Læsetid: 4 min.

Den største af dem alle er ...

Blandt USA’s præsidenter rager kun få op, men de tårner til gengæld gevaldigt
10. september 2002

Topembedet
Når George W. Bush søger at rejse sig som en stor amerikansk lederskikkelse, har han de historiske odds – og forfatningen – imod sig.
Blandt USA’s 42 forudgående præsidenter har nemlig kun få formået at sætte sig varige spor. En del af forklaringen er den amerikanske grundlov. Den deler på forbundsplan skarpt beføjelserne mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt – og giver enkeltstaterne et stort råderum.
Det betyder, at præsidenten for at hævde sig skal være i stand til at spille på hele systemet: Overtale, lokke, true og kunne mobilisere vælgerfolket mod sine modstandere. Præsidentens personlighed skal virke i pagt med tidsånden.
Det formåede demokraten Franklin D. Roosevelt, der er den usædvanligste blandt præsidenterne. Alene af den grund, at han blev valgt til embedet hele fire gange: 1932, 1936, 1940 og 1944. Hans succes gav republikanerne en sådan skræk for populære demokratiske folkeførere, at de i 1951 fik gennemført en forfatningsændring, der kun muliggør to ’præsidentperioder’ til samme person.

Vigør trods lammelse
Også på andre måder skilte Roosevelt sig ud: Han kom fra en særdeles velhavende overklassefamilie, men blev den, der under 1930’rnes krise stod som de forarmedes bannerfører – under heftige republikanske beskyldninger for ’klasseforræderi’.
Ved sin handlekraft, som datiden fik indtryk af gennem hans varmt vibrerende radiostemme, blev han opfattet som en præsident i konstant bevægelse. Kun et fåtal var klar over, at et polioangreb i 1921 havde lammet hans ben, så han måtte bæres eller køres rundt og på talerstolen stå fastlåst i benskinner.
Om Roosevelts kamp mod polioen skriver Erling Bjøl i sin USA-historie, at den gav »en karakterstyrke, som siden gang på gang overraskede folk, som lod sig narre af hans muntre, næsten affable og til tider pjankede væsen. Som præsident var han selv i de mest overrumplende krisesituationer fuldstændig koldblodig.«
Og kriser var der nok af i Roosevelts præsidenttid. Først det økonomiske sammenbrud, som han formåede at få kongressen til at indføre hektisk lovgivning imod. Dernæst da USA’s højesteret erklærede væsentlige dele af lovene forfatningsstridige. For at bryde domstolenes åg, søgte Roosevelt beføjelse til at udnævne et antal ekstra dommere. Det gav ham hans alvorligste nederlag i en kongres, der frygtede præsidentdiktatur. Problemet løste imidlertid sig selv, da et antal aldrende dommere valgte at gå på pension, hvorved præsidenten kunne udnævne progressive afløsere.
Da USA’s økonomi i 1939 endelig begyndte at komme i gang, skyldtes det en ny krise, nemlig den truende krig i Europa, der gjorde Storbritannien og Frankrig sultne på amerikanske leverancer. Roosevelt måtte styre mellem en isolationistisk kongres og britiske bønner om bistand efter Frankrigs fald i 1940. Japans angreb på Pearl Harbor i 1941 bragte USA ind i krigen, men nu på to fronter. Roosevelt blev den, der mobiliserede USA som ’demokratiernes arsenal’. Mellem Stalins fremadstormen og Churchills imperienostalgi søgte Roosevelt at skabe et FN, der kunne sikre fremtidens fred og velfærd. Opslidt døde han i april 1945.

Den trængte Truman
Blandt dem, der i betydning kommer tæt på Roosevelt, er hans efterfølger, Harry Truman, som pludselig stod med opgaven at føre krigen til ende og sikre freden. Sovjetunionens erobringer og Stalins indsættelse af vasal-regeringer udløste i USA et højrereaktionært tilbageslag, så Truman var trængt både udenrigs og indenrigs. Alligevel formåede han at vinde valget i 1948 og få gennemført epokegørende initiativer som Marshall-planen og oprettelsen af NATO.
Truman var også den, der fik samlet FN mod Nordkoreas overfald på Sydkorea i 1950. Men den langstrakte krig opbrugte hans goodwill hos vælgerne.
Vietnamkrigen bragte samme skæbne over Lyndon B. Johnson, der med sine evner til at gelejde kongressen søgte at gennemføre et ægte amerikansk velfærdssamfund. Krigen betalte Johnson med lån, og det førte USA i et årtier langt økonomisk uføre.

Lincoln og Teddy R.
Blandt republikanske kandidater til betegnelsen ’store’ præsidenter er Abraham Lincoln og Franklin Roosevelts grandfætter Teddy Roosevelt.
Lincoln, fordi han med sin stilfærdige veltalenhed og vision om et forenet USA’s vældige potentiale bar landet igennem rædslerne i borgerkrigen 1861-65. Ophævelsen af slaveriet blev undervejs Lincolns mest vidtrækkende handling. Men den udsoning efter krigen, som han hele vejen igennem havde ivret for, afskar en snigmorders skud ham fra – tre dage før krigsafslutningen. Resultatet blev, at Syden hensank i mere end 100 års stilstand og selvundertrykkelse.
Teddy Roosevelt måtte slås mod en anden slags fjende, nemlig den røverkapitalisme, der hærgede USA omkring år 1900. At han med sin egen overklassebaggrund søgte at bryde oligarkernes magt, gjorde ham til en foregangsskikkelse for Franklin. Også Teddy var en modsætningernes mand: Han var en macho-storvildtjæger, men blev den, der grundlagde USA’s enestående system af naturparker. Han var kommet for skade at love kun at søge ét genvalg og måtte derfor afgå i 1909. I 1912 søgte han forgæves nyt valg som kandidat for et ’tredje’ parti, Bull Moose – Elgtyr-partiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her