Læsetid: 3 min.

Natten mellem succes og fiasko

De Grønne kunne højlydt glæde sig over fremgang, mens de tyske reformkommunister druknede fortvivlelsen i øl og doven sekt. Rapport fra en valgaften
24. september 2002

BERLIN – »I will survive,« brøler det ud af højttalerne, men Gloria Gaynors besværgelser hjælper ikke. De forsamlede på betongulvet i Berlins Arena er bedrøvede, lammede, frustrerede. Og temmeligt fulde.
De kom for at fejre reformkommunisternes genvalg, men vælgerne svigtede. Med omkring fire procent af stemmerne er PDS havareret – at partiet fik to løsgængere valgt ind, varmer ikke sådan en aften. Hvad skal de kunne udrette? Udvalgspladser får de næppe, og statens patitilskud bliver også væsentligt mindre...
»Vi har brug for jer,« råber den ene løsgænger, Petra Pau opfordrende ud i salen.
Hun mødes med spredte klapsalver og vred grynten. Mange står indadvendte, sammensunkne med en flaske doven Rotkäpschen Sekt eller en øl.
»Det er en katastrofe,« brøler Thomas, en midaldrende, beruset mand med håret samlet i en tyndslidt hestehale, »jeg er temmelig sikker på, at partiledelsen bliver væltet. Det er ærgerligt, at partiet er ude af Forbundsdagen, for PDS er et vigtigt parti - hvis ellers de kunne formidle det.«
Kredsen omkring ham nikker. De har skylden:
»Det første, der skal ske, er at ledelsen bliver væltet!«
En ældre herre vandrer ensomt gennem salen, fra øret dingler et gammeldags høreapparat.
»Vi har brug for en ny ledelse – det er klart,« siger han og indleder en længere analyse af ’kammeraterne’, som mere end antyder, at han engang tilhørte forgængerpartiet, DDR’s socialistiske enhedsparti (SED).
»På international basis må venstrekræfterne arbejde sammen,« fastslår han.
I boderne ligger Che Guevara-trøjerne urørte, og ingen gider købe en bog af Gregor Gysi, partistjernen som fløj privat på det offentliges regning og midt under valgkampen tog afsked med politik – uden hverken at gå eller hjælpe ordentligt til.
»Flere faktorer har spillet ind,« mener en ung mand i læderjakke, »PDS kom i klemme mellem blokkene, vore kandidater havde ingen profil og så var der Gysi... Dette nederlag vil få personelle konsekvenser.«
Gregor Gysi bør partiet ikke holde fast på længere, mener han:
»Et parti bør ikke være afhængig af en person, og han har gjort partiet skade.«
»Nu bliver det hårdt,« medgiver en gråhåret kvinde, der driver en socialistisk bogbandel, »jeg har profiteret af partiet, nu bliver det hårdt.«
Klokken 23 bliver folk bedt om at gå, festen er aflyst.

Joschka rennt
»Det ville være dejligt, hvis Joschka kom,« siger den 30-årige Dennis, der er med til De Grønnes valgpary i Tempodrom, en hal i bydelen Kreuzberg.
Klokken nærmer sig midnat, valget er stort set afgjort, men hvem vil hjem nu? De Grønne har ikke alene høstet to procentpoint ekstra tilslutning, partiet har også sikret Schröder-regeringens overlevelse.
»Joschka har gjort det godt, og sagt sin mening om Irak-krigen,« roser Dennis.
Den 23-årige studerende Rena siger, at hun ikke var helt overbevist af De Grønne, men »der var ikke noget alternativ. Før prognosen kl. 18 var jeg virkelig nevøs, nu er jeg lykkelig!«
Pludselig bliver der liv på scenen. Kandidaten Christian Ströbele træder op foran mikrofonen. Han er tydelig svækket efter den hjernerystelse, en ung neonazist tildelte ham på Jannowitz Brücke i sidste uge.
Som den første grønne parlamentariker nogensinde har Ströbele vundet en kreds ved direkte valg – mod alle odds. Realo-fløjen ville gerne af med ham – især efter afstemningen om Afghanistankrigen, hvor Ströbele nær havde sprængt regeringen – og sørgede for, at han ikke fik plads på opstillingslisten, men »han sled sig igennem sin valgkreds, holdt møde efter møde, overbeviste folk. Fantastisk,« siger Dennis.
»Mine hjælpere har hentet mig fra sygesengen. De sagde, jeg skulle komme,« siger Ströbele med svag stemme.
Salen jubler. Denne aften er ærgrelserne over hans irriterende pacifisme glemt. Han var med til at grundlægge partiet, han hører til her.
»Jeg er nu som før en vanskelig partner. Også efter valget vil jeg sige nej til krig og ja til social retfærdighed,« advarer Ströbele.
Først langt efter midnat glider en mørk Mercedes endelig op foran Tempodrom. »Joschka kommer,« forlyder det i salen.
130 vælgermøder i 90 byer har han holdt de seneste uger – og oveni inviteret til ’Løb med Joschka’. 320 kilometer joggede han med vælgerne, og tilbagelagde 17.000 km i fly og bus.
Nu er Joschka kommet i mål, her hos sine egne.
»Det ser ud til at vi har et spinkelt men brugbart flertal. Jeg ønsker at takke jer alle. Selv om vi i morgen er lidt trætte, tror jeg det bliver en dejlig dag,« forudser han hæst.
Ordene om »Freibier« drukner i jubel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu