NEW YORK Hver morgen klokken ni kan hvem som helst stige på linie F og sprænge toget til sommerfugle, nervegasse tusinder af passagerer i de dybe subway-tunneler eller skyde vildt omkring sig. Men der er ingen nervøsitet at spore i de travle newyorkere, der fylder togenes syv blanke vogne til bristepunktet hver morgen.
Strophængerne, der står mast sammen i midtergangen, har stadig næsen begravet i deres aviser, hånden i en pose chips og ørene gemt under headsets, der hvisler af diskant. Hvad nytter det at være bange eller droppe sine planer, så vinder terroristerne jo, lyder refrænet.
Efter 12 måneder med et utal af tågede FBI-advarsler om mulige terrorangreb bliver kun få forretningsmænd og borgere distraherede af dem. Overfladen af New York er tilsyneladende helet, blankpudset og klar til kamp efter den kataklysmiske morgen og dens efterveer.
Dagligdagens anatomi og pligter er det, der giver luft og plads til abstraktion. Det gør fritiden med venner og familie naturligvis også, men netop fritiden opfatter mange som mere forpligtende og essentiel, drevet af en vilje til at leve et fuldt og helt liv trods terror og frygt.
Amerikas nye kult
I samme øjeblik tv og politikere forstod, hvad der foregik den 11. september, begyndte en tone at tage form i den offentlige diskussion. En psykologisk øvelse gik i gang over temaet genopbygning og Amerikas sårede, men stadig vitalt bankende hjerte.
Gader og vinduer sprang ud i flagets stjerner og striber få dage senere, mens en voldsom patriotisme vældede op i New York og resten af USA.
Borgmesteren, Rudolph Giuliani, en upopulær jernnæve af en politiker, fandt pludselig den opgave, han var født til at løse, i sine sidste fire måneder på posten.
Rapporterne om hans kølige overblik, mens tårnene faldt, og den hudløse medfølelse, som han viste på tv, forandrede på 48 timer fundamentalt newyorkernes opfattelse af den tidligere statsadvokat.
Da Giuliani ved en pressekonference om eftermiddagen den 11. september fik spørgsmålet: »Hvor mange er døde?« sagde han: »Jeg ved det ikke, men det er flere, end nogen af os kan bære«.
Giuliani blev det første symbol på heroismen og overlevelsesevnen,og på en heltedyrkelse og patriotisme, der i dag buldrer kraftigere end på noget tidspunkt siden angrebet.
Alle er nu udråbt til helte. Folk, der blot mødte op på arbejde, eller de af flypassagererne, der fløj i døden uvidende om deres rolle i historien.
»Jeg ved ikke, hvem her i byen der ikke var totalt knust og ude af sig selv af smerte,« siger 29-årige James Krouse, der 11. september var på sit arbejde på Broadway knap en kilometer syd for Ground Zero.
»Men vi var ofre. Jeg kan ikke deltage i den ide, at vi blot ved vores livsstil er særligt heltemodige,« siger James, der selv tog på ferie i Virginia allerede sidste weekend.
»Jeg vil ikke være i nærheden af et fjernsyn eller en hovedgade hele den uge. Jeg er ked af, at der er så meget fokus på, hvor stolt Amerika er af sig selv, og så lidt refleksion over, hvorfor 11. september kunne finde sted. Den nationale optimisme er forlængst blevet til en bevægelse i sig selv, en kult,« siger James Krouse.
Den offentlige samtale om begivenhederne og de ting, der ikke længere passede så godt ind i den efter 11. september, begyndte at tage form nærmest omgående efter det enorme slag i den amerikanske psyke. Supermagten og dens forbløffede borgere følte sig pludselig superafmægtige, sårede og overfaldet, og ingen brød sig om at blive mindet om det.
Den udknaldede Late Night-vært, David Letterman, startede sit show med stilhed i stedet for musik i månedsvis og fik ros for det. Komikeren Bill Maher med showet Politisk ukorrekt var for langt (og upatriotisk) ude, da han en aften modsagde Bushs vurdering af, at flykaprerne var nogle kujoner.
»De fløj et fly ind i en bygning. De hoppede ikke ud først, de blev derinde og døde. Det kan man sige en hel masse om, men ikke at de var en flok tøsedrenge,« sagde Bill Maher og blev kylet ud fra ABC.
Den diskussion er en af mange, der ikke kan føres offentligt, medmindre den, der taler, er ude på at køre sin karriere ind i en mur.
At der overhovedet kunne være tale om sammenhæng mellem amerikansk udenrigspolitik og 11. september er lige så indiskutabelt som en udfordring af amerikansk ret til at gøre snart sagt hvad som helst i gengældelsens navn.
I Hollywood fik Arnold Schwarzenegger besked om, at hans seneste slagtehus af en film nok burde vente lidt.
Plakaten for filmen Spiderman viste superhelten hængende i sit spind mellem tvillingetårnene, så den blev trykt om og filmen redigeret på ny.
Sikkerhed frem for alt
»Jeg kan ikke forstå, hvordan det forbedrer sikkerheden på Brooklyn Bridge, at vi holder i kø her,« siger Claude Douglas, 34, der arbejder på 42nd Street på Manhattan, to gader fra FN-bygningen.
Douglas brokker sig over de tilsyneladende meningsløse lukninger af hele og halve kørebaner, der hver uge finder sted med og uden varsel over hele byen.Men han indrømmer, at resultatet denne morgen faktisk er færre biler på broen på samme tid, og fra den lukkede kørebane op til den berømte bro kan tre betjente glo lige ind i bilen, mens de vinker os forbi.
Selvom trafikken i New York egentlig altid har været uforudsigelig og umulig, så er diskussionen ændret fra småbrok og reelle løsningsforslag til: »Hvordan er 11. september skyld i det her også?«
Hvor store ulemper kan folk forventes at acceptere for at kunne føle en måske falsk tryghed?
Hvor mange gange skal jeg visiteres i dag? Hvor meget vil det gå ud over forretningslivet?
Hvad i himlens navn skal vi bygge i tårnenes fodspor, og skal det være en mindepark eller et kontorareal?
Ikke nok med at tusinder af firmaer blev knust eller evakueret, Syd-manhattan var lukket i månedsvis, og kundernes interesse har været begrænset lige siden.
Mange af de forretninger, der lever af menneskestrømmen gennem bydelen, har måttet dreje nøglen om. Mandag i denne uge stod Syd-manhattans restauranter atter tomme, og i det varme septembervejr mindede det påfaldende om dagene umiddelbart efter angrebet, hvor folk adlød borgmesteren og blev hjemme. Det var svært at se, at 95 procent af lejlighederne er genbesat og huslejen atter på vej op.
Måske vil 11. september, eller Patriot Day, som præsident Bush har døbt den, i år eller næste år give svaret på, om sårene er helet, eller om vi først lige er begyndt.
