Læsetid: 4 min.

Mellem stil og tradition

Det danske landshold skal undgå at undervurdere ’de der norske fjeldaber’.
6. september 2002

Fodbold
»Hvis jeg var sikker på at vinde hver kamp ved at spille med ti mand i forsvaret og én angriber til at score på en tilfældig kontrachance, så ville jeg gøre det. For fodbold handler om at vinde.«
Af alle var det Michael Laudrup, fodboldstilisten par excellence, der for fem-seks år siden skar ind til benet i den evige danske diskussion om fodbold med stil contra resultat-fodbold.
Men Laudrup, der dengang var landsholdsanfører, havde en væsentlig tilføjelse:
»Tilhængerne kan godt acceptere, at du helt kynisk spiller på resultatet. Vinder du hver gang, og bliver du mester igen og igen, så er tilhængerne tilfredse. Men spiller du på den kyniske måde, hvor underholdningen er ligegyldig, bare du vinder, så får du virkelig problemer, hvis du taber. For så er der intet, der kan opveje nederlagene, som altid kommer, Intet hold bliver ved med at vinde (eller tabe). Det vender en dag, derfor er stil og resultat i fodbold ikke et ’enten-eller’, men et ’både-og’, sagde Laudrup ud fra sin erfaring i Lazio, Juventus, Barcelona og Real Madrid og sin erkendelse af fodbold som et simpelt spil.
Det norske fodboldlandshold, som Danmark på lørdag i Oslo møder i den første kvalifikationskamp til EM 2004, er netop landet i hullet mellem resultat-fodbold og
fodbold, der hverken er til at holde ud at se på – eller at spille.
Det ironiske er, at nordmændene nu selv kan se, at fodbold med livrem og seler og uden visioner ikke fører til noget. Som en bekræftelse på Laudrups analyse kom gennembruddet efter venskabskampen mod Holland for 16 dage siden:
Norge tabte 0-1…!

Arven fra Drillo
Det var Egill ’Drillo’ Olsen – Europas mest fodboldfilosofisk interessante og udviklende landstræner siden hollandske Rinus ’total-fodbold’ Michels i 70’erne – som effektiviserede det norske landsholds spillestil fra 1990-98 ud fra en slags matematisk minimalisme.
’Fremtidens fodbold’ kaldte Drillo det selv provokerende. Formationen var 4-5-1, forsvaret fladt og zoneopdækkende med godt pres på midtbanen plus et angrebs-taktik, hvor bolden blev høvlet diagonalt op til en fremskudt midtbanespiller på en af fløjene, han spillede eller headede videre til ene-angriberen, der afsluttede.
’Angrebshidsighed’ var et Drillo-begreb, der betød stormstøds-angreb, og som byggede på en matematisk analyse af, at de fleste mål scores efter tre – højst fire – boldberøringer. Derefter var det hjem i defensiv-formationen foran egen boks. Ligesom i håndbold med forskellige forsvars-varianter.
Drillo-stilen, som for mange danskere er det værste, nogen har udsat fodboldspillet – førte Norges landshold til VM 1994 og 98. Og den gav altså plads til stærke og fine fodboldspillere som Rune Brathseth, Henning Berg, Stig Inge Bjørnebye, Erik ’Myggen’ Mykland, Lars Bohinen og ’Mini’ som Jahn Ivar Jakobsen bare blev kaldt.

De to gennembrud
Det norske landsholds udvikling i 90’ erne under Drillo ligner det danske landsholds store spring fremad i 80’erne under Sepp Piontek.
De to forskellige versioner havde det til fælles, at angrebsfasen byggede på lyn-hurtige kontrastød.
Når Pionteks hold kombinerede bolden fremad, hænger det sammen med den danske spiltradition på græs og den tyske inspiration. Norsk fodbold, der i år fylder 100 år, har på grund af klima, kort sæson og grusbaner en anden fodbold-kultur – og en forkærlighed for engelsk turbo-tempo-fodbold.

Semb og Olsen
Problemet er, at Drillos efterfølger i spidsen for Norges landshold siden 1998, Nils Johan Semb, er en fantastiløs teknokrat, der har udvandet Drillo-modellen til en sort-hvid, potensløs nul-model. Det var aldrig den farverige og filosofiske Drillos mål.
»Han stod altid for et velargumenteret og toporganiseret spilsystem, og det spillede de rigtige resultater hjem til Norge,« som Lars Bohinen i går sagde til B.T.
Bohinen havde i en kronik i Aftenposten krævet Semb fyret, fordi han har udspillet sin rolle. Der er ingen grund at give ham mere tid, for han har ingen trumfer i ærmet. »Han må ud, så landsholdets frie fald stoppes,« konkluderede Bohinen.
Lyder det også som Danmark efter Piontek og før EM-guldet i 1992?
Forskellen er, at det danske landsholds spillestil under
Bo Johansson og Morten Olsen er udviklet med afsæt i
Piontek-Richard Møller-æraen. Det er Norge ikke under Semb, stilen er degeneret. Derfor bliver EM-kvalifikationskampen lørdag eftermiddag på alle fronter et opgør mellem traditioner og stilarter. Det har stået på siden OL-kvartfinalen i 1912 i Stockholm, hvor Danmark slog Norge 7-0.
Selvom Norge har vundet de sidste tre venskabelige dyster, og selvom Morten Olsen mangler sin skadede anfører Rene Henriksen efter 42 landskampe i træk, plus Martin Jørgensen, Peter Løvenkrands, Morten Wieghorst og Ruben Bagger, så er holdningen generelt, at ’de der norske fjeldaber’ og deres Drillo-losseri kan vi bare ikke tabe til. Vandt Danmark måske ikke den sidste vigtige kamp, VM-kvalifikationsopgøret i Oslo i 1985 med 5-1?
Det var netop den attitude, der bidrog til det danske VM-nederlag til England i Japan for tre måneder siden. Skal EM-kampagnen have en bedre start, skal overmodet droppes, selv om Norge er farligst på dødbolde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her