Reaktioner
*»Hvilken ret har han (USAs præsident George W. Bush, red.) til bare at komme og sige, at det tilbud ikke er ægte ment? Vi må fordømme den slags meget stærkt.«
Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela til journalister fra sit hus i Johannesburg efter USAs reaktion på Iraks udspil
*»Takket være vore fælles bestræbelser er det lykkedes for os at afværge et krigsscenarie og at vende tilbage til politiske midler for at løse det irakiske problem. «
Ruslands udenrigsminister, Igor Ivanov
*»Den irakiske beslutning er, hvad det internationale samfund, herunder Kina, altid har håbet på.«
Kinas udenrigsminister, Tang Jiaxuan
*»Hans regime har overhørt en hel mængde af resolutioner. Lad os nu se, hvad de tilbyder.«
En talsmand for Storbritanniens premierminister Tony Blair som tilføjede, at Iraks præsident har »en lang historie med at spille spil«
*»Dette er et taktisk skridt i håbet om at kunne omgå en stærk aktion fra FNs Sikkerhedsråd. Som sådan er det en taktik, som vil fejle.«
Talsmanden for Det Hvide Hus, Scott McClellan, i en skriftlig erklæring
EU-reaktion
Fuldt og helt
*Efter at Irak har erklæret sig parat til at lade FNs våbeninspektører komme ind i landet uden betingelser, mener den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), at FNs Sikkerhedsråd nu skal overveje, om den irakiske accept svarer til de krav, som Sikkerhedsrådet har stillet til regeringen i Bagdad med hensyn til våbeninspektion.
Det skriver Per Stig Møller i en pressemeddelse på vegne af det danske EU-formandskab.
Han peger på, at det ikke er nok, at inspektørerne kommer ind i landet. De irakiske myndigheder skal også samarbejde »fuldt og helt«.
Tøndepris
Olieprisen falder efter Irak-melding
*Prisen på olie faldt mere end fire procent i går, efter at FN havde meddelt, at Irak har indvilget i at lade FNs våbeninspektører komme ind i landet igen.
I USA faldt prisen på råolie med 1,27 dollar pr. tønde til 28,40 dollar. Det er et fald på omkring to dollar i forhold til sidste måned, hvor prisen steg til sit højeste i 19 måneder som følge af risikoen for et militært angreb på Irak.
Analytikere vurderer, at Iraks beslutning sandsynligvis vil lette presset på OPEC-landene for at øge produktionen af olie, når de torsdag mødes i den japanske by Osaka.ritzau/Reuters