Læsetid: 2 min.

Som vor mor lavede den

17. september 2002

Spot
Hvis der er noget, der kan holde tv-folk vågne om natten, er det frygten for at kede seerne. Vi skal helst ’aktiveres’ fra vuggestue til plejehjem. Derfor er der en næsten manisk drift mod det hurtige, det hektiske og det (pseudo)dramatiske i mediet.
I det billede skiller den lille tv-kanal dk 4 sig ud. Kanalen sender på et beskedent budget døgnet rundt fra lokaler på Nørrebro i København, udsendelserne kan ses af cirka hver anden danske husstand på hybridnettet eller via parabol.
Bemandingen er en blanding af unge wannabees og kendte hoveder fra ikke mindst Danmarks Radio, som er blevet vejet og fundet for gamle i Gyngemosen. Det sidste har givet dk 4 tilnavnet ’endestationen’ blandt dem, der endnu ikke har fået prikket eller mærket Nissens hede ånde i nakken..
Her kan man se folketingsdebatter uncut transmitteret fra et fast indstillet kamera, politiske landsmøder i timevis og EU-stof, man ikke får andre steder på tv. Her kan man tale med Jørn Hjorting, danse med Poul Erik Andersson og spille tv-bingo. Her kan man se oversete sportsgrene, som andre kanaler ikke ser tilstrækkelige kommercielle muligheder i. Og ældre mennesker kan hver aften gense gamle film, som sendes, så de passer med deres sengetid.

Men kanalens kendetegn er først og fremmest, at den giver sig og gæsterne tid – f.eks. til at tale ud i mere end 30 sekunders sound bites. ’Fjernsyn som vor mor lavede det’, er der vittige hoveder, der kalder det. Tv, der ofte er smallere, men dybere end konkurrenternes.
Det mest ekstreme udtryk for stationens hang til at være mediets Rasmus Modsat er dk 4-Universitetet.
Det er nøjagtig, hvad titlen fortæller. Et menneske med noget på hjerte bliver anbragt ved en tavle med en gruppe tilhørere foran sig. Og så holder han eller hun en forelæsning om et givet emne de næste 50 minutter. Er det tv? Er det ikke kedeligt?
Det afhænger fuldstændig af forelæserens engagement og udstråling og seerens interessse for emnet.

I eftermiddag kan man således høre sprogmanden og indvandrerlæreren Ole Stig Andersen tale om ’Sprogene i Danmark’. Er vort modersmål truet af anglificering? Er det en fare, at flere og flere medborgere har andet end dansk som modersmål? Det er nogle af de spørgsmål, som Ole Stig Andersen (som i 1990’erne skrev engageret og provokerende om sprogspørgsmål her i bladet) vil tage fat på. Lav en kop kaffe og sæt Dem godt til rette. Jeg tror faktisk, det bliver ganske spændende.

ndk 4 Universitetet. dk 4 17.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her