Læsetid: 2 min.

Radiosagen

11 års strid om fordelingen af midlerne fra Radiokassen til danske forfattere er afgjort
26. september 2002

Ophavsret
Kulturministeriet har nu besluttet, at administrationen af fordelingen af pengene fra Radiokassen, som er populærbetegnelsen for de licenspenge, Danmarks Radio skal betale, når danske forfatteres litteratur bruges i radioen, skal fratages Dansk Forfatterforening (DF).
I foreningen Danske Skønlitterære Forfattere, som oprindeligt blev dannet af en udbrydergruppe, der var utilfreds med DF’s administration af bibliotekspengene og Radiokassen, er man meget glad for afgørelsen.
»Det her har vi kæmpet for, siden foreningen blev stiftet for 11 år siden. Vi har udvist stor langmodighed i den her sag, men i 2000 gik det endeligt op for os, at vi ikke kom til at se gennemskuelige regnskaber fra Dansk Forfatterforening, der viser, præcis hvordan Radiokassen administreres,« siger Peter Legård Nielsen, formand for Danske Skønlitterære Forfattere.
Ministeriets begrundelse for at tage administrationen fra Dansk Forfatterforening er, at hverken DF eller Danske Skønlitterære Forfattere er tilstrækkelig repræsentativ for de forfattere, som DR bruger. Derfor skal der oprettes en ny fællesorganisation, som skal lede Radiokassen fremover.
»DF har taget alt for store administrationsomkostninger – 20 procent er alt for meget. Radiokassepengene har jo faktisk været med til at finansiere Dansk Forfatterforenings drift,« siger Peter Poulsen, der var formand for Danske Skønlitterære Forfattere frem til 1997, og som var med til at starte sagen imod DF.
Han henviser til en uvildig rapport fra 1999 fra konsulentfirmaet PriceWaterhouse-Coopers, der bl.a. viste, at administrationen årligt giver DF et overskud på en halv mio. kroner.
»Vi regner med, at administrationen af pengene nu bliver billigere, og at der således bliver flere penge til fordeling blandt de forfattere, som DR bruger,« siger Peter Poulsen.

Afviser kritik
I Dansk Forfatterforening har man taget beslutningen om at fratage foreningen administrationen af Radiokassen til efterretning, men næstformanden, Frants Iver Gundelach, er uenig i baggrunden for beslutningen og den kritik, der har været fremført.
»Hverken Danmarks Radio eller Rigsrevisionen har haft kritiske anmærkninger til vores administration. Formelt har alting været i orden, så jeg kan kun se afgørelsen som ren politisk,« siger Frants Iver Gundelach.
Han mener ikke, at pointen om, at Dansk Forfatterforening ikke er repræsentativ for alle rettighedshaver i forhold til Radiokassen, er rigtig.
»I vores forening har vi jo fem kategorier af forfattere, inklusive de skønlitterære – og selv i denne ene kategori har vi flere medlemmer end Danske Skønlitterære Forfattere – 370 mod 200,« siger han.
»I forhold til ophavsretsloven skal den organisation, der administrerer rettigheder, ikke nødvendigvis organisere alle rettighedshavere, den skal bare indeholde medlemmer inden for den kategori af mennesker, rettighederne tilfalder. Og det gør vi,« siger Frants Iver Gundelach.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu