Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

6. september 2002

Hervard Merved, 58
*Journalisten og digteren Hervard Merved, Kraghave på Falster, er død efter akut sygdom, 58 år.
Der var snart ikke den ting, han ikke var involveret i, men lad os starte med begyndelsen: Efter tre år ved A-pressen forskellige steder i landet kom Hervard Merved i 1965 til Ritzaus Bureau, hvor han primært slog sine folder på kriminalredaktionen.
Fem år senere indledte han to års ansættelse på Ekstra Bladet, hvorefter han i 1972 atter vendte tilbage til Ritzau.
Her arbejdede han indtil 1987, og fra 1978 på bureauets politiske redaktion på Christiansborg. I 1987 fik Hervard Merved ansættelse på Børsinformation Telecom, hvorfra han i 1988 flyttede til DR, og her var det, at flagene gik på halv ved meddelelsen om hans død.
Var navnet Hervard Hoffensets Merved end kringlet til det labyrintiske, var dets ejermand et ligefremt, musisk og mangefacetteret menneske.
Kærligheden til litteraturen stod vel øverst; han slugte dynger af bøger, var i en periode selv forlægger, skrev digte bl.a. til Hvedekorn, og gav sig også af med at anmelde bøger.
Men også film og musik optog Hervard Merved. Det hele skulle prøves, og 40 år efter Dylan lærte den storrygende ateist sig at spille guitar. Da var han 56.
Engagementet gav sig også andre udslag: I sluthalvfemserne var Hervard Merved valgt på Lyngby-Taarbæk-listen, og til sin død var han sikkerhedsrepræsentant i Danmarks Radio.
Hervard Merved efterlader sin hustru Ninna og børnene Mille og Hervard.
Søg Lasher på www.digte. dk. Her lever mere end 600 af Hervard Merveds følsomme og (sort)humoristiske digte videre.

J Lee Thompson, 88
*Denne instruktør lavede sine bedste film i England i 50’erne. Hans mest populære værk er ganske vist superproduktionen Navarones kanoner fra 1961, hvor Anden Verdenskrig omskabes til et kækt eventyr for sammenbidte mandfolk. Men mens denne amerikanske superproduk-tion varslede J Lee Thompsons senere udvikling som en ofte ganske kompetent, men overfladisk og mekanisk underholder, gav instruktøren klart det bedste af sig selv i det første tiår af sin karriere, hvor han opererede mere beskedent, men også mere personligt på engelsk grund.
Han var tidligt ude med en karriere som både bokser og skuespilforfatter og blev dialog-indpisker på nogle af Hitchcocks engelske film fra 30’erne. Han forsøgte sig også som skuespiller og manuskriptforfatter, men virkede fra 1950 som instruktør i engelsk film og fra 1962 fortrinsvis i USA.
Han vil bl. a. huskes som den instruktør, der puttede dansk øl i titlen på en international film. Krigsfilmen Ice Cold in Alex (Omvej til Alexandria) fra 1958 kulminerer med de fire engelske hovedpersoners dybt tilfredsstillende nedsvælgen af et iskoldt glas Carlsberg-øl, serveret i en bar i Alexandria efter at de fire hele filmen har stridt sig gennem støvet og heden i den nordafrikanske ørken. Da filmen blev en succes, var det en scene, det danske bryggeri i høj grad kunne bruge i sine reklamer.
Filmens gennemslagskraft var ikke tilfældig. J Lee Thompson var i 1950’erne en instruktør i interessant udvikling. Han fortalte medrivende om en ung kvinde (spillet af Diana Dors), som er dødsdømt for mordet på sin kæreste i Yield to the Night (Lad natten komme) fra 1957 – en historie inspireret af Ruth Ellis, den sidste kvinde, der blev hængt i England. Han dyrkede køkkenvaskrealismen i Woman in af Dressing Gown (Efter alle disse år) fra 1958; og han gav den 12-årige Hayley Mills en fin debut i den ganske raffinerede krimi Tiger Bay (Hun så det) fra 1959.
Hans produktive amerikanske karriere derefter er meget ujævn – pænt sagt, for faktisk består den mest af bras. Den ubehagelige Cape Fear (Frygtens terror) fra 1962 gav ganske vist Robert Mitchum en spektakulær skurkerolle og Martin Scorsese en inspiration til genindspilning, men ofte var Thompson dårligt nok en kompetent håndværker. Han lavede hele ni Charles Bronson-film, så kedelige, at man kunne blive helt tørstig, mens man så dem – f.eks. efter en Ice cold in Alex.

Lord George Porter, 81
*Som en af sin tids største og mest nyskabende videnskabsmænd fik den engelske kemiker George Porter nobelprisen i 1967. Men det var hans smittende engagement, hans inderlige kamp for at bedre forskningens vilkår og hans sjældne evne til at formidle bredt på tv og radio, der vandt nationens hjerter.
Porter befandt sig hele tiden på grænsefladen af det teknologisk mulige. Han ønskede at måle kemiske processer mens de forløb, og arbejdede i tidsrum på brøkdele af en milliontedel sekund. Det kan synes umådeligt fjernt fra dagligdagen, men det er det ikke.
Kemien i levende væsner forløber i den tidsskala, og med banebrydende anvendelse af lys var Porter i stand til at måle de forskellige mellemprodukter i en kemiske reaktioner. Det passede godt på hans dybe engagement og bekymring for menneskeheden og planetens sammenvævede biosystemer, at hans udredning af solens nedbrydning chlordioxid 30 år senere viste sig at være essentiel for vores forståelse af ozonhullernes opståen.
Med laserens opfindelse i 1960 blev Porter i stand til at måle endnu hurtigere processer og snart kastede han sig over klodens ultimative og vigtigste lysdrevne proces – planters fotosyntese, der driver dannelsen af sukker fra kuldioxid og vand. Porter havde en stærk tro på, at verdens energiproblemer kunne løses gennem videnskaben.
»Naturen er håbløst dårlig til at omdanne lys til brugbar energi, det må vi med moderne videnskab kunne gøre bedre,« sagde han ofte. Men med tiden gik det op for ham, at problemet var langt sværere end han havde troet, og han modificerede sig til: »Naturen er håbløst dårlig til at omdanne lys til brugbar energi, men det ville være overmodigt af os almindeligt dødelige at tro, vi kunne slå naturen.«
Porter var aldrig i tvivl om videnskabens mål – den skal hjælpe os til at forstå livet og vores plads i universet. Han elskede børns naive, men dybe spørgsmål og afskyede den massive politiske drejning af forskningsmidler
fra grundforskning til kortsigtede ’industrielt relevante’ mål.
Som leder af Royal Institution of Great Britain (1966-85) og præsident for The
Royal society i 1985 kæmpede han modigt en lang kamp imod bla. Thatchers nedskæringer, der »ville efterlade Storbritanien som et tredjeverdensland.« Trods utallige fristende tilbud ville han ikke være en del af hjerneflugten over Atlanten.
Han blev i England og kronfronterede med oprejst pande modstanden, da videnskaben kom i uføre med global forurening, genmanipulation og embryoforskning. Porter havde stor sympati for det offentliges bekymring og ønskede, at videnskabsmænd skulle engagere sig i problemerne.
George Porter vandt talrige priser, blev slået til ridder i 1972 og bar over 50 æres-professorater og -doktorater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her