Læsetid: 6 min.

Mere end basketball og bomber

Det er længe siden, nogen forbandt Jugoslavien med andet end krig og politik, men det land, som nu er blevet til flere lande, har trods al modgang formået at gøre sig positivt bemærket på filmfronten
20. september 2002

(2. sektion)

Filmkultur
Mens debatten om, hvorvidt Jugoslavien overhovedet skal hedde Jugoslavien, Serbien eller noget helt tredje, var i fuld gang, blev den 37. filmfestival sidst i august afholdt i Nis, det historiske, kulturelle og, indtil NATO’s bomber faldt, teknologiske centrum i Serbien.
For de få internationale gæster, som for første gang siden krigens start i begyndelsen af 1990’erne besøgte festivalen, var den ikke mindst en glimrende og tiltrængt påmindelse om, at serberne kan andet end at være bad guys på CNN og spille basketball.
Politiske diskussioner var umulige at undgå, men modsat hvad man kunne frygte, gik de fleste ikke på, hvem der havde retten på deres side, men på, om vi i Vesten virkelig hadede serberne så meget. Et næsten uforståeligt spørgsmål, indtil man indså, hvor effektiv Milosevic’ propagandamaskine havde været gennem hans 12-årige styre.
De lokale festivaldeltagere ledte ikke efter en skyldig og var klar over deres tidligere præsidents forbrydelser, men de vil meget gerne lægge mindet om ham bag sig.

Politisk dagsorden
Festivalens nye leder, den karismatiske producent og skuespiller Dragan Bjelogrlic, indrømmede dog også at have en politisk dagsorden med årets festival. Ikke alene ville han ved at invitere gæster fra Østrig, Holland, Tyskland, England, Island, Israel og Danmark sætte fokus på den serbiske filmproduktion, som har det bedre, end man skulle tro i betragtning af landets håbløse økonomiske situation – alene blandt Nis’ 350.000 indbyggere blev næsten 100.000 arbejdsløse, efter at NATO’s bomber ødelagde
byens teknologiske industri.
Bjelogrlic ville også bruge festivalen i sin kamp mod den siddende regering for at få mere støtte til filmproduktion.
»Skuespillere er meget højt agtede i Serbien,« forklarede han. »Da det offentlige støttesystem faldt fra hinanden i 1990’erne, etablerede mange skuespillere, som jeg selv, produktionsselskaber og holdt derved filmmiljøet i live her i landet. I dag har skuespillere job overalt i branchen, og selv vores kulturminister er tidligere skuespiller.«
»Jeg husker ingen film eller teaterstykker, som var pro-Milosevic i de 12 år, han var ved magten. Det er derfor, at skuespillere har en enestående plads i Serbien også i dag, hvor vi har bragt nyt liv i vores festival for skuespillere, som er den eneste af sin slags i verden.«
Turbulent historie
Det er ikke første gang, at Balkans turbulente historie har rodet op i filmindustrien på godt og ondt. Beograd har ellers været på forkant med tiden og havde således en visning af Lumière-brødrenes banebrydende filmprogram allerede i 1896.
Men det var, før seks republikker og to provinser blev til Jugoslavien efter Første Verdenskrig. En egentlig filmindustri så man heller ikke før efter Anden Verdenskrig.
Da havde hver republik deres egne filmstudier, og det var ikke, før den kommunistiske statsleder, Tito – han kom til magten i 1945 – beordrede etableringen af et distributions- og biografsystem, at der for alvor kom gang i en national filmproduktion.
Biograferne var dog stadig domineret af udenlandske film, men distributørerne fandt en givtig balance mellem de amerikanske og de russiske filmselskaber og regeringer.
Og mod slutningen af 1950’erne begyndte der at dukke interessante film op fra instruktører som Aleksander Petrovic, Zivojin Pavlovic og Dusan Makavejev. De havde en kynisk, sorthumoristisk vinkel på landets efterkrigstemaer og var stærkt påvirket af modernismen.

Titos blacklisting
Datidens ytringsfrihed gjorde deres film populære, også uden for landets grænser. Den kontroversielle Makavejevs film var til at begynde med også forankret i nationens pinefulde efterkrigstraumer, men med årene blev han mere kendt for at bryde alverdens politiske og seksulle tabuer.
I 1971, efter WR – organismens mysterier, blev han dog tvunget til at forlade landet, og det var første skridt i Titos stramning af ytringsfriheden, som op gennem 1970’erne tvang mange af de bedste filmskabere i eksil.
Titos blacklisting af filmskabere resulterede i, at den næste generation af instruktører, bl.a. Goran Paskaljevic, Srdjan Karanovic, Goran Markovic, Lordan Zafranovic, Rajko Grlic og Emir Kusturica, tog deres uddannelse på Prags filmskole, FAMU.
Først efter Titos død i 1980, der kastede landet ud i det kaos, som først nu synes at have fundet sin afslutning, kom de unge filmskabere tilbage, og veteraner som Makavejev vendte tilbage fra deres eksil.
1980’erne nåede således at blive endnu en opblomstringsperiode, ikke mindst på grund af det ustyrlige stortalent Emir Kusturica, som vandt den ene internationale filmpris efter den anden: Dolly Bell vandt den gyldne løve i Venedig i 1981; Malik – far er på forretningsrejse vandt Den gyldne palme i Cannes i 1985; Time of the Gypsies vandt instruktørprisen i Cannes i 1989; Underground vandt Den gyldne palme i Cannes i 1995; Sort kat hvid kat, vandt sølvløven i Venedig i 1998.
Kusturica var således en undtagelse, fordi han var i stand til at fortsætte sit arbejde under den løsrivelseskonflikt, som har lammet filmbranchen siden 1991 og Balkan-krigens udbrud.
Makedonske Milcho Manchevski, der blev uddannet i USA, imponerede også med sin stærke debut, Før regnen, i 1994, der på linje med Kusturicas Underground forsøgte at belyse en side af konflikten, mens den stadig stod på. Men Manchevski ragede uklar med Hollywood, og der skulle gå syv år, inden han i 2001 fik realiseret den dybt skuffende Dust.

Veteraner
Til stede under festivalen i Nis var dog hverken Kusturica, Paskaljevic eller Manchevski, selvom de to førstnævnte er tilbage i Jugoslavien for at lave film efter at have boet i Paris under krigen. Faktisk var Kusturica i gang med optagelserne til sin nye film, Hungry Heart, kun få timers kørsel fra byen, men produktionens franske investorer forbød journalister adgang – sikkert af frygt for, at de skulle se, hvor humørsyg instruktøren er, og hvor kaotisk han arbejder.
Veteranen Zivojin Pavlovic var til stede, omend kun i form af sin sidste film, Janez – the State of Dead, da han døde kort efter optagelserne i 1998. Filmens producer har siden arbejdet med at færdiggøre filmen efter Pavlovic’ notater, og resultatet, der havde sin første visning på festivalen, var en interessant beskrivelse af en slovensk officer, som vælger at forblive tro mod den jugoslaviske hær, da krigen bryder ud.
Janez er tydeligt hæmmet af sine budgetbegrænsninger, men belyser en side af krigen, der ikke er blevet gjort meget ud af i de vestlige medier, nemlig de millioner af serbiske flygtninge, som måtte forlade deres hjem i de løsrevne republikker for at begynde forfra i Beograd. Den slovenske skuespiller Radko Polic, der spiller hovedrollen i Pavlovis film, fik velfortjent publikumsprisen som bedste skuespiller på festivalen.

Nyt blod i Nis
Ellers var programmet hovedsageligt præget af helt nye navne, og det kunne mærkes på filmene, som tydeligvis har taget drejning i retning af det ungdommelige og publikumsvenlige i de seneste år. Der er dog altid blevet produceret brede, serbiske folkekomedier, og den tradition lagde Milorad Milinkovic’ Dead Cool, Dragan Marinkovic’ Boomerang og Dragoslav Lazic’ Everything’s for People sig tæt op ad, men uden at tilføje genren noget nyt.
Så var der trods alt mere at hente i tre spillefilmsdebuter, Mladen Maticevic’ ungdomsdrama One on One om streetbasket og med lokal hiphop på lydsporet, Marko Marinkovic’ fodboldfilm She Loves ’Red Star’ og ikke mindst den talentfulde Srdan Golubovic’ Absolute Hundred om en olympisk mesterskytte.
Det er tre genrefilm, som blander sport og thrillerdrama med lidt for mange klicheer, men hvor Maticevic fortaber sig i utroværdig forudsigelighed, er Golubovic’ film stramt komponeret og byder på kontant spænding.
Noget så utraditionelt som en serbisk gyser var også på programmet med T.T. Sindrom, men Dejan Zecevic’ low-budget-blodsudgydelser får flere points for forsøget end for udførelsen.
Men alle festivalens film kunne fylde det 3.000 sæder store, udendørs auditorium hver aften, og den respons, som filmskabere og skuespillere fik fra det lokale publikum, var fantastisk og uden politiske undertoner – folk var bare glade.
Selvom der ikke var de store overraskelser i festivalprogrammet, så beviste filmene, at de nye filmfolk, som deres forgængere, formår at få meget film ud af meget små budgetter.
Skulle det lykkes for Dragan Bjelogrlic at få flere penge ud af regeringen, og skulle Jugoslavien blive accepteret i Europarådet, så er der i hvert fald masser af talent til at tage imod de penge der kunne komme ud af det – talent og publikum, for i Serbien elsker folk både skuespillere og film!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her