Danskerne køber hvert år for milliarder af kroner fra virksomheder som McDonalds, Q8 og Nestlé. Men på trods af den store omsætning lykkes det disse firmaer at betale ingenting eller blot pebernødder i skat. Den åbenlyse skatteunddragelse forarger politikere, som lover at gøre noget ved det.
Hver dag går 145.000 danskere ind på en McDonalds og køber et måltid mad. McDonalds kalder sin forretning for en succes, og man skulle tro, at der blev spundet guld under det gyldne M.
Men selv om McDonalds har været i Danmark i 21 år, har firmaet ikke til dato præsteret et overskud. Derfor har det heller ikke betalt selskabsskat, som er 30 procent af overskud.
At burgerkæden skulle have så dårlig en forretning i Danmark undrer den anerkendte skatterådgiver Christen Amby, Humlebæk.
I DR Dokumentar-udsendelsen Skatteakrobaterne, som sendes i aften, hæfter Amby sig ved, at McDonalds Danmark har lånt penge af moderselskabet i USA til en rente på omkring ti procent, mens renteniveuaet i Danmark er ca. seks-syv procent. Det ser med andre ord ud til, at det danske datterselskab betaler uforholdsmæssigt meget til moderselskabet.
McDonalds i Danmark forklarer over for tv-journalisten Stig Andersen de mange års underskud med store investeringer. Renteniveauet på lånet fra moderselskabet vil McDonalds ikke forholde sig til.
Flytter overskud
McDonalds er langt fra ene om at præstere det ene underskud efter det andet i Danmark. Faktisk har Q8 gjort det samme siden 1984 og Statoil siden 1995.
Giganternes underskud i Danmark stikker i den grad Amby og den økonomiske vismand og professor Søren Bo Nielsen i øjnene.
»Vi bliver nok snydt, men det er svært at finde ud af, i hvor stor udstrækning det foregår,« siger Søren Bo Nielsen i DR-udsendelsen.
Ifølge udsendelsen drejer snyderiet på skattevægten sig især om, hvordan man prissætter varer, når man handler internt i et multinationalt selskab såkaldt transfer pricing.
Hvis f.eks. Nestlé i Schweiz tager for meget for den chokolade, kaffe eller babymad, som Nestlé i Danmark køber af hovedselskabet, så forbliver profitten og dermed overskuddet i Schweiz. Det kan være en fordel, hvis selskabsskatten er lavere i Schweiz, eller hvis moderselskabet kan flytte overskuddet hen til et land med lille eller slet ingen selskabsskat som f.eks. Cayman Islands.
Statoil og Carlsberg, som ejer Coca-Cola-tapperierne i Danmark, forklarer deres underskud med store investeringer, som giver skattemæssige afskrivninger.
I udsendelsen beskrives det, hvordan mindre danske firmaer som Thisted Bryghus og DK-Benzin år efter år har overskud og betaler skat.
Større indsats
I foråret har der i Folketingets skatteudvalg været adskillige debatter om transfer pricing. Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) siger nu til Information:
»Jeg vil under ingen omstændigheder holde hånden over hverken danske eller udenlandske firmaer, som forsøger at unddrage sig skat. I forsommeren tog jeg initiativ til at styrke kontrollen med de multinationale selskaber, og Told & Skats kontor for international selskabsbeskatning har jeg bevidst friholdt fra besparelser.«
Formanden for Folketingets skatteudvalg, Jens Peter Vernersen (S), mener, at Hovmand »farer frem med løs tale.«
»Told & Skats kontor for International Selskabsbeskatning bliver beskåret. Og selv om det er lidt, så er det et vigtigt signal. Og når man læser Hovmands seneste notat til Skatteudvalget om transfer pricing, så gør han meget ud af at underdrive problemet. Det er under denne regering som den forrige helt uacceptabelt så lidt, der bliver gjort for at tage fat på de selskaber, hvor der er mange penge at hente. I stedet er det den lille købmand, man går efter,« siger Jens Peter Vernersen til Information.
iha@information
FAKTA
1.200 firmaer betaler ikke skat
*Rundt regnet 1.200 multinationale virksomheder har i de seneste tre år ikke betalt en øre i selskabsskat i Danmark.
*Enhedslisten anslår, at den danske stat hvert år går glip af mellem 7 og 14 mia. kr. i skatteindtægter fra multinationale firmaer. Told & Skat taler om et såkaldt provenu på minus eller måske endda plus 1 til 1,5 mia. kroner.
*Told & Skats kontor for transfer pricing har siden etableringen i 1998 rejst sager, som har ført eller vil føre til, at multinationale firmaer får forhøjet deres skatteansættelse med rundt regnet 3,5 mia. kr., hvilket indbringer statskassen op til 1,2 mia. kr.hai
Læs mere på www.ft.dk og www.toldskat.dk
DR Dokumentar kl. 20.00 i aften.