På slaget 16 åbnedes glasdørene, og det kunstinteresserede publikum bogstavelig talt stormede ind til bordene med de små glas med rødvinen, men hvad var det første syn, der mødte dem?
En meget træt Kurt Trampedach sad i plettet malertøj med bare tæer i sandaler, langt hår og lukkede øjne. Var han kollapset på grund af sine genvordigheder eller bare faldet i søvn?
Han var ikke sig selv, men en gipsskulptur, et selvportræt, formet i 1977-78, nu sat til salg på Forums kunstmesse den 10. af slagsen af Gallerihuset. Et effektfuldt blikfang med utilsigtet aktualitet.
Trampedachs tre ildebrande blev der talt om blandt folk. Gallerihuset har også et maleri af Cobra-maleren Corneille, som forestiller dronning Margrethe.
Nystrøget py
En hel families genvordigheder er temaet for et surrealistisk maleri fra 1940, olie på masonit, af Wilhelm Freddie, et af nogle få, som Statens Museum for Kunst gerne vil supplere sin samling med. Det prøver at skaffe penge, for det har ikke flere. En større samling Freddie-billeder udgør årets særudstilling. De tilhører ægteparret Mygind, der også var til stede på åbningsdagen, og som havde kendt maleren personligt.
»Han var et fantastisk, altid humoristisk menneske, en gentleman,« fortalte Anne Marie Mygind.
»Han er den eneste, jeg kender, der altid gik i seng i nystrøget silkepyjamas.«
»Vi lovede ham, at vi aldrig vil sælge hans billeder til private, kun til museer,« sagde Søren Mygind.
Ægteparret vil ikke forlange ublu pris, men lader uvildige vurdere billederne.
Livets salt
Flere svenske gallerister deltager. En af dem er Harriet Deger fra Stockholms Galleri Hera, der har den ene hånd bundet ind, ikke fordi hun har slået en kunstner ned, men fordi den lige er opereret, hævder hun.
Man er ikke helt færdig med ophængningen. Hun står med en tommestok, mens en af hendes kunstnere, dansk-svenske Annika Bryngelsson, med hammer i hånd retter på et billede.
»Hænger det lige nu?« spørger hun.
Just her står også en pæn ung mand, som viser sig at være Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech. Om et øjeblik vil han byde velkommen og citere Frederiksberg-kunstneren Storm P. for, at »forskellen mellem kunst og håndværk er, at det kræver en sagkyndig at bedømme håndværket.«
Er du selv kunstinteresseret?
»Ja, nok ikke til det helt avancerede, men jeg har da købt flere billeder herinde. Nogle mennesker køber kunst som investering, men i min alder jeg er 35 køber man med hjertet.«
Er kulturbudgettet i kommunen gået op eller ned i år?
»Ved at vi i modsætning til på andre områder ikke har sparet her, kan du sige, at det er gået op. For jeg har den holdning, at kultur er lisså vigtigt som alt andet.«
I alléerne mellem standene møder vi Janne Balsgaard, der siger, hun ikke kan leve uden billedkunst. Den er livets salt, siger hun. Hun vil gerne købe noget, men venter, til hun vinder i lotteriet. En anden af gæsterne, Jette Glud, siger det bl.a. er farverne og balancen i billederne, der tilsammen giver et inspirations-kick. Vi kan ikke rigtigt blive enige om, om jeg skal skrive kick eller kig, for hun synes, det er lidt tosset at bruge fremmedord. Især i Information.
Bip
ART Copenhagen er ligesom bogmessen en årligt tilbagevendende begivenhed. En 60-70 gallerier har lejet stande og udstiller billeder i alle prislag af kendte og ukendte. Galerie Moderne fra Silkeborg sælger bl.a. Leif Sylvester - og Trampedach-litografier til 3-4.000 kr. pr. stk.
Derovre hænger nogle Knud Odde-billeder og dèr Ronny Hård, en ildfuld, formentlig Turner-inspireret svensker. Man kan også få rammer til billederne hos forgüllare olle jönsson & son fra Hälsingborg. Simon Fellah er en ung, århusiansk kunstner, der er med for første gang. Malerierne koster mellem 2.200 og 22.000 kr. Han har tidligere udstillet på messer i Hillerød og Kolding.
»Men det her er voldsomt,« siger han. »At se så meget kunst og på så højt et plan
«
Han sekunderes af Carsten Ploughfeldt, der »hjælper lidt til« på Bredgade Kunsthandels stand, fordi, som han siger, »Jeg er god til at trække propper op«.
Han griber efter sin mobiltelefon, men lyden kommer fra en forbipasserendes, som udsender samme signal, som Ploughfeldt har kodet ind.
»Det er ikke som fuglemor, der kan høre sine egne ungers kalden blandt 1.000 andre i kolonien,« siger Simon og ler.
»Du tænker på pingviner,« siger Ploughfeldt og erindrer en anekdote om nogle pingviner, der ser nogle amerikanske jagerfly og læner hovederne bagover for så selv at falde bagover. Man ser det for sig.
Har vi råd?
Jørgen Egelund fra Galleri Egelund var den, der fik ideen til salgsmessen. Han var først bestyrelsesmedlem, så formand for arrangøren, Dansk Gallerisammenslutning fra 1995-2000, hvor han afløstes af Henrik Kampmann.
Han siger, at der i den ene ende af messen er ældre, pengestærke ægtefolk, liebhavere, der standser op og siger:
»Har vi plads til det billede?«
»Nej, men vi trænger til noget fornyelse
«
Jørgen Egelund har oplevet at levere til et ægtepar i en de store, gamle lejligheder på Østerbro, hvor væggene så at sige var tapetserede med malerier, i tre-fire rækker over hinanden
I den anden ende er der det helt unge par, som standser op og siger:
»Vi må simpelthen have det billede.«
»Jamen, har vi råd?«
Så tæller de på knapper.
Messen er med til at hjælpe de unge videre end »til plakatstadiet« til den rigtige kunst og dermed skabe en ny interesse for billedkunsten, siger Egelund.
Oven over alting kan man høre Frank Sinatra synge The world on a string.
