Læsetid: 3 min.

Et stænk af flydende Ajax

I går var næsten som i de gode gamle dage med flydende Ajax – hvor Brøndby en hvid tornado spulede banen for stribede OB’ere
16. september 2002

Fodbold
Med én undtagelse har Superligaen skiftet tophold hver uge siden sæsonstarten den sidste week end i juli.
Ottende omgang blev ingen undtagelse fra den regel, som FC København er eneste undtagelse fra. De fynske førerhunde fra OB blev slået 2-0 på Brøndby stadion af de danske mestre, som ikke havde vundet de tre foregående kampe.
AaB som i onsdags tabte til OB gik til tops for tredje gang med en meget smal 1-0 sejr over Silkeborg, der brændte et straffespark.
Esbjerg, der i de to foregående runder havde slået FCK 3-0 og spillet uafgjort i Brøndby gik helt ned med 0-6 til bundholdet Viborg. Hvormed det er fastslået, at der ikke er et rigtigt tophold i Superrligaen, selv om FCK efter to nederlag slog AB 1-0.
Inden OB gik på banen i Brøndby, havde fynboernes træner Uffe Pedersen sagt:
»Vi har ikke været særligt gode, når vi mødte Brøndby på Vestegnen. Vi har heller ikke formået at spille godt, når vi har ligget nummer 1 i Superligaen. Det vil vi prøve at ændre denne gang, men selv om vi kommer til Brøndby som førerhold, så kan vi ikke bare gå ud og spille vildt offensivt. Det er naivt at tro, at man kan gå ud og presse Brøndby og dirigere spillet. Prøver vi det, risikerer vi at rende os en staver i livet.
»Nok er vi nummer et, men vi har fået vores points mod holdene fra den nederste halvdel af Superligaen. Alt kan ændres de næste tre runder, hvor vi møder hold fra toppen, Brøndby Esbjerg og FCK.«

Topfodbold kræver mod
Men den 48-årige fynbo, der er på sin blot tredje måned som Superliga-træner, sagde også, at OB skulle spille med det mod til at vinde, som et tophold skal have for at bære begrebet tophold.
Det kom OB nøgternt set aldrig til.
Uden den skadede stopper Jan Sønksen og midtbanespilleren Ulrik Johansen, der var blevet syg natten til søndag måtte træneren møblere og ofre den normale midtbane-diamant for en flad bred fire-mandskæde. Tanken var at holde Brøndby væk de første 20 minutter, stresse og frustre dem ved at forhindre scoring – og så slå contra.
Det holdt 17 sekunder.
Så kort tid efter dommer Steen Pedersen havde fløjtet op til topkamp, for øjnene af blot 12.338 tilskuere på Brøndby stadion, blev der sparket til de fynske forberedelser, da Peter Madsen strøg lodret igennem det passive fynske forsvar, hvor styrmand Michael Hemmingsen var sat totalt af.
Heldigvis har OB i Karim Zaza, som FCK af besynderlige grunde ikke kunne bruge, Superligaens mest stabile og effektive keeper. Han fik blokeret Madsens udmærkede afslutning med knæet.
Men 3,30 minutter senere væltede OB’s planer definitivt, da Mads Jørgensen sparkede Mattias Jonsson præcise indspil i nettet til 1-0 fra ’klods hold’, som de siger i det Rosenborgske Trondheim.

Hvid tornado
Opspillet var det hurtige, præcise kombinationsspil, som Michael Laudrup har terpet med Brøndby-spillerne træningstime efter træningstime siden den 1. juli. Fra Auri Skarbalius frem til Peter Madsen, bagud til Thomas Kahlenberg, dybt ned i venstre side til Mattias Jonsson sprintede bolden med stillestående OB’ere som forstenede vidner.
Bolden løb så præcist, så timet og så stærkt som dengang Laudrup selv kombinerede med i Barcelona og Amsterdam.
Det var som i de gode gamle dage med flydende Ajax – hvor Brøndby en hvid tornado spulede banen for stribede OB’ere.
Okay det blev ved stænk af fodbold a la flydende Ajax, men Michael Laudrup-skeptikerne, der har haft frit spil i nogle uger med gul-blå måltørke og tåbelige spekulationer i Laudrup som første fyrede træner i denne sæson, fik noget andet at tænke over.
Ved første træffer og i opspillet til den anden, der førte til det hjørnespark, som Morten Wieghorst pandede ind i nettet til 2-0 demonstrerede Brøndby det løbende, lette kombinationsspil, som træner Laudrup eftersøger. Men som det også tager meget tid, at få til at lykkes.
Som sådan var den intense, men ikke vildt velspillede kamp et skridt på vejen for Brøndby. Nok er mestrene stadig på 8.pladsen i Superligaen, og nok var der kun stænk af flydende Ajax i deres spil. Men det bevæger sig i Brøndby, og der blev taget fra mod de fysisk stærke fynboer, som dog ikke fik lov at vinde de fleste og afgørende nærkampe.
Faktisk havde OB halvanden chance i kampen, den største til Søren Berg, hvis buede bløde hovedstød Mogens Kroghs fik drejet uden om mål med en meget lang, strakt venstre.
Tilbage står, at det er med udelt bekymring, at man ser Brøndby, OB, FCK og FC Midtjylland tage ud i Europa i den kommende uge. UEFA Cup-klassen er svær at se.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her