanister
Saviç var på dette tidspunkt endnu professor i filosofi ved universitetet i Beograd. Efter 22 år på universitetet blev han i 1998 fyret, fordi han nægtede at underskrive en loyalitetserklæring overfor den serbiske regering, sådan som en ny universitetslov krævede. Blandt de få universitetslærere, der overhovedet nægtede at underskrive erklæringen, var kun et fåtal humanister. Ni tiendedele var naturvidenskabsfolk.
– Humanister plejer ellers ofte at forstå sig selv som mere systemkritiske end andre erhvervsgrupper. Hvorfor lod humanisterne sig så let forføre af nationalchauvinismen?
»Det er sandt, at de humanistiske intellektuelle generelt var mindre kritiske end andre akademikere. Hovedmændene bag Det serbiske akademis memorandum kom fra institutterne for historie og filosofi. Én forklaring på dette er, at den humanistiske og kunstneriske intelligentsia under Tito var hårdere ramt af ikke at kunne tilkendegive deres meninger offentligt. De måtte kun udtrykke kommunistiske tanker. En anden forklaring er, at de humanistiske videnskaber er mere forankret i traditionen, dvs. det serbiske sprog, den serbiske historie, kunst osv. De tekniske videnskaber er derimod ikke forankret i det lokale og har derfor lettere ved at undgå at blive indfanget af en national mytologi.«
– Er de serbiske humanister, generelt betragtet, mere autoritære?
»Det kommer helt an på konteksten. Under Titoperioden udviklede de intellektuelle humanister en diskurs, der var stærkt samfundskritisk. Uheldigvis førte den bare ikke til noget liberalt demokrati men til nationalisme. Kun en lille del af dissidenterne kritiserede kommunismen udfra et egentligt demokratisk grundlag. De fleste gjorde det udfra et nationalistisk synspunkt, der siden skulle føre til opløsning, ikke kun af Jugoslavien, men også af de kritiske intellektuelle selv. Under Milosevic evnede de ikke at udvikle en ny samfundskritik. Nogle enkelte gjorde, heriblandt Beogradkredsen, men vi var så få, at vi var totalt uskadelige. Nationalismen er stadig den gældende diskurs i Serbien.«
– Når humanister skal begrunde deres egen betydning for samfundet henviser de ofte til, at de enten er kulturbevarende, eller at de fremmer kritisk og demokratisk bevidsthed. Har humanisterne et forklaringsproblem?
»De sidste ti år har vendt op og ned på hele min faglige selvforståelse«, fortæller Obrad Saviç.
»Mit syn på den humanistiske intelligentsia, ikke kun i Serbien, har ændret sig voldsomt. Jeg har måttet indse, at det er vigtigere at lytte til økonomer og jurister end til humanister i politiske spørgsmål. Selvfølgelig er jeg stadig optaget af kunst, film og litteratur, men det er mere som selvreferentielle systemer. Min position er i det hele taget blevet lidt skizofren: jeg er en filosofilærer, der arbejder på politiske forandringer, men uden nogen tillid til at humanister som mig kan gennemføre disse forandringer.«
– Hvad holder dig så i gang?
»En dyb tillid til jura. Vejen frem går først og fremmest gennem lovgivning. Men endnu er der f.eks. ikke noget institut for menneskerettigheder på universitet i Beograd. De nye jurastudenter aner ingenting om menneskerettigheder og civile rettigheder. Derfor udgav jeg en bog om menneskerettighederne under Milosevic...«
– Var den slags udgivelser tilladt?
»Ja, det var de. Milosevic var meget kynisk: han var fuldstændig ligeglad med, hvad de intellektuelle dissidenter foretog sig. Kunstnere og filosoffer var uskadelige. Han var til gengæld meget optaget af at kontrollere, hvad politikerne, militæret, banksystemet og medierne foretog sig. Han havde ingen grund til at frygte kulturlivet eller tidsskrifterne« fortæller dissident-redaktøren.

Selvmytologisering
Saviç’ beretning om forholdet mellem statsmagten og de kritiske intellektuelle står i særlig grad i kontrast til den opfattelse, man traditionelt har haft af de intellektuelle i den tidligere Østblok. For ganske vist har de kommunistiske regimer som bekendt holdt de intellektuelle under skarp bevogtning, men samtidig har de intellektuelle spillet en meget fremtrædende rolle som højt respekterede kulturbærere. Denne star quality ved det at være intellektuel har affødt uhyggelige vrangbilleder. For eksempel har serberlederen Radovan Karadzic, der af profession er psykiater, ikke forsømt nogen lejlighed til at posere som digter. I den prisbelønnede dokumentarfilm, Serbian Epic (1992), der handler om den bosnisk-serbiske selvmytologisering, kan man således se den store leder recitere sine egne digte. Til det siger Obrad Saviç:
»I hele Europa har de intellektuelle spillet en vigtig rolle for den symbolske orden i samfundet. Hele den franske nation lyttede efter, hvad Sartres mening var om De røde brigader. Overalt i Europa har de intellektuelle været betragtet som kulturelle helte. Sådan er det ikke i USA, hvor de intellektuelle aldrig har haft nogen fremtrædende rolle i offentligheden. I kulturelt underudviklede lande, hvor f.eks. analfabetisme endnu er forekommende, bliver de intellektuelle ofte dyrket som en slags profeter. Navnlig i patriarkalske samfund som det russiske og det serbiske har de intellektuelle haft meget magt på et symbolsk niveau. Det var ikke politikerne og teknologerne, man lyttede til, men humanisterne og kunstnerne. Imidlertid var humanisterne jo ofte mere eller mindre ansat af staten til at bevare og udbrede nationale, kulturelle værdier. De var altså ikke ideologisk neutrale. De nationalistiske intellektuelle i Det serbiske Akademi misbrugte dermed deres aristokratiske position til at udbrede en populistisk ideologi og skabte en dødsensfarlig alliance mellem eliten og massen.«
»Af samme grund forsøgte jeg som filosofilærer på universitetet altid at få mine studenter til at være kritiske overfor helliggørelsen af filosofien og de intellektuelle. Jeg har stor respekt for en filosof som Richard Rorty, der betragter filosofien som en profession på lige fod med andre.«
– I Danmark er der en del intellektuelle, der begræder denne detronisering...
»Jeg tror bare, at I skal være glade for den udvikling. Jeg er inkarneret fan af Lars von Trier, som jeg betragter som filmmediets store helt, men det kunne aldrig falde mig ind at betragte ham som et ikon for jeres land. Måske er hans tanker om samfundet kloge, det ved jeg ikke. Det er tilstrækkeligt, at han er god til at lave film« fortæller Obrad Saviç.
»Heldigvis er det som om serberne så småt er begyndt at indse, at hele denne ikondyrkelse blot er et ideologisk trick.«
– Er selvransagelsen på vej til Balkan?
»Der ligger en meget lang vej foran os. Det serbiske folk har befundet sig alt for længe i en snæversynet og autistisk kultur til overhovedet at være forberedt på moderniteten. Der er et massivt behov for folkeoplysning. Samtidig er det desværre som om udlandet er ved glemme os« siger Saviç.
»Beogradkredsen overlevede krigen, men befinder sig i dag i en strukturel krise, fordi vores udenlandske støtter er ved at miste interessen for os. Jeg kan give dig et eksempel: da vi i foråret planlagde en stor international konference om Hannah Arendt, henvendte vi os til flere skandinaviske ambassader, heriblandt den danske, for at søge om økonomisk støtte. Ambassaderne har nemlig penge, der er øremærket til NGO-arbejde som vores. Men fordi undertitlen til konferencen hed ’Ansvar for fortiden’ fik vi ingen penge. Den politiske hensigt med dette var klar: vi måtte kun beskæftige os med ansvar for fremtiden, ikke for fortiden. Men hvordan i alverden skulle vi dog kunne danne os et begreb om ansvar for fremtiden, hvis vi ikke må diskutere det individuelle og institutionelle ansvar for fortiden? Vi fik den samme reaktion fra alle de skandinaviske ambassader, hvilket klart viser, hvordan indstillingen til problemerne på Balkan har ændret sig. Det er meningen, at vi bare skal glemme fremtiden.«
Obrad Saviç understreger, at han godt kan forstå, at der i dag postes flere penge i statsorganisationerne på bekostning af NGO’erne. Der er et massivt behov for at genopbygge de insitutioner, der blev udhulet og korrumperet under Milosevic, og som stadig er i en elendig forfatning.
»Vi har selvfølgelig ikke noget krav på penge, men jeg håber ikke, at man tror, at Milosevic var den eneste forhindring for etableringen af et liberalt demokrati i Serbien. Den kulturelle traumatisering er stor. Nogle gange er jeg bange for, at jeg helt har glemt, hvordan man lever som et almindeligt menneske.«
– Du har sagt, at det er umuligt at være en ansvarlig borger i et ansvarlig stat...
»Den ny regering opfordrer til ansvarlighed. men hvordan kan man forvente, at borgerne skal handle ansvarligt i det civile samfund, når de samtidig kan se politikerne gøre det modsatte? Det jeg mener er, at staten og det civile samfund ikke kan handle modsat. Og desværre er det vist umuligt at betragte Kostunica som en ansvarlig præsident.«

FAKTA
*OBRAD Saviç (f. 1948): tidligere professor i filosofi ved universitetet i Beograd og mangeårig systemkritiker. Medstifter af Beogradkredsen i 1992 og chefredaktør af dens tidsskrift. Siden han i 1998 blev udrenset fra universitetet, har Obrad Saviç rejst rundt som »filosofisk fremmedarbejder« på universiteter i USA og Vesteuropa, hvor han primært forelæser om politisk filosofi. på amerikansk udkommer senere på året bogen European Discourses on War, der oprindeligt blev skrevet i 1995.
Saviç har i øvrigt skrevet flere artikler om Lars von Trier, som han også er ved at samle til en bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her