Analyse
Er det gaullismens død? Nej, siger de mere spidsfindige samtidshistorikere, gaullismen døde allerede i 1969, da general de Gaulle trak sig definitivt tilbage. Men partiet RPR (Rassemblement pour la République), der hævdede at være gaullistisk, har på en ekstraordinær partikongres vedtaget at opløse sig selv for at indgå i et nyt stort højreparti sammen med liberale og centrister.
Det er en betydelig omdannelse af det politiske landskab i et land, hvor nye partidannelser og navnlig nye partinavne iøvrigt er så hyppige, at de ikke i sig selv udgør historiske begivenheder. Den politiske gaullisme har eksisteret i skikkelse af fire på hinanden følgende partier siden 1947 under 10 forskellige navne! Men for første gang fusionerer et parti af gaullistisk afstamning med andre højrepartier, og det sker i forlængelse af, at RPR i løbet af sin 26-årige eksistens er blevet praktisk talt tømt for gaullisme. Det er én og samme mand Jacques Chirac der grundlagde partiet i 1976, derefter udskiftede dets ideologi og som nu har givet ordre til eksekutionen eller mutationen, om man vil.
Det sker forholdsvis ofte i Frankrig, at politiske partier skifter navn, og i de senere år har de navnlig gjort det for at glemme korruptionsaffærer, der hefter ved de gamle partinavne. På det punkt har Chirac-partiet særligt stærke grunde til at skifte navn, men er så heldigt at gøre det i forbindelse med en reel omdannelse.
Det nye navn er foreløbig UMP (Union pour la Majorité Présidentielle), det vil sige partiet for alle de kræfter, der har støttet Chiracs valg til præsident. Det gælder foruden RPR det liberale DL og halvdelen af centrumpartiet UDF. DL har ligesom RPR besluttet at opløse sig selv for at indgå i UMP.
Siden de Gaulle-epoken er det ene parti efter det andet blevet oprettet af en enkelt amtibiøs politiker med det formål at fungere som valgmaskine til fordel for den pågældendes valg eller genvalg til præsident.
Således blev det socialistiske parti PS oprettet af Mitterrand i 1971, RPR af Chirac i 1976 og UDF af Valéry Giscard dEstaing i 1978.
Gaullismen stod bl. a. for hævdelse af Frankrigs nationale suverænitet , en stærk stat og et vist mål af planøkonomi. Chirac bekendte sig til disse mål, da han oprettede RPR, men han svigtede dem i de følgende år. Liberalismen var i højsædet, da Chirac for anden gang blev regeringschef i 1986, og hans ja til Maastricht-traktaten i 1991 fuldbyrdede et totalt retningsskifte i hans holdning til Europa.
Med sine kursændringer lykkedes det Chirac at overflødiggøre både de liberale og de flomme-europæiske centrister. Det betød en fatal svækkelse af disse to partier og en ubestridt førerstilling for RPR i den franske højrefløj plus en flugt af gammelgaullistiske og antiliberale højrevælgere over i det yderste højre, d.v.s. Front National.
Processen er nu endt med dannelsen af det store højreparti bestående af liberale, kristelige demokrater og pro-europæiske centrister plus et lille mindretal af ortodokse gaullister. Det kan forudses, at det bliver svært at holde sammen på disse kræfter i et stort blokparti til støtte for Chirac og regeringen under ledelse af den liberale politiker Jean-Pierre Raffarin.
For det nye parti gælder som for de andre,
at det tjener en bestemt politikers præsidentambitioner. Det drejer sig om Alain Juppé, kendt som Chiracs kronprins og højre hånd gennem to årtier, upopulær premierminister 1995-97, primus motor ved dannelsen af det nye parti og næsten sikker på at blive valgt til dets formand, når partiet holder stiftende kongres den 17. november.
Juppé agter at stille op som præsidentkandidat i 2007. Men han har rivaler inden for partiet, først og fremmest indenrigsminister Nicolas Sarkozy.
Tilbage er spørgsmålet om det nye partis navn, idet UMP var ment som midlertidigt. Juppé har gjort sig til grin ved at foreslå navnet La Maison Bleue (Det Blå Hus), der må være opfundet af et reklamebureau eller en børnebogsforfatter.
Da det gælder om at glemme navnet RPR, plettet af affærer om returkommissioner, forfalskede licitationer, fiktive jobs og andre ulovligheder Juppé er selv en af de sigtede burde man måske overveje det navn, som en af dagbladet Libérations faste causører har foreslået:
Vaskemaskinen.
