Sådan var det heller ikke ment

(2. sektion)

Fjernsyn
»Den, der overvinder sig selv, er større end den, der overvinder en hel armé«. Disse små to tusind år gamle ord handler om at æde sine egne ord i sig og erkende, at sådan var dette eller hint nu heller ikke ment. Akkurat som mangen god dansk borger, der ved sidste valg stemte på de superliberale partier, i dag siger til sig selv med en indre, rungende røst: »Godt ord igen! Sådan var det nu heller ikke ment!«
Jeg vil også gerne være større end de største sejrherrer på slagmarkerne. Så jeg æder i mig en tidligere klummes indhold om genudsendelsers velsignelser – det var i anledning af, at DR P1 i særdeleshed er god til at genudsende sine gode udsendelser, mens de fleste tv-kanaler er overflinke til at genudsende deres dårlige. Nu befinder vi os, takket være strejken og lockouten på Danmarks Radio, i et genbrugslimbo, hvor den største fornøjelse ved at se fjernsyn og lytte til radio er gensynets og genhørets glæde. Mange gode, gamle ting kommer rigtigt nok for dagen. Men stop en kende: »Sådan var det nu heller ikke ment!«. Det mente dommeren i Gladsaxe heller ikke.

En by i Polen
Den trykte presses journalister har i de første uger af strejken været påfaldende tilbageholdende med at kommentere deres kollegers situation. Bortset fra journalistforbundets ledelse, så er solidaritet en by i Polen, i særdeleshed hvis man er journalist på gratisaviserne, der hoverer over for de strejkende DR-journalister og stikker dem i næsen, at seerne og lytterne er aldeles ligeglade med dem.
Jeg vil gerne melde hus forbi og erklære, at jeg savner jer alle sammen, fra Ruth Sperling til Ove Weiss, fra Kurt Strand til Tyge Petersen, fra Steffen Gram til Connie Hedegaard, fra Lise Mühlhausen til Morten Løkkegaard – nævnt i flæng og med undskyldning til alle jer andre, stjerner som vandbærere, jeg i farten ikke kan få med på listen. Når man genudsender den gamle serie Forsvundne Danskere, tænker jeg på jer. Og når man til overflod genudsender Når mænd er værst, tænker jeg på Christian S. Nissen.

Magter ikke opgaven
Der er også en anden af mine gamle udgydelser, jeg vil æde i mig. Jeg har flere gange påstået, at TV 2 Nyhederne er bedre end DR’s TV-Avisen. Sådan så det ud for mig, da jeg troede, jeg sammenlignede dem.
Men nu, da TV 2 er alene om opgaven, er det klart, at den magter de ikke. Så længe alt det øvrige informationsmateriale, dokumentarstoffet, reportagerne, de dybdeborende interviews, Udefra, Deadline og hvad der ellers var, men som TV 2 kun producerer i begrænset omfang, så længe alt dette fungerede som baggrundsstof for den samlede nyhedsspredning på alle kanaler, virkede det på mig, som om nyhedsudsendelserne på TV 2 måske var de bedst redigerede. Men i det aktuelle informationstomrum er det påfaldende, hvor meget vi mangler den bredere public service-funktion. TV 2 Nyhederne ser lige nu ud som et barn i Tivoli, der er kommet bort fra sine forældre.

Misinformation
For tiden snydes vi altså for en del informationer (med lille i og uden rød prik), men vi slipper samtidig for en ukendt mængde mis-informationer. Det får mig til at tænke på en af forårets største filmoplevelser, Joel
Coens The Man Who Wasn’t There. Og hvorfor så det? Jo, fordi en af forårets største misinformationer – nåh nej, det kan man jo aldrig vide – men altså fordi en af de mere markante af slagsen bragte netop den titel i erindring. Det var oplysningen om den atombombemand, som FBI havde pågrebet i Washington lufthavn lige inden han skulle til at slippe braget løs. En oplysning, der siden er blevet afsløret som det den var: en misinformationen af andeformat!
Da Danmarks Radio nu excellerer i genbrug, tillader jeg mig at gøre det samme og citere fra min klumme den 14. juni d. å.: »For at lukke for alle informationer er arrestanten fra Washington lufthavn erklæret ’krigsfange’, hvorved han befinder sig i forsvarsministerens varetægt i stedet for i justitsministerens. Med det indtryk, Donald Rumsfeld gennem tiderne har efterladt sig på skærmen, er der næppe grund til at misunde den mistænkte. Det bedste man kan ønske for manden er, at han slet ikke eksisterer. Hvilket sagtens kunne være tilfældet, mummespillet taget i betragtning.«
Det gør han så altså heller ikke. Han var »The Man Who Wasn’t There«. Og til lykke til ham med det. Præsident Bush måtte ty til den gamle disciplin at æde sine egne og FBI’s ord i sig. Uden at det af den grund ser ud som om, han har overvundet nogen af de arméer, han taler så meget om.