Læsetid: 4 min.

Spektakulært hjertebræk

Sangeren og sangskriveren Beck, lyder på sit ottende album som en mand lutret af kærlighedens smerte med mageløst resultat til følge
24. september 2002

Nye cd’er
Da Beck tilsyneladende dukkede op ud af intet i 1994 med megahittet »Loser« og det tilhørende album Mellow Gold, bragte han en ny lyd og attitude til samtidens musikscene, idet han trods sine dengang kun 24 år tydeligvis havde en direkte linje tilbage til den amerikanske førkrigstradition ved countryblues-artister som Leadbelly, Blind Willie Johnson og Mississippi John Hurt, samtidig med at han havde fuldstændig fod på samtidens hiphop- og electronica-kunstneres stilgreb. Fusionen af akustisk guitar og sampler var mageløs og dertil kom et overmåde vidtforgrenet sangskrivningstalent, som ned gennem årene har ført ham hid og did i musikhistorien.
Beck kan være festlig og funky som bare fanden – hør mesterværket Odelay, en hjørnesten i 90’ernes musikkultur – men også stilfærdig og indadvendt akustisk. Det er sidstnævnte stemning, der dominerer hans ottende album, det fremragende Sea Changes, hvor vi møder en mand, der er blevet lutret af den der satans kærlighed.
Man tør roligt sige, at han har produceret Generation X’s bud på Bob Dylans mesterlige Blood On The Tracks, idet lytteren oplever samme dybtstikkende og rundtossede fornemmelse hos Beck som Dylan.
Enhver, der er snublet på kærlighedens vildveje og i processen slået sig eftertrykkeligt, vil kunne nikke genkendende til de trøstesløse scenarier, der oprulles her: »These days I barely get by/ I don’t even try«, som det lyder på åbningsnummeret »The Golden Age«. Andre vil kunne glæde sig over de fine sange og den udsøgte produktion, mens de i ramme alvor bør overveje, om de orker give sig i kast med kærlighedens udmarvende projekt.

Britiske referencer
Hvor referencerne på Becks tidligere albums har lydt udpræget amerikanske, er det den dér postcoitale tristesse, der prægede britisk musik i starten af 70’erne, der toner frem her.
Ovenpå det store frigørende – men også fejlslåede – 60’ertrip, hvis utopiske målsætninger klarede sig skidt i de hverdagskampe, der skulle til for at realisere bare en flig af drømmen, voksede en indadvendthed frem, der stod fadder til singer-songwriter-genren, som kulminerede i 1971-76 og i USA blev varetaget af James Taylor, Carole King, Neil Young, Joni Mitchell m.fl.
Den britiske scene bød på mere kantede stemmer, såsom den guddommelige Nick Drake og den udfordrende Richard Thompson, mens John Lennon post-Beatles satte nye grænser for hudløs selvgranskning med sine første soloplader og den oprindelige Pink Floyd frontfigur Syd Barrett udsendte to plader, der udgjorde en auditiv parallel til et syrefremkaldt personlighedssammenbrud. Man kan dog finde ekko – de store orkesterarrangementer! – af den bizarre amerikanske kunstnerinde Judee Sill på Sea Change, men ellers er det de nævnte britiske kunstnere, der rinder én i hu, når man har tilbragt lidt tid sammen med de 12 sange på Becks seneste mesterværk.
Bruddet med Becks faste kæreste gennem mange år sætter dagsordenen her. Det gør det faktum, at den gode Beck efterhånden er blevet 32 også. Ungdommeligt overmod er erstattet af resigneret accept af altings – inklusive kunstnerens egen – forgængelighed, hvilket giver sangene såvel en anden alvor som en ny klangbund i forhold til tidligere udgivelser. Også selvom pladen i tone kan minde lidt om 1998’s Mutations - det er den fra Radioheads OK Computer så kendte Nigel Godrich, der har leveret stemningsmættet produktion i begge tilfælde – især dennes klagende og uforglemmelige »Nobody’s Fault But My Own«, men på Sea Change stikker sorgen dybere og smerten er til at tage og føle på: »We’re just holding on to nothing/ To see how long nothing lasts ...«, som det hedder i »Paper Tiger«.

Diskrete modhager
Hvad der virkelig gør indtryk er Becks stemme. Ligner han til evig tid en renskuret gymnasiestuderende, er stemmen dyb og rig på nuancer. Beck formår ubesværet at omsætte teksternes skær af det fatale til gribende performances og selvom melodierne ikke går i lytteren med træsko på, er det vel også i situationer som denne, man har brug for listeskoene. Pladen vælter ikke lytteren ved første høring, men efter at have snurret et par gange viser den sig til gengæld at besidde diskrete modhager, hvilket gør den svær at få ud af systemet igen. Flere af disse sange om længsel, tab og resignation skal nok give anledning til såvel refleksion som tårer hos de ensomme sjæle, der sidder rundt omkring og plejer kærlighedssår med samme intensitet som krigsveteraner deres ar.
Selvom han backes op af sit faste band og ved flere lejligheder indhylles i en mindre indsø af strygere – arrangeret af Becks fader, David Campell – er det dog lyden af en fortabt mand, som helt alene i verden kommunikerer sin smerte direkte ud til lytteren, der står ud af ens sagesløse højttalere. Han lyder virkelig forladt. Det store ved projektet er manglen på selvmedlidenhed og den patos, der uundgåeligt er at finde på projekter af denne art, holdes i skak af sammenbidt resignation og vemodig stolthed. Det er smukt, det er gribende, det er mesterligt og det er svært at ryste af sig. Bør katalogiseres under rubrikken Spektakulært Hjertebræk, hvor den hører hjemme.

*Beck: Sea Change (Arista/Universal) Produceret af Nigel Godrich.

*www.beck.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu