Læsetid: 2 min.

Skuffelse på topmøde

Mens verdens ledere holdt deres taler, blev de synlige resultater af topmødets forhandlinger mindre og mindre
3. september 2002

Johannesburg 2002
Skuffelsen breder sig på topmødet i Johannesburg. »Det ligner mest af alt en rituel krigsdans på det samme sted,« siger formanden for de danske folketingsmedlemmers delegation, Jann Sjursen (Kr.F).
Mange af verdens ledere prøvede ellers i deres officielle taler at give topmødet ny luft under vingerne.
»De fattige i verden tror på, at vi er kommet rejsende fra alle hjørner af vores fælles klode til menneskehedens vugge i Afrika for at finde svar på spørgsmålene: Hvad skal vi gøre, hvad bør vi gøre? Hvorfor handler vi mennesker ikke, når vi har midlerne til at overvinde problemerne,« sagde værten, Sydafrikas præsident Thabo Mbeki.

De fattiges forventning
»Jeg er sikker på, at de milliarder af mennesker, vi har mandat fra, forventer et meget klart svar. Dette topmøde må og skal sætte konkrete mål for virkeliggørelsen af en ny global udvikling, der fører til udryddelse af fattigdom og beskyttelse af Jordens økologi,« sagde Thabo Mbeki.
Efter lange, hårde natteforhandlinger er topmødets store handlingsplan på mere end 100 sider dog ikke præget af nye tilsagn eller ny klarhed om mål og midler. De spiser os af med platheder, der er ingen særlige fremskridt, siger ECO, sammenslutningen af de fleste internationale udviklings- og miljøorganisationer her på stedet. Topmødets generalsekretær, Nitin Desai, taler heller ikke om fremskridt, men dog om »bekræftelse af viljen til at virkeliggøre gamle mål.«
»Hvis folk er skuffede, så er det, fordi de har haft for høje forventninger,« mener formanden for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo.

Vækst før miljø
Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i sin tale, at fattigdom skal bekæmpes med bæredygtig økonomisk vækst og øget markedsadgang.
»Det er ikke bæredygtigt og det er uacceptabelt, at 15 procent af verdens befolkning dominerer verdens velstand og modtager 80 procent af indkomsterne.«
»Vækst og udvikling er vitale for os alle. Kun hvis folk har mad til sig selv og deres familier, kan se deres børn gå i skole og vokse på med en virkelig fremtid og møder livet med en følelse af håb, kan de også tillade sig den luksus at tage vare på deres skove, deres luft, deres vand og deres mad,« mente han.
»Det var en sært gammeldags tale uden vingesus. Den kunne være skrevet for 15 år siden. Anders Fogh Rasmussen er ikke på højde med de progressive danske virksomheder. Spørgsmålet i dag er ikke om vi skal have økonomisk vækst, men hvilken slags vækst, vi skal have. Hvordan man integrerer den miljømæssige, den sociale og den økonomiske udvikling,« siger Lars Georg Jensen fra Verdensnaturfonden.
FN’s generalsekretær mindede om de 13 millioner mennesker, der er truet af sult tæt ved Johannesburg.
»Ansvarlighed er det begreb, der omfatter alt, hvad vi håber at nå her i Johannesburg,« sagde Kofi Annan.
»Og lad os se den ubehagelige kendsgerning i øjnene: Vores tilvante udviklingsmodel har været god for de få, men fejlslagen for de mange. En vej til velstand, der ødelægger miljøet og efterlader menneskehedens flertal i elendighed, vil vise sig at være en blindgyde for alle.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her