Læsetid: 5 min.

Måske bliver man nysgerrig?

Mens Folketingets partier skændes om folkeskolen skabes en fremtidsrettet én af slagsen på Statens Pædagogiske Forsøgscenter
26. september 2002

Røffel
Ned fra loftet hænger et skilt, hvorpå dagens talemåde er trykt med tilhørende forklaring, og på en stander hænger dagens digt, som kan være skrevet af en elev på skolen på Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre eller en af de mere kendte af slagsen. På standeren er der også et skilt med dagens ord, ’røffel’, og der ligger ordbøger, så man selv kan slå det mystiske ord op.
Ved en klynge computere står et lille skilt med ugens nye, spændende, overraskende eller morsomme websted. Og hvis man, efter at have kigget på urene, der viser klokken forskellige steder i verden, vil vide noget om tidszoner, er der en opstilling med opslagsværker på dansk og engelsk, tegninger og en globus til at gøre det svært begribelige visuelt forståeligt.
Skolens bibliotekar og leder af Det Pædagogiske Servicecenter – i gamle dage kaldet et bibliotek – Jørgen Reeckmann kalder opstillinger og laminerede skilte for »pædagogiske benspænd«, og det vrimler med dem.
Meningen er, at man ikke skal kunne gå rundt på servicecentret uden at blive ægget til nysgerrighed efter at søge viden og oplevelser og bruge sine sanser. Ganske vist er der elever, som undgår benspændene de år, de går på skolen.
»Men der skal være tilbud på tilbud på tilbud. Så man måske bliver nysgerrig,« siger Reeckmann.
Reeckmann understreger samtidig, at skolen ikke er noget »pædagogisk lykkeland.«
Men når skolens berettigelse består i at finde de bedste veje til børns mange forskellige måder at lære på, og tilmed måske skabe grobund for ny lovgivning, så er mulighederne og incitamentet for at justere løbende og blive bedre også derefter.
Kritikere siger, at skolen ikke er repræsentativ for livet i en almindelig folkeskole; eleverne og deres forældre skal selv søge ind på skolen i Rødovre, rammerne er bedre og stedet tiltrækker særligt engagerede lærere. Men det afviser Reeckmann.
»Der kommer børn fra hele Københavnsområdet, og vi har både engagerede elever med et positivt skolesyn, og andre for hvem vi er den femte skole i rækken af dårlige oplevelser. Skolen har også to-sprogede elever. Ikke i nær samme grad som skoler på Nørrebro. Men vi skal ligne en gennemsnitsdansk skole og samtidig vise, hvad en skole kan blive til,« siger han.

Tørnæs indrammet
Skolen har et indrammet foto af undervisningsminister Ulla Tørnæs’ besøg i juni.
Lærernes oplevelse var, at hun fandt takterne på stedet positive. Og nu da ministeren sidder travlt optaget af forhandlinger med Folketingets partier om et nyt folkeskoleforlig, kan hun faktisk finde lidt støtte til sine tanker om den faseopdelte skole her. Ministerens idé med den faseopdelte skole er, at eleverne skal organiseres fra 1. til 3. klasse, fra 4. til 6. og fra 7. til 9., hvilket skal gøre det nemmere at samle eleverne i hold på tværs af klasse- og alderstrin og differentiere undervisningen.
Men til forskel fra ministeren, der forhandler med en økonomisk aftale med kommunerne i tasken, pointerer lærerne på forsøgsskolen, at deres udgangspunkt er pædagogisk.
Skolen på Statens Pædagogiske Forsøgscenter arbejder med børnenes forskellige intelligenser, og erfaringen er, at eleverne ind imellem har brug for at være sammen med andre med samme faglige udgangspunkt, hvad enten de er matematisk-logisk begavede, sprogligt begavede eller lærer bedre ved hjælp af billeder og ved at bruge kroppen. Andre gange er eleverne sammen med jævnaldrene, fordi de skal løse en opgave, hvor de har brug for at have forskellige faglige indgange.
»I den politiske diskussion bliver det ofte til et enten eller. Jeg mener, det skal være et både og. Her på skolen kombinerer vi de forskellige måder at opdele eleverne på. Man hænger fast i en gammel skoleopfattelse, hvis man gør faseopdeling til en klassekamp og tænker, at det handler om at niveaudele i bedre og dårligere elever. I stedet skal man tænke, at børn lærer forskelligt og har forskellige styrkesider,« siger Marianne Munis.
Set fra statens eget forsøgslaboratorium synes det politiske slagsmål på Christiansborg mere at handle om partipolitiske markeringer end egentlig skoleindhold, funderer skolelederen.
For mens politikerne bruger kræfterne på f.eks. at diskutere lidt flere eller færre timer, er det helt andre ting, der efter Jørgen Reeckmanns mening skal til, hvis skolen skal tage et kvantespring i udvikling.
F.eks. skulle skolernes fysiske rammer i endnu højere grad give plads for ny pædagogik og det pædagogiske servicecenter være en slags bankende hjerte i centrum for læringsprocesser af forskellig karakter med varierende midler og organiseret i større eller mindre grupper.
På forsøgsskolen har man indrettet ’hjemmeområderne’ (klasseværelserne), der støder op til servicecentret, så de kan gøres større eller mindre med foldevægge af glas.
På en amfiscene midt i hjemmeområdet kan der samles 50 til 70 elever til eksempelvis teaterstykker. Der er et lille afsnit mellem to vægge, hvor eleverne kan se videofilm i grupper og et laboratorium, hvor en lærer for øjeblikket er ved at sætte tre elever i gang med et fysikforsøg. Computerne i servicecentret står enten i grupper eller enkeltvis omgivet af kasser, der kan flyttes, så flere elever kan følge med på skærmen. Endelig kan maskinen stå helt isoleret, så en elev kan arbejde alene. Og skal eleverne fremstille en opgave, kan de vælge mellem elektronisk billedbehandling, bruge lydstudie eller fremkalde billeder i mørkekammer.
En elev kommer op til servicecentrets skranke og afbryder Jørgen Reeckmanns rundvisning. »Hvordan siger man genmanipulere på engelsk,« vil hun vide.
»At være bibliotekar er ikke bare at holde depot. Jeg skal også kende forskellen på Kant og Nietche. Vi er undervisere bare på en lidt anden måde end en lærer, der står foran en klasse,« siger Jørgen Reeckmann.
»På min gamle skole var biblioteket bare et sted, man lånte bøger, og lærerne skulle bestemme, om vi måtte få en nøgle til computerrummet, hvor man så tit sad helt alene. Her arbejder vi selvstændigt, og der hænger ikke en lærer over os hele tiden. Det handler ikke bare om fag; dansk, matematik, fysik, men også om det sociale,« som Louise fra 9. klasse siger.

Lærerområdet
Lærerområdet (lærerværelset) er heller ikke et aflukket rum, men flyder sammen med servicecentret, så eleverne kan se lærerne, når de forbereder sig, fordyber sig i diskussioner eller søger ny viden.
»På den måde håber vi på at være rollemodeller for eleverne,« siger Jørgen Reeckmann. Det ville skolen også gerne være for det politiske niveau.
»Jeg tror, diskussionen ville blive mindre sort/hvid, hvis politikerne en gang i mellem så, hvordan tingene rent faktisk kan lade sig gøre. Så faldt de måske ikke i politiske skyttegrave,« siger Marianne Munis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu