Læsetid: 7 min.

Lykketoft tæt på at ofre Nyrup

Det står bøjet i neon, at Mogen Lykketoft synes, at Nyrup har båret sig ualmindeligt klodset af og opført sig illoyalt over for Ritt Bjerregaard i forhold til den sag, der førte til hendes tilbagetrækning. Nu peger pilen på Lykketoft som ny formand for Socialdemokratiet
9. september 2002

Analyse
Der er ingen tvivl om, at mange ledende socialdemokrater – heriblandt Svend Auken, Frank Jensen, Karen Jespersen, Ritt Bjerregaard, Jan Petersen og sandsynligvis også Mogens Lykketoft – ville have foretrukket, at Poul
Nyrup Rasmussen havde trukket sig på valgaftenen den 20. november sidste år.
De ville gerne, at han havde trådt tilbage efter det historiske valgnederlag og skabt tid til en ny leder. Som andre socialdemokratiske tabere som Lionel Jospin i Frankrig og Wim Kok gjorde det i henholdsvis Frankrig og Holland i forsommeren – og som tidligere også Neil Kinnock i England og Oscar Lafontaine i Tyskland trak sig. Ud af vagten med symbolet på nederlaget og ind med nye navne, hvilket har givet succes for Socialdemokratiet med Tony Blair og Gerhard Schröder.
Nyrup valgte som bekendt at blive på posten. Drømmen er åbenlyst at genvinde magten ved det kommende valg eller i det mindste at sikre, at Socialdemokratiet igen bliver det største parti. Nyrup er en politisk overlever, der bortset fra en kort periode i 1991 og 1992, da han udfordrede Svend Auken og selv blev formand, aldrig har haft ret meget medvind. Selv om han var statsminister i mere end otte år, blev Nyrup aldrig en folkekær leder – på trods af hans regerings stærke resultater. Hans egen selvopfattelse er, at han er stærkest i modvind – og at hvis bare han stoler på sig selv, så skal det nok gå alt sammen.
Den øvrige socialdemokratiske partitop valgte indtil for få uger siden at bakke op om Nyrup. Ikke nogen stærk og varm støtte, men mere en nølende accept af, at manden, der trods alt havde skaffet dem regeringsmagten, skulle have en chance mere.
Den accept er åbenlyst ved at briste. Den chance, som formanden fik, føler stadig flere, at han har misforvaltet. Det er derfor, at knivene nu hvæsses – og derfor, at der langt ind i det inderste af partiet er stærke kræfter, som oplever, at Nyrup ikke bare er en del af problemet. Nej, han er for foruroligende mange selve problemet – selve hindringen for, at partiet igen kan få magten. De seneste uger har den offentlige kritik af partiformanden nået et hidtil uhørt leje – fra først at komme fra folk i tredje række, som de sædvanlige københavnske omegnsborgmestre, fynske og nordjyske tillidsfolk til i de seneste dage at nå helt op i nærheden af den absolutte top med offentlige undsigelser fra folk som Jacob Buksti, Ritt Bjerregaard og såmænd også Torben Lund.
I går – klokken 14.16 – meldte den allervigtigste, nemlig den politiske ordfører Mogens Lykketoft, sig endelig med sin mening via nyhedsbureuet Ritzaus, da han vendte hjem fra et politisk seminar i Slovenien:
»Det er klart, at jeg mener altid, det må være en ledelsesopgave, også i fremtiden, at sikre, at de ordførere, der er på fagområderne, får opbakning, når de udtaler sig på baggrund af den politik, der er fastlagt. Jeg er fortsat min gruppes politiske ordfører. Det er jeg for at medvirke til at skabe en klarhed og entydighed i den socialdemokratiske politik. Det er en opgave, som jeg vil løse med de andre, der nu er i ledelsen,« fastslog Lykketoft.
Man behøver ikke at være kremlnolog for at kunne sige selv, at de udtalelser langt fra er nogen varm støtte til partiformand Nyrup. Det står derimod bøjet i neon, at Lykketoft synes, at Nyrup har båret sig ualmindeligt klodset af og opført sig illoyalt over for Ritt Bjerregaard i forhold til den sag, der førte til hendes tilbagetrækning. Det står også lysende klart, at Lykketoft mener, at mens andre skaber uklarhed (læs: Nyrup), så må han selv blive for at skabe klarhed.
Til det helt afgørende spørgsmål, der også blev rejst af Ritzau – nemlig om han selv har lyst til at overtage posten som formand for Socialdemokratiet, svarede Lykketoft:
»Nej, men jeg har ikke mere at sige om det, end jeg har sagt.«
Egentlig er der grund til at tro, at Lykketoft reelt set ikke brænder efter at blive ny formand. Efter et kvart århundrede i toppen af dansk politik – som skatteminister, finansordfører, politisk ordfører, finansminister og hovedforfatter til stort set alle store socialdemokratiske udspil var det åbenlyst, at han nød den korte periode som udenrigsminister. Hans personlige ambition har de seneste måneder været at slippe for posten som politisk ordfører og i stedet sigte mod at genindtage posten som udenrigsminister i en kommende socialdemokratisk regering.

Tålmodighed ved at briste
Men man kan roligt sige, at der nu er opstået det, der i politisk sprog kaldes en ’ny situation.’ Lykketofts irritation over Nyrups opførsel er blevet stadig større – og nåede allerede i dagene efter formandens forsøg i august på at skifte ud på en række topposter en foreløbig kulmination. Efter den seneste uges nye uro om udlændingepolitikken er det klart, at hans tålmodighed med Nyrup er meget tæt på at briste. Der er ikke længere nogen tvivl om, at Lykketoft helst ser, at den formand, han var med til at skabe, selv kunne finde ud af at træde tilbage – og hellere nu end i morgen.
Men der er adskillige dilemmaer for Lykketoft. Han har meget lidt lyst til direkte at udfordre Nyrup, som han har en fælles professionel og privat baggrund med – idet de har kendt hinanden helt fra studietiden, har været gift med den samme kvinde, var fælles om at vælte Auken, har været så tætte partnere gennem otte år i regering som ingen før. Det ville være et umådeligt brutalt slag for Lykketoft for anden gang i sin politiske karriere at skulle vælte en siddende formand – og denne gang er det ovenikøbet den person, som han selv har skaffet magten.

Ulyst til magten
Over de personlige ambitioner skal Lykketoft imidlertid også tænke på partiets. Han er i stigende grad enig med de fleste andre i gruppen om, at Socialdemokratiet er ude af stand til at vinde det næste valg, hvis Nyrup fortsat er partiformand. Lykketoft kan imidlertid også se, at der ingen oplagt kronprins eller kronprinsesse findes i partiet – de er alle sammen, efter hans mening, enten for uerfarne, for dårlige, for blege eller uden den nødvendige pondus. Han kan acceptere Frank Jensen og Pia Gjellerup, men han er – som stort set alle andre i gruppen – ikke begejstret.
Derfor peger pilen i stigende grad på Lykketoft som socialdemokratisk partiformand. Han oplever i disse dage også et pres fra en hel række partifæller – både fra det, der plejede at hedde Nyrup- og Auken-fløjene – for at træde til som den eneste samlende figur. Det meget svære valg for Lykketoft er naturligvis, om han virkelig vil udfordre sin politiske partner, vælte og knuse ham, for selv at tiltræde den formandspost, som han egentlig ikke higer efter at erobre.
Den klare fornemmelse er, at det, der for bare få uger siden virkede uvirkeligt, nu mere og mere ligner virkeligheden – at Nyrup enten selv vælger at træde tilbage; at han overtales til det efter massivt pres; eller at han rent faktisk stemmes ud ved et kampvalg på kongressen i næste uge. Der er fortsat mulighed for, at partiformanden overlever mødet, og endda at han også står i spidsen for Socialdemokratiet ved det valg, der senest kommer i 2005, men det kræver, at det meget hurtigt lykkes for Nyrup at forsone partiet. Han kan leve med at have folk som Svend Auken, Jacob Buksti, Frank Jensen, Torben Lund Bent Hansen og for den sags skyld Ritt Bjerregaard imod sig, men ikke Mogens Lykketoft.
Blandt partiets top genfortælles i disse dage en barsk historie fra den magtkamp, som det tyske Socialdemokrati måtte igennem i 1990’erne. Da Rudolph Scharping var formand, skulle han på partikongressen holde sin politiske beretning op ad bakken, idet han langtfra fremstod som hverken populær eller stærk. Han holdt en svag tale og klapsalverne var spage. Kort efter holdt Oscar Lafontaine så sin tale – en stærk og flammende tale, der blev fulgt af voldsomme klapsalver. Da vidste Scharping, at hans dage var talte – og han opgav magten.
Hvis situationen i det danske Socialdemokrati endnu er uløst, når partikammeraterne indleder deres to-dages kongres i Aalborg i den kommende weekend, så vil stemningen være elektrisk og anspændt – nærmest som i april 1992, da Nyrup væltede Auken. Alle vil lytte intenst til hver en taler, og de efterfølgende klapsalver vil afsløre, hvem der har partiets største opbakning. Situationen er aldeles åben – og kun en person kan alene afgøre, hvem der er Socialdemokratiets formand om en uge. Den person er ikke Poul Nyrup Rasmussen. Det er Mogens Lykketoft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her