CNN
Netop nu for øjnene af os. Under denne overskrift skrev jeg den 11. september 2001 direkte ned hvad jeg sad og så på CNN mellem kl. 16:17 og 17:26. Essensen af det, jeg skrev stod i underrubrikken: »Det er det rene ragnarok at se på, og det er umuligt i dette øjeblik bare at gætte på, hvor mange mennesker der omkommer i disse sekunder.«
I går så jeg så igen CNN, denne gang fra morgenstunden for at få et indtryk af, hvordan stationen servicerede nationen. Da jeg måtte forlade udsendelsen for at skrive dette, var man på Ground Zero i New York i gang med at læse navnene op på de omkomne, hvilket var beregnet til at vare otte timer. Alligevel er ofrenes antal langt mindre, end man måtte frygte, da man live iagttog sammenstyrtningen af de to tårne med knap en halv times mellemrum. Udsendelsen, som skulle dække hele døgnet, blev kaldt Americans remember med underrubrikken »one year later«. Aaron Brown sad atter i CNNs New York-center med det samme vue bag sig som sidste år, blot (hvis man tør bruge det udtryk her) nu to skyskrabere fattigere.
Med sig havde han kollega Paula Zahn. Fra Pentagon raporterede Wolf Blitzer, fra Ground Zero Bill Hemmer, fra Bagram Airport i Afghanistan Christiana Amanpour, fra Det Hvide Hus Kelly Wallace, Carolyn Lin fra Shanksville, Pensylvania (hvor det fjerde fly styrtede ned) og Patty Davis fra Reagan National Airport ved Washington, som nærmest var mennesketom. Jeg fangede ikke, hvem der raporterede fra Sct. Pauls Cathedral i London men hermed har jeg stort set remset skuepladserne op for det meste af dagen.
Selvfejring
Det blev i meget stor udstrækning en udsendelse om, hvad CNNs mange reportere rundt om i verden huskede fra sidste års 11. september. Where we were kaldte de simpelthen disse afsnit, som alternerede med ti historier om Heroes, hvoraf jeg så to. En om en kvindelig brandmand, som reddede sit eget liv to gange foruden en del andres, men som mistede 343 kolleger i de to tårne. Den anden heltehistorie var om en telefondame på et nødopkald, hvor de modtog 55.000 opkald, deraf et stort antal fra folk, der var spærret inde i tårnene.
Man kunne næsten mistænke, at det var et tilrettelagt dramatisk trick, da det ved 8-tiden amerikansk østkysttid blev meddelt, at takket være informationer fra FBI om nye terroraktioner var alle amerikanske militærstyrker verden rundt sat i højeste alarmberedskab, og antimissilerne rundt om Washington var blevet forsynet med sprængstof. Det smuttede ud af munden på Paula Zahn: »Mon denne meddelelse nu er troværdig?«
Da vi nærmede os tidspunktet på dagen for det første flys sammenstød med det første tårn, sagde Aaron Brown: »Nu er det tid at vende blikke væk fra skærmen.« Det gjorde jeg ikke og oplevede billeder af en gru, jeg aldrig før havde set, selv om det ikke har skortet på genbrug af reportagerne fra den uhyggelige dag.
Det ligger gud ske lov ikke i mit kommissorium at omtale endsige kommentere præsident Bushs tale ved det genopbyggede Pentagon. Men hele den øvrige udsendelse, så langt jeg så den, lå på linje med præsidentens svada og var et klart udsagn om, at det amerikanske folk ønsker hævn. Jeg nåede ikke at høre en enkelt tale om, at der måske var andre veje at gå end hævn og krigsførsel og undertrykkelse. Men det var jo nok fordi de gode amerikanere der kunne finde på at sige noget sådant, og hvoraf der er mange, simpelthen ikke fik lov at komme til orde på denne memorial dag, hvor der skulle være frit løb for tårer, sorg, nationalisme og gudsfrygt.
Den eneste, som var inde på begrebet næstekærlighed og respekt for andre, var Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tuto, der talte ved ceremonien på Ground Zero. Men selv hans ord var pakket så vel ind, at tilhørerne næppe har lagt mærke til dem.
