Læsetid: 3 min.

’Det er noget med hendes øjne’

Indere og pakistanere fandt sammen i en fælles kitschfejring, da superstjerner fra indisk film gæstede Brøndbyhallen
4. september 2002

Bollywood
Salman Khan sveder. Den hvide smoking og den plisserede pærefarvede skjorte klæber til den oppustede krop, mens det skarpe rampelys på scenen og hans egne hurtige hoftebevægelser får dråberne til at strømme ud fra tindingerne. Omkring ham, klædt i stramme guldfarvede heldragter, svæver syv gudindelignende væsener. De hvirvler og smiler til Khan, smiler og nikker til publikum, alt imens de drysser et karmosinrødt pulver ud på scenen. Publikum svarer igen med taktfast trampen i gulvet og opstemte tilråb. Enkelte kvinder hviner. Med mellemrum strømmer fyrværkeri-eksplosioner op bag de forskrækkede sikkerhedsvagter. Vi befinder os i Brøndbyhallen. I aften går man forgæves, hvis man vil have øl og pølser fra madboderne foran hallen. Her sælges kun samosas og mango lassis. Luften er skarp af kommen og sødlig parfume, for Bollywood har indtaget boksehallen.

Crêpe Aisha
Det er første gang nogensinde, at et Bollywood-show gæster København. Og den igangværende konflikt mellem Indien og Pakistan sætter sit præg på aftenen. Lyden fra metaldetektorens bippen blander sig med udråb på hindi og urdu. Og vi tilkastes undrende blikke, af det øvrige publikum, der for størstedelens vedkommende består af indere og pakistanere Der er næsten lige så mange bredskuldrede sikkerhedsvagter, som der er sariklædte kvinder herinde. »Ja, indere og pakistanere har det med at komme op og slås, hver gang der er indiske arrangementer her i København«, fortæller Jumanna, der stammer fra Bombay, men arbejder på Vesterbrogade.
»Summer Dreams« som aftenens optræden kaldes, er en lang kæde af danse og syngescener fra de nyeste indiske musicals. Filmens helte og heltinder nyder noget nær gudestatus blandt indere verden over. For nylig betalte en indisk rigmand et millionbeløb for at få stjernerne til at optræde til sit bryllup i Belgien. Og da truppen alligevel var på de kanter, lod de sig overtale til at gæste København. Selv om filmstjernerne kun har været i byen i fire timer, er de vildt begejstrede, fortæller Raageshwari, der er aftenens værtinde. »North, South, East, West, Copenhagen is the best,«, brøler den forpustede MTV-værtinde i mikrofonen, mens hun forsøger at trække tiden ud indtil den tidligere skønhedsdronning bliver klar til at komme på scenen.
Aishawarya Rai er aftenens kronede dronning. Hun indtager rummet i en royal scene med crêpet hår, omgivet af rosenkastende hofdamer. »Hun er slet ikke spor snobbet« hvisker Majid, min 9-årige sidemand, der deltog i pressemødet i eftermiddags. »Jeg trykkede hendes hånd, og den var så fin, at man var bange for den skulle gå i stykker, når man holdt den«, fortæller han. »Hun er så smuk, jeg kan ikke forklare det – det er noget med hendes øjne«. Aishawarya, eller Aisha som hun kaldes, har lysende blå-grønne øjne og ser ikke synderligt sydindisk ud, som programmet fortæller. Men det generer ikke det mandlige publikum, der står som en svedig gelérand rundt om scenen for at fotografere den skrøbelige gudinde.

Krybskytten
Med 43 film på samvittigheden er Salman Khan Bollywoods ubestridte konge. Han er blevet arresteret flere gange for at have forbindelser til den indiske mafia og for krybskytteri. Men i aften virker han ikke tynget af sine fængselsophold, kun smokingjakken synes at hæmme ham lidt. Den ryger ubesværet af, og Khan når at skifte tøj tre gange under en enkelt scene. Hver gang ender han i bar overkrop, og skræver som en pumpet kalkun ind over sine kvindelige medaktører. På pressemødet forholdt Khan sig tilbagetrukket bag sine solbriller og sine store tyggegummibobler. Men nu foldes alt den tilbageholdte energi ud i en kollektiv indsats fra hele truppen, der mest af alt ligner et møde mellem Barry Manilow og de medvirkende fra The Sound of Music.
Pludselig er Salman Khan forsvundet, og en Quasimodo-lignende figur har indtaget rampelyset. Det er en indisk standup-komiker, der giver sig til at punktere alt hvad vi hidtil er blevet præsenteret for i aften. Ingen ved hvad han hedder. Den voldsomme talestrøm foregår på hindi. Men han gør grin med stjernerne, fortæller vores sidemand. Publikum ignorerer nådesløst Raageshwaris opfordring til at klappe af komikeren, indtil Khan og Aishwarya kommer ind igen. Der ryges tæt i salen, rigtig mange af forældrene løfter deres børn højt op for at kunne se hvad der foregår på scenen. Men så snart de voksne rejser sig op, stormer sikkerhedsvagterne hen for at kalde til orden. »Ned, ned, det skaber tumult«, hvæser den kvindelige bodybuilder, der passer på hallens sikkerhed. Men der bliver ingen tumult. Her er indere og pakistanere enige: Bollywood skal ingen pille ved, det tilhører folket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu