Læsetid: 1 min.

Skakchok i Moskva

Verdensholdet fører over de russiske favoritter
10. september 2002

Skak
Som en slags efterfølger af de berømte skakmatcher mellem Sovjetunionen og ’Resten af verden’ (Bent Larsen brillerede i Beograd i 1970 som førstebræt på verdensholdet) har man i Moskva indledt en ti runder lang dyst mellem Rusland og ’Resten af verden’.
Med stjerner som Kasparov, Kramnik, Morozevich og Karpov i spidsen er russerne selvsagt tårnhøje favoritter, og det har derfor været noget af et chok for dem, at »Verdensholdet« har vundet de to første runder med henholdsvis 6-4 og 51/2-41/2.
I første runde led Garri Kasparov et af sine sjældne nederlag, da han med de sorte brikker blev besejret af den velspillende ukrainer Vassily Ivantjuk efter 37 træk, mens Karpov med de hvide brikker måtte kapitulere til Ilja Smirin fra Israel. Eneste russiske vinder i den runde var Alexander Grisjuk, der nedlagde matchens eneste kvindelige deltager, 26-årige Judit Polgar fra Budapest, mens verdensmesteren Vladimir Kramnik hidtil har ladet sig nøje med remiser.
I anden runde fik Karpov atter smæk, denne gang af det aserbajdsjanske stortalent Teimour Radjabov, mens Kasparov som hvid måtte nøjes med remis mod ungarske Peter Lekó.
En samlet russisk gevinst på 51/2-41/2 i 3. runde har rettet en smule op på tingene for favoritterne, men verdensholdet fører sammenlagt med 16-14 inden 4. runde, der bl.a. byder på prestigeopgørene Kasparov-Shirov og Anand-Karpov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu