Spot
Frederik hed han og var prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Lang titel. I Danmarks-historien er han kendt under en kortere: Prinsen af Nør. Og stedet Nør er det samme som det, der nu hedder Noer og stadig er en herregård beliggende mellem Eckernförde og Kiel i det, der nu er en tysk delstat og hedder Schleswig-Holstein, hvor det tidligere var de to danske hertugdømmer Slesvig og Holsten.
Og så er prinsen af Nør også placeret i de omskifteligheder, som gjorde ham til en af danmarkshistoriens topskurke. Han var fra 1842-46 dansk statholder og kommanderende general i begge hertugdømmer, men gik ved oprørsudbruddet i 1848 over til fjenden og ledede dens indtagelse af danskerkongens fæstningsby Rendsborg. Skændsel. Det beretter den originale og medrivende historiker Thorkild Kjærgaard om i aften på P1s Der var engang.
Prinsen af Nørs forræderi kan kun forstås i sammenhæng med det, der kendes som »det sønderjyske spørgsmål«. De fleste, der har prøvet at lære noget om det i skolen, vil kunne huske, at det spørgsmål er indviklet, på grænsen til det ubegribelige.
Den britiske statsmand Lord Palmerston, der i flere omgange i midten af 1800-tallet forsøgte sig som mægler i de sønderjyske stridigheder, sagde om spørgsmålet:
»Der er kun tre, der har forstået det. Den ene er død, den anden er blevet komplet vanvittig, og den tredje er mig selv, og jeg har glemt det igen.«
Et tilløb til en forklaring: Historisk har Holsten været tysksindet, mens Slesvig fortrinsvis var dansk. Områderne tumlede frem og tilbage mellem danske og tyske statsdannelser. Kong Valdemar Sejrs søn Abel var i 1200-tallet hertug i Sønderjylland og fra ham udsprang den sønderjyske hertugslægt, som i de følgende århundreder søgte at skabe en selvstændig stat.
I 1460 gjorde Det Slesvig-Holstenske Ridderskab den danske konge Christian 1. til hersker. Til gengæld måtte han love aldrig at adskille Slesvig og Holsten. »For evigt udelt«, skrev han under på, at de skulle være. Det løfte kom til at ride det danske kongedømme som en mare i mere end firehundrede år.
For hvis ikke hertugdømmerne måtte deles, så måtte de jo i deres helhed høre under Danmark, der således fik landegrænse ved Altona, lidt uden for Hamborg. Og fik en forfærdelig masse vrangvillige tyske holstenere med i det danske kongerige. Eller også måtte Slesvig-Holsten frigøres som selvstændig stat, således som oprørerne i 1848 ønskede.
Den tredje mulighed var, oh skræk, at Slesvig-Holsten samlet faldt til Tyskland. Sådan som resultatet blev i 1864, da Danmark søgte at løse konflikten ved at dele hertugdømmerne.
*Der var engang.
P1 21.55
