Intermetzo
Guderne skal vide at socialdemokraterne i adskillige år har sejlet slingrekurs i udlændingedebatten. Formanden har ikke just dæmpet søsygen, sådan som han skiftevis flirter med Karen Jespersens småaggressive stokrosesmåborgernationalisme og samtidig hælder gylle i knolden på gemalen og dennes i øvrigt kvalitativt problematiske bog om det muslimske. Angsten for partifløjenes modsætninger æder sjæle op. Nyrups har den længe været i sving med at fortære. Vor således trængte og fortrængende eksstatsministers kælderkolde forhold til Göran Persson har næppe inspireret til at genoplive traditionel socialdemokratisk human anstændighed og aktiv opposition mod fremmedangsten og udlændingeforagten. Offensive formuleringer af menneskelig kvalitet som alternativ har heller ikke floreret ved siden af den farveblinde rødkål, fornyelsen af den socialdemokratiske rose uden torne.
På andra sidan bron över sundet lykkedes det unægtelig Persson og hans flok med den gammeldags blomst i knaphullet at fastholde Du gamla du fria på positionen som Europas eller verdens forbillede som humanistisk orienteret nation og urokkelig retsstat. Over tre procent ved Riksdagsvalget hev de i land i Erlander og Palmes gamle folkshemsparti, hvori menneskers trivsel er i högsædet uanset at borgerens navn ikke er Jönson eller Molander. Ikke et øjeblik vaklede de svenske sosser, men afviste alle tendenser til udskridninger i de principper, der gør livet værd at leve for alle inden for et lands grænser. Ydermere lukkede man ikke af for flere indvandrere, eftersom svenskerne som andre folkeslag med uhindret kredsløb i tænkeorganerne véd at mobilitet over grænserne i den moderne verden er en forudsætning for fred, velstand, udvikling og vækst. Persson, som ofte har opført sig som en øretæveindbydende ældre bror i dansk selskab, fremstår nu som helt. Persson vandt valget og brød bølgen. Nu mangler vi bare kansleren syd for Kruså til at ondulere ham bajeren med en pind i ryggen og lederhosen, når pressen er til stede. Schröder kan, såfremt målingerne holder vand, demonstrere for resten af Europa, at også en højrebølge karakteriseres ved, at den til sidst løber ud i sandet.
BTs politiske chefredaktør som engang var en kritisk journalist, men som at dømme efter bladets mere og mere underdanige servicering af statsminister, regering og Dansk Folkeparti må bejle til næste topspindoktorat eller stillingen som madam Kjærsgaards personlige talerør, blev godt gammeldags skidesur på svenskerne. Den socialdemokratiske valgsejr, som ikke helt var forudset for at sige det høfligt, blev i en leder gjort »lille«, skønt den for et regerende parti af slagsen regnes blandt de betydeligste i nyere europæisk historie. Det er för faen da ikke så lidt at hente så mange gode svenske mandater og fortsætte i fyra år.
Tilbage til Nyrup og hans flok der afholdt kongressen for tidligt og kronologisk derfor ikke kunne sole sig i den svenske sejr. I dagene efter fremgik at det vigtigeste, de egentlig har for bortset fra at mule lederen er bekymringen over, at gode danske mænd går på bordel. Det må de, fy skamme dem, ikke. Det er grov nedvurdering af kvinder og alt sådan noget, som man dårligt kan modsige. Prostitution er ikke rart.
Som bekendt er dog dette liberale erhverv samt kundeforholdet forbundet hermed temmelig gammelt, for ikke at sige et af verdens ældste, og det lader sig uanset et sympatisk sigte i afsættet næppe afskaffe ved socialdemokratisk kulturordførerforslag en tirsdag morgen i Radioavisen. Menneskerettighedsrelaterede krænkelser i forbindelse med kvindeprostitution bør man naturligvis heller ikke af den grund se bort fra, ih nej. Men det er påfaldende, at netop socialdemokraterne hiver sådan et forslag frem, mens selve retsgrundlaget for tusindvis af andre mennesker, mænd, kvinder og børn inden for landets grænser for tiden høvles bort af en fremmedfikseret præst med fætter på slæb. Det sker lige så stille og roligt i aftalen på indfødsretsområdet indgået mellem regering og DF. For længst er dette en realitet som blev gennemgået af en ekspert (fy for satan!) på området, nemlig professor dr. jur. Ole Espersen i kronikken her i bladet den 17. september. At man som juridisk fagmand har grundlag for at skrive, som Espersen med sagligt belæg skrev, burde få enhver retsindig person i fædrelandet til at reagere skarpt og længe. Samtidig burde en sådan reaktion formidles via et slagkraftigt politisk parti, om så eller netop i opposition: Socialdemokraterne, hvem ellers! Men det sker ikke. Socialdemokraterne er parate til at ofre de mest elementære retssikkerhedsgarantier og -principper for at tækkes et tvivlsomt, følelsesladet, menneskeforagtende standpunkt et sted i partiet, som alligevel er tabt for fremtiden.
Det må stå klart for socialdemokraternes ledelse, at ganske mange, der deler Ole Espersens fagligt begrundede foragelse og dybe bekymring for landets retstilstand og hele kultur, vil have uendeligt svært ved at medvirke til at give den danske udgave af Perssons parti en lignende succes som hinsidan. Er dét mon så forstået?
Nyrup fik på gummerne ved kongressen, det er alle enige om. En bizar situation, der beretter om den dybe utaknemmelighed og uretfærdighed mod hin enkelte, som er politisk virksomheds ufravigelige rejsekammerat. Her herser og regerer man i en lille halv snes år og afleverer et land i formidabel økonomisk tilstand med fuld eller næsten fuld beskæftigelse og fremgang på alle fronter. Bagefter vil folk af med én, uanset, at man ikke har stjålet af frimærkekassen eller bedrevet kreativ bogføring som en vis anden statsminister, der i sin tid blev afløst af Peter Brixtofte efter at være blevet afsat som skatteminister for også at have vildledt Folketinget. Sådan noget har Nyrup aldrig gjort. En hæderlig mand og dygtig, en af landets bedste statsministre. Men det hjælper ham ikke. Metaltrætheden er synlig. Måske fordi han og den stab han stadig måtte beherske ikke med det samme og i hvert fald for længst er trådt i karakter som oppostionsleder og alternativ. Samt som forkæmper for globale værdier a la retssikkerhed for alle. Herregud, vi oplever en regering, hvis nedskæringer i det offentlige dårligt kan sammenlignes med andet end Thatchers demontering af det britiske samfund. En tillempet mininalstat i Fogh Rasmussens begrænsede forestillingsverden er målet. En minmalstat med diskriminerende halvulovlige dekreter beregnet til at sætte skel mellem mennesker og gøre livet uanstændigt vanskeligt for folk med ambitioner om at blive danskere. Nye statsborgere, om nogen får chancen for blot at komme i nærheden af begrebet, skal sværge troskab og alt muligt andet urimeligt på formularer, man ikke ville drømme om at udsætte andre for. Blandt andet, som Epsersen skriver, skal man sværge, at man ikke har stjålet så meget som en cykellygte i hele sit hidtidige liv. Man må heller ikke have haft gæld over 50.000 til det offentlige, hvad man jo sagtens kan have haft. Såfremt man lyver, eller har glemt et eller andet eller har begået noget omend begribeligt ulovligt i det eventuelle diktaturland, som man er flygtet fra, falder Sørens hammer. Et fundamentalt brud på alle danske såkaldte værdier som blandt andet er retsstaten.
Over for det har socialdemokraterne i horribel grad tilbageholdt den energiske aggressivitet, som en sand oppostion i denne ejendommelige periode, hver eneste dag burde lægge for dagen. Potentielle vælgere skulle gerne føle, at der er nogen hjemme. Ikke kun bordellets vogtere.
Det drejer sig om selveste samfundsudviklingen, det billige skidt.
