Læsetid: 4 min.

Sandheden hedder Jens

DR’s nyhedstime er tilbage efter en strejke, som ikke har gjort programfladen mindre selvbevidst, men Kurt Strand afslørede en 38-årig socialdemokratisk hemmelighed
20. september 2002

(2. sektion)

DR’s nyhedstime er tilbage efter en strejke, som ikke har gjort programfladen
mindre selvbevidst, men Kurt Strand afslørede en 38-årig socialdemokratisk hemmelighed

Fjernsyn
De har sikkert opdaget det, kære medseer. TV-aAvisen er tilbage. Mon jeg var den eneste, der i mandags kl. 21 havde det med den, som man har det med en elskelig, men selvbevidst arvetante, der længe har været syg, og som man nu lidt spændt iagttager genfinde fodfæstet. Holder hun til det? Klarer bentøjet det daglige ræs? Er hun sit gamle jeg?
Medieforlig kan komme og gå. Hybrid eller ej – TV-Avisen består, som det fornuftige alternativ i en uberegnelig verden. Sådan var det. Sådan er det.
Allerede imageannoncerne op til repremieren mere end antydede positioneringen i forhold til konkurrenten. Et øje – der ikke blinkede! – skulle signalere fokusering og indsigt, og ’helt almindelige’ mennesker sagde hverdagsagtige ting om en dagligdag uden TV-Avisen. Den har været slem at komme igennem, lod man forstå. Og DR satte trumf på om mandagen, hvor en kvinde tonede frem og sagde: »Man forventer, at det, der bliver sagt, er sandheden. Det glæder vi os til at få igen ...«
Vi lader den lige stå igen. Sandheden. Tag den, I Kvægtorvskynikere. Sandheden, intet mindre. Den skinbarlige statsautoriserede, som bare lige i skyndingen har glemt, at monopolet er fortid. Sådan så de nu ikke ud, værterne, da de bød velkommen – igen, som Trine Sick mildt betonede – og nu skulle man så tro, at de var ivrige efter at understrege egenarten, ja, måske ligefrem havde noget nyt at fortælle os, men det havde de selvfølgelig ikke. De havde jo strejket, så istedet oprullede de dagens greatest hits fra Ritzau, Reuter og Tvind, suppleret med et hengemt indslag om fundamentalistisk kristne friskolers fremmarch.
Der var en nydelig reportage fra en sådan i Thy, hvor eleverne hverken så særlig gudsfrygtige eller knugede ud. Og bagefter havde man foretaget et sikkert træk i meningsautomaten. Ud kom en bekymret skoleborgmester fra København, som sagde noget om, at hvis man invaliderede de børn, så måtte man jo skride ind. Og så var den sandhed vendt. Man glemte i skyndingen at orientere om mandens politiske mandat.

Sammenlignende syn
Anprisning af egne fortræffeligheder har det jo med at invitere til sammenligning med konkurrenten. Og selv om det vil smerte mig at gå imod min nærmeste medseer, var TV2 Nyhederne netop den mandag bedre historie for historie – som vi journalister plejer at benævne sandhedens mange ansigter.
De kørte en næsten selvstændig Tvind-vinkel om en Amdi-løjtnant, der angiveligt påtog sig skylden for kommandantens gerninger, og så havde de et fyldigt indslag om det seneste Søren Pind-stunt med at fjerne mellemskatten, og ved at tage det helt alvorligt, fik de det til at fremstå
lige så ufrivilligt komisk som så meget andet, denne politiske evighedskonfirmand disker op med.

Krimiporno
Men TV2 Nyhederne ville ikke være sig selv, hvis det
ikke var for krimiporno og selvfejring – TV-Avisen skyr det første, og dyrker det sidste mindre larmende. Man er vel ældst. I TV2 så vi Jörg Haider fortælle, at han alligevel havde opgivet et landspolitisk comeback efter at være blevet passet truende op foran et supermarked.
For så i næste splitsekund at stille tilbage til studiet, hvor man med en undertone af verdens snarlige undergang kunne fortælle, at tre mand var trængt ind i en massageklinik og havde skudt en fjerde. Vist nok. Eller var det Haider? Hvad skal vi dog med den slags nyheder? Afspadserer Niels Brinch aldrig? For TV 2 Nyhederne virker nattelivet som en døgnåben Station 2. Intet perspektiv. Kun kvarte sandheder. Dagen efter viste det sig, at der var skudt med løst krudt. Altså i massageklinikken.
Til gengæld endte et andet indslag med at binde nogle ender smukt og provokerende sammen. Suk, sagde vi ellers, da Nyhederne annoncerede et indslag om, at Anders og Peter Lund Madsen havde vundet en million kroner til Folkekirkens Nødhjælp i en velgørenhedsomgang af TV-2-quizen Hvem Vil Være Millionær, men de to brødre var ikke ude på selvpromoverende small talk.
Istedet fortalte de, at de havde stillet op, fordi de ikke kunne holde ud at bo i et land med så stort et moralsk underskud og så kortsigtet en provinsialisme som den, der kendetegner en u-landsbistandsbeskærer som Søren Pind. En sandhed, der sved, fordi den så uventet blev sat ind.
Lidt på samme måde, bare med modsat fortegn, endte det i Kurt Strands Profilen. Normalt er Strand enten for skolelærerdocerende eller moraliserende for mig, men han havde gjort regning uden gæst tirsdag.
Jens Christiansen, nyvalgt partisekretær for de identitetsforvirrede Socialdemokrater, faldt ikke i Strands befamlende bagholdsangreb, men var sig selv hele vejen. Faktisk lignede det et mediegennembrud. Han virkede som en mand, hvis mellemnavn er integritet. Al snak om Nyrups arvtager fik et nyt perspektiv i de tyve minutter, Jens Christiansen profilerede sig selv. Det lignede til forveksling sandheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her