De store penge

Totalkøb
En erhvervsvirksomhed opfører en ny bygning i mange etager. Man skal have noget på væggene. Man griber knoglen og ringer til et af den lille håndfuld gallerier, der har specialiseret sig i totalkunstudsmykning. Man holder møder og bestiller så og så mange ’enheder‘ af grafik eller malerier til de enkelte kontorer og mødelokaler, keramik, skulpturer, vægudsmykning til receptionen, etc. Det er der prestige i, men så skal kunstnernavnene også være på et vist niveau. Et forkert greb ville give prestigetab.
Galleriet fordeler opgaverne til de kunstnere, de har ’i stald‘. Det er lukrativt for galleriet – og for kunstnerne. I den ende af kunstlivet ruller millionerne.

Droppede benzinen
Jørgen Egelund fra Galerie Egelund i København er en af de store i branchen for totalløsninger. Han har haft i hundredevis af opgaver i de sidste 18 år – sammen med sin kone Kirsten, der oprindeligt havde et galleri i Søllerød, Æblegaarden. Dengang var han direktør for BP, men droppede benzinen til fordel for billedkunsten.
Blandt de største udsmykningsopgaver galleriet har haft på det sidste nævner han medicinalfirmaet H. Lundbeck, konsulent- og revisionsfirmaet Price waterhouse samt Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service i Utzon-huset ved siden af Paustianhuset i Københavns nordhavn. Også Advokatsamfundet i Kronprinsessegade har han været inde over.
»Erhvervssegmentet vil have kunsten med,« siger han, »og vi har en løbende og intens kommunikation med det.«
Ialt 25 kunstnere er tilknyttet galleriet. På listen ses navne som Per Arnoldi, Peter Bonde, Egill Jacobsen, Knud Odde, Poul Janus Ipsen, Lars Dan, Niels Reumert, Tom Krøyer – og fra udlandet bl.a. Jean Tinguely, Vasarely, Corneille og Christo.

Chefen bestemmer
– Hvem bestemmer, hvad der skal købes ind til virksomhederne?
»Nogle steder er der en demokratisk proces med en bredere involvering. Nogle virksomheder bruger arbejdspladsens kunstforeninger som rådgiver – og dem er der ca. 300 af i Storkøbenhavn,« siger Jørgen Egelund.
»Men i ni af 10 tilfælde er det topmanden (eks. direktøren), der bestemmer«. Han tilføjer: »Her kan chefsekretæren have en vis indflydelse ved at skubbe ideer ind.«
Forbindelsen mellem erhvervsliv og kunst går tilbage til salig brygger Jacobsen og hustru Ottilia, der stiftede Ny Carlsbergfondet i 1902. Den fik sin anden luft, da fabrikant Aage Damgaard (Angli-skjorter – og senere stifter af A Hereford Beefstouw-kæden) i 1966 bestilte Carl-Henning Pedersen til at udsmykke sin fabrik i Herning. Dengang noget usædvanligt, men i dag helt almindeligt. Et godt eksempel er Mads Øvlisen, der i sin tid som Novo-direktør købte ind i stor stil – og også privat er glødende kunstinteresseret, også i det mest moderne.
Alt i alt en helt anden historie end den – også sandfærdige – om den fattige kunstner og det lille, hårdt kæmpende galleri.