Læsetid: 4 min.

Myldretid i Malmø

Selv om svenske mænd risikerer at blive slæbt i retten for at købe sex, er der stadig heftig trafik i Malmøs sexkvarter – til gengæld har de prostituerede fået problemer
21. september 2002

MALMØ – Hvis der i dag er færre mænd i Malmø, der vil købe sex af prostituerede end for tre år siden, må efterspørgslen tidligere have været enorm.
Det er den første tanke, der umiddelbart melder sig, når man har opholdt sig blot nogle få minutter på Celsiusgatan i Malmøs industrikvarter en almindelig torsdag aften.
På den smalle vej, hvor gule gadelygter kaster et dunkelt skær over de prostituerede, som slentrer afsted med håndtasker og lårkorte kjoler, er der nemlig en intens trafik af biler med enlige mænd bag rattet.
Cirka hver 20. sekund svinger en ny bil om hjørnet fra Nobelvägen og snegler sig langs det svenske bybusselskab Linjebuss’ betongarager ned ad Celsiusgatan, som er stedet, man tager hen, hvis man i Malmø vil samle en prostitueret op, når mørket falder på.
Diskret, men åbenlyst, sagtner bilerne farten, når en kvinde nærmer sig, og holder pænt ind til siden med slukkede motorer – i kø.
»Der er ikke så mange kunder længere som før,« siger en af de kvinder, der arbejder på Celsiusgatan, på trods af den tætte trafik.
»Det føles helt klart mere kriminelt at arbejde nu,« siger hun.
»Jeg kan ikke forklare hvordan, sådan føles det bare.«

Mere vold
Det er også blevet mere kriminelt at opholde sig på Celsiusgatan, Zenithgatan, Sorgenfrivägen eller en af de andre gader, hvor Malmøs gadeprostitution udfolder sig, end det har været før. Ikke for de prostituerede, men for deres kunder. Siden Sverige i 1999 indførte en lov, der forbyder sexkøb, er enhver mand kriminel i det øjeblik, han slipper de 500 kroner, et samleje med en gadeprostitueret i Malmø koster.
Det betyder, at færre mænd nu køber sex, siger Liselotte Lundberg fra Malmø Kommunes prostitutionsgruppe.
Men det betyder også, at miljøet er blevet langt mere barsk.
»Før kunne kvinderne sige nej til kunder, de var bange for. Nu må de tage dem, de kan få,« siger Liselotte Lundberg.
Blandt dem, der er tilbage at få, er mange voldelige elementer. Forleden talte Liselotte Lundberg f.eks. med en prostitueret, der var kommet op med en mand, som kørte rundt med en økse på bagsædet. Taget sexkvarterets skumle mørke og beliggenhed i nærheden af to store kirkegårde i betragtning, var det ikke en situation, kvinden fandt overmåde behagelig.
Andre bliver banket, smidt ud af bilen, mens den kører, bestjålet eller udsat for voldtægt.
»Jeg havde en kunde, der ville skære halsen over på mig,« siger en svensk prostitueret med svømmende heroinøjne og fem rådne tænder i undermunden.
»Når man forbyder prostitution i samfundet, så forvandler mænd sig til sexmaniacs,« tilføjer hun filosofisk, mens hun forsøger at holde balancen på fortorvet.
Denne aften er der ikke mange af bilerne, der åbner døren for den gyngende kvinde. Forgæves går hun fra bil til bil. Ikke engang de glade studenter, der i en lind strøm pisker forbi på cykel fra Celsius Studenterhus i den anden end af gaden, værdiger hende et blik.
»Det er også dårligt at forbyde det, når jeg skal tjene penge til stof,« siger hun.
I retten
»Jeg gør det, at jeg giver dem pengene tilbage med det samme, hvis de begynder at være voldsomme,« siger en anden prostitueret, krummer hænderne sammen om et fiktivt pengebundt og siger med trøstestemme: »Så, nu får du dine penge igen og så glemmer vi det hele, okay?«
Om volden også er eskaleret i det øvrige prostitutionsmiljø, ved ingen. En stor del af den svenske prostitution er efter forbuddet flyttet ind bag nedrullede gardiner i lejligheder og på hoteller, hvor myndighederne ikke kan komme i kontakt med kvinderne.
»Man finder pigerne på internettet,« forklarer en taxachauffør, der ofte kører fulde mænd rundt i kvarteret ved Celsiusgatan for at finde kvinder.
»Så kører man dem rundt og rundt. For mig er det godt, for det giver gode penge,« griner han, mens en sur mand i bilradioen brokker sig over det netop overståede svenske valg.
»Jamen, det är jo fel,« siger manden, der har ringet ind, fordi det ikke kan passe, at man ikke må sige højt, at indvandrere ikke gider arbejde, men godt gider at hæve kontanthjælp.
Nogenlunde samme sætning og surhed snerrer i luften, da en koreansk prostitueret fægter med armene på Celsiusgatans fortorv ved tanken om Malmø Politi.
»Ved du, hvad Tingsrätten er?« siger hun.
»Nå, ja, men der skal jeg altså hen i næste måned, har jeg lige fået brev om, og der står, at jeg skal betale 2.000 kroner, hvis jeg ikke kommer!«
Kvinden er blevet indkaldt som vidne i en retssag mod en svensk mand, som civile betjente anholdt umiddelbart efter, han havde købt sex af hende.
Nu håber politiet at dømme ham efter den ny lov.
»Hvem tænker på, om jeg har lyst til at skilte med mit job en retssal?« spørger kvinden.

Ingen støtte
Kvinden startede som gadeprostitueret for to år siden, fordi hun var lidt for glad for at spille og derfor havde en gæld.
Ligesom de andre prostituerede i kvarteret tilhører hun prostitutionens absolutte underklasse i Sverige: Narkomanerne og alkoholikerne, der har så få personlige ressourcer, at gaden er eneste udvej til hurtige penge.
»Jeg synes, det er godt, Sverige med forbuddet har markeret, at prostitution er uacceptabelt,« siger Liselotte Lundberg.
»Men der har været satset alt for lidt på samtidig at støtte de kvinder, der er afhængige af prostitution.«
Det er de kvinder, der især holder til omkring Celsiusgatan. Aften efter aften går de som nu ned af den mørke gade, der på sin helt egen vis illustrerer, hvad det svenske forbud har betydet for nogle af de prostituerede: På den ene side af gaden spærrer Linjebuss’ gigantiske betongarager udsynet til resten af Malmø. På den anden side af gaden ligger lyseblå kolonihavehuse i svensk ødegårdsstil med hvide karme og yndige haver. Men et pigtrådshegn langs fortorvet sørger for, at ubudne gæster ikke kan trænge ind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu