Læsetid: 4 min.

’Vi mente det godt’

Ni Tvind-lærere afviser i ny bog alle påstande om groft skattesnyd og mandatsvig for 70 millioner: Vi er uskyldige – ’Tro det, om I vil’
5. september 2002

»Vi fortryder ikke et eneste projekt, ingen af pengene. Lige meget hvor mange, der kommer efter os« skriver forstander på Det Nødvendige Seminarium Lisbeth Krohn sammen med otte kolleger fra Tvinds Lærergruppe (LG) i forordet til en bog, Fonden, som i morgen udkommer på Fondens Forlag.
Forfatterne har alle været blandt de i alt 335 bidragsydere fra Tvinds Lærergruppe, der siden 1987 har fået skattefrihed for at indbetale 15 procent af deres årsløn til Fonden, hvis fulde navn er ’Fonden til støtte for humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet’.
Det er denne fond, som er i centrum for politiets sigtelse af foreløbig syv medlemmer af Lærergruppen med Mogens Amdi Petersen i spidsen. Ifølge anklagemyndigheden er de godt 70 millioner kroner, som er uddelt til 29 projekter frem til 2001, nemlig ikke brugt til formål, der berettiger til skattefrihed.
Bogen har været færdigskrevet et års tid, men først nu har forfatterne fået grønt lys fra de sigtedes forsvarere til at udgive den, fortæller Lisbeth Krohn.
Men selv om bogen kun kan læses som ét langt forsvar mod sigtelserne for groft skatte- og mandatsvig, så er bogen ifølge hende »ikke et juridisk indlæg« i den verserende sag.
Alligevel er forfatterne ikke i tvivl om, at fondens tidligere bestyrelse er uskyldig i alle politiets sigtelser.
– Hvordan kan I vide det?
»Det kan vi da ikke vide noget som helst om,« svarer Lisbeth Krohn og tilføjer: »Men det er klart vores opfattelse.«
Ifølge Lisbeth Krohn har formålet med fonden ikke været at »være kreativ med forskellige paragraffer«, men derimod at spare penge op, »som kunne gøre gavn.«
»Det er ikke vores opgave at finde alt muligt frem og modbevise og gøre dit og dat. Lad os nu se, hvad retssagen fører til. Vores intention med bogen er at forklare, hvorfor vi gjorde det, og hvordan det har været undervejs.«
Mere ønsker Lisbeth Krohn ikke at sige om den side af sagen.

Brænd mine breve
Indtil politiet i april sidste år ransagede en række Tvind-adresser og beslaglagde tusindvis af dokumenter, var Civilretsdirektoratet, som fører tilsyn med fonde, flere gange nødt til at melde fondens formand, Poul Jørgensen, til politiet for at få udleveret regnskabsmæssige oplysninger. Men materialet var brændt, forklarede Poul Jørgensen – indtil politiet under ransagningerne fandt det i et aflåst pengeskab på hans kontor.
Den historie leder man forgæves efter i den nye bog. I stedet er bogens 300 sider fyldt med »gode historier«, som det skrives, om de projekter, som fonden har valgt at støtte med skattefrie millioner.
»Vores ærinde har ikke været at gøre os kloge på det ene eller andet juristeri,« forklarer Lisbeth Krohn, der ikke synes, at det er en selektiv historie, hun skriver i bogen.
Selv har hun gennem årene betalt mere end 400.000 kroner til fonden og er på linje med de øvrige forfatterne 100 procent tilfreds med, hvad bidragene er brugt til: Aids-projekter i det sydlige Afrika, nødhjælp til Kosovo, nye vinger til Tvinds vindmølle, solenergi til landsbyskoler i Zimbabwe, biogasanlæg i Polynesien, miljøskov i Brasilien mv.

Stor ballade i familien
Lisbeth Krohn og medforfatterne afviser, at Tvind og Fonden har noget med hinanden at gøre, selv om alle bestyrelsesmedlemmer og bidragsydere har været medlemmer af Lærergruppen, og langt de fleste af de støttede 29 projekter har haft en tæt sammenhæng med Tvinds øvrige aktiviteter.
»De to ting har ikke noget med hinanden at gøre,« mener Lisbeth Krohn.
– Hvorfor har Fonden næsten kun støttet Tvind-relaterede projekter?
»Det er ikke særlig interessant, om projekterne har haft nogen sammenhæng med det her,« siger Lisbeth Krohn, der dog ikke på stående fod kan forklare, hvor mange af de støttede projekter, der ikke har noget med Tvind at gøre.
Selv får hun sin løn fra en Tvindskole, men det er udelukkende hendes private afgørelse, om hun vil støtte en godgørende fond, forklarer Lisbeth Krohn. Hendes privatøkonomi og seminariet er »totalt adskilt«.
»Det er vigtigt at få gjort klart, at der er nogle brandvægge mellem de forskellige økonomier,« siger hun. Men hun er samtidig meget tilfreds med den anvendte konstruktion – i stedet for hvis hun havde givet pengene til Frelsens Hær eller Røde Kors:
»Hvis jeg skal bruge en hel del af mine egne midler, så vil jeg også gerne have en eller anden pejling på, at der kommer noget fornuftigt ud af de penge.«
Fonden har bevilget knap 22 millioner kroner til ni forskningsprojekter. De er alle udført af Tvinds eget forskningsinstitut IFAS (Institute for Scientific Research and Applied Sciences), som indtil sin opløsning i 1996 havde adresse hos Tvind i Ulfborg. Forskningsindsatsen har bl.a. undersøgt, hvordan Tvinds genbrugstøj bedre kunne generere penge, hvordan afgrøderne fra nogle af Tvinds plantager i Mellemamerika kunne forbedres, om Tvinds plantager kunne anvende frugtaffald til biogasanlæg eller til at sende Tvind-tv på satellitkanal.
Forskning eller ej – man leder forgæves efter IFAS’ forskningsresultater på universitetsbiblotekernes databaser med forskningsresultater.

Afhænger af fortæller
– Har IFAS offentliggjort nogle af sine forskningsresultater?
»Jeg ved det faktisk ikke. Der er blevet skrevet rapporter til IFAS’ bestyrelse, men om der er lavet andet, ved jeg ikke,« siger Lisbeth Krohn, der ikke selv har skrevet bogens afsnit om støtten til forskning. Selv har hun undervejs »på mange forskellige måder« hørt om forskningsprojekterne.
Som omtalt forleden i Information har det forhenværende LG-medlem Hans la Cour i sin bog Den Rejsende kritiseret, at de to forskningsprojekter, han selv deltog i, ikke havde det mindste med forskning at gøre, selv om de blev støttet med millioner af skattefri kroner fra Fonden. Men den kritik ønsker Lisbeth Krohn ikke at forholde sig til:
»Man kan jo se det på en million forskellige måder. Det afhænger jo helt af den, der fortæller. Nu må vi se, hvad retten finder frem til, hvad der kan kaldes forskning.«

*’Fonden’ udkommer fredag i distribution hos forlaget Tiderne Skifter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her