Læsetid: 4 min.

Schröder har øje for vælgerne

Det så sort ud, men outsideren Gerhard Schröder er vant til at kæmpe – det viser hans personlige livshistorie. I morgen kommer belønningen
21. september 2002

Kansleren
BERLIN – Han løfter armene over hovedet og samler hænderne. Sejrssikker. Hænderne slipper grebet om hinanden, mens pege- og langfingrene af sig selv danner V-tegn. Sejrssikker.
Tilhængernes hyldest slår sammen om ham.
»Wir schaffen das,« står der på scenens bagtæppe.
Det skal nok gå, vi klarer den.
Scenen har gentaget sig overalt i Tyskand i den forløbne måned, og nu er det ikke længere en påstand: Gerhard Schröder er tilbage.
Meningsmålingerne fortæller, at hans SPD kan gøre sig håb om at erobre op mod 40 procent af stemmerne ved valget i morgen.
De andre, de konservative og deres medierådgivere har undervurderet ham – ligesom alle andre har undervurderet ham, underhunden, isenkræmmerekspedienten, aftenskoleeleven.
Ydmygelserne, de hårde odds, ønsket om social accept var hans brændstof. Han skulle vise dem. Og han gjorde det.

Ønsket om accept
Gerhard Schröder kommer fra kår så fattige, at man knap kan forestille sig det i dag. Han blev født i 1944, få måneder efter faderen Fritz’ død. Familien var på fattighjælp, Gerhard måtte holde pantefogeden fra døren og gik i nabodrengens aflagte tøj. Han følte det som en brændende ydmygelse.
Tidligt blev han en slags erstatningsfar for sine fire søskende, dér lærte han ledelse. Han kom i lære hos en isenkræmmer, og dér ved disken slog det ham: »Du er mere værd!« Han startede på aftenskolen, ville på universitetet, være jurist.
På fodboldbanen slap han sine frustrationer ud, som han engang fortalte en amerikansk diplomat: »Jeg spillede fodbold, som jeres negre løber, for at få social accept.«
Hans rustikke forsvarsspil gav ham tilnavnet ’Acker’ – mosleren.
Sammen med nogle kammerater fra universitetet åbnede han et advokatkontor i Hannover, men han var forlængst politisk vakt. Blandt ungsocialisterne (Juso) gav han den som marxist, adgangskravet for at komme i ledelsen, uden at ideologien interesserede ham som andet end stafage – han ville have magt, kom i Forbundsdagen i 1980 under kansler Helmut Schmidt (SPD).
Da Helmut Kohl (CDU) væltede Schmidt to år efter, forstod Schröder, at han måtte gå en omvej for at nå magten. Han fik bokset sig frem i Niedersachsens SPD, i 1990 satte han sig til rette som ministerpræsident med De Grønne som koalitionspartner.
Hans mål var resultater, hans værktøj konsensus: Da et industrikonsortium ledte efter et testområde til den højteknologiske magnetbane Transrapid, fik Schröder formildet de vrangvillige grønne. Han fik overtalt konsortiet til at finansiere fredningen af et tilsvarende stort stykke natur.
SPD brød sig ikke om outsideren. Schröder manglede ydmyghed, taktfølelse, var uberegnelig.
»Hvad skal man i politik, hvis man ikke vil have magt,« spurgte han og ville mere. Allerede i 1994 følte han sig klar, og indledte mobningen af Rudolf Scharping, som tabte til Helmut Kohl.
»Jeg har klaret den,« hviskede Schröder selvbevidst – og han gjorde det. Fire år efter blev han kansler, underhunden havde nået magtens tinde.
Nogen egentlig vision havde han stadig ikke, men han ville skabe resultater i enighed. Han ville lede ligemænd og fortsatte sin konsensuspolitik – atomkraftens afskaffelse med atomindustriens accept, flere job med hjælp fra arbejdsmarkedets parter. Atomkraften lykkedes, med beskæftigelsen led han fiasko.

Statsmanden
Nu er det alvor igen. Gerhard Schröder har turneret landet fladt, kæmpet for sit genvalg iført skjorteærmer og flagrende slips. Et nederlag vil være den totale ydmygelse, for ingen anden tysk regerinsleder er blevet afvist af vælgerne efter blot én periode.
Han bliver nødt til at kæmpe, og han er alene.
Sin valgkamp styrer han selv. En spindoktor ejer han ikke. Når han har brug for et råd, ringer han hjem til fru Doris eller spørger en af de omtrent 40
håndplukkede medarbejdere, som han tog med fra Hannover.
Da vandet steg i Østtyskland, fortalte hans instinkt ham, at han skulle handle hurtigt. Og når han vil skabe konsensus, lodder han folkestemningen ved hjælp af meningsmålinger. Især Forsa-instituttettet står ham nært. Forsa-chefen Manfred Güllner er »noget i retning af kanslerens guru,« mener Financial Times.
»Jeg ved, hvor jeg kommer fra. Jeg ved, hvor jeg hører hjemme,« hævder han – og klæder sig i skræddersyet italiensk habit.
Rejsen gennem livet fortsætter. Gerhard Schröder er nået langt, men har han noget at gøre med den isenkræmmerekspedient, han var engang? Husker han andet end ydmygelserne? Kan han stadig udnytte sin herkomst? Er han overhovedet troværdig?
»Han er statsmanden, han har ingen problemer med sin troværdighed,« bedømmer Torsten Schneider-Haase, der er meningsforsker ved analyseinstituttet Emnid.
»Willy Brandt Brandt og Helmut Schmidt løb jo heller ikke rundt i kedeldragt.«
Valget er en opgave, der er fordelt mellem partiet og Schröder, forklarer Torsten Schneider-Haase.
»Schröder skal trække vekselvælgere til sig, mens partiet betjener stamvælgerne. For at vælge Schröder behøver man ikke være en overbevist socialdemokrat, og de overbeviste socialdemokrater stemmer SPD på trods af Schröder. Under
valgkampen skal man have andre vælgergrupper i tale; det var det Schröder gjorde i 1998, da skuffede konservative valgte ham på trods af SPD. Det gælder om at få de ekstra 10 procent. De 30
procent, man har i forvejen, behøver man ikke kæmpe for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu