Læsetid: 3 min.

Store og små rum

Skulptur som natur og kultur – Ernesto Netos skulpturer trækker på de elementære naturkræfter
19. september 2002

Udstillinger
Brasilianeren Ernesto Netos skulpturer er åbne. Man kunne også sige tomme. De danner rum og nærmest flimrer af associationer.
Selvfølgelig kommer de ikke ud af ingenting. De er naturlige konsekvenser af det, der er sket i og med skulpturen op igennem det 20. århundrede.
Ikke alene er de naturlige konsekvenser, de er simpelt hen naturlige. De trækker direkte på elementære naturkræfter, først og fremmest tyngdekraften.
Passing time passing space kalder han de to værker, der for tiden kan ses i Århus Kunstbygning.
En svævende titel, der markerer bevægelse. Skulpturen som et sted, noget passerer igennem. Og det ene af de to værker har da også i høj grad en grundkarakter, der blander kategorierne skib og telt.
Et fastliggende dybt underlag, fyldt med polyesterkugler, har fået påknappet en slags overtelt, eller myggenet måske, som er hejst ved hjælp af nedhængende lodder lagt over stænger. Lodderne er en slags strømper med tung vægt i tæerne. Og hele strukturen er åben. Den er tilgængelig. Man kan gå ind i den.

Sceneskift
Gør man det, skifter oplevelsen. Set udefra er det en nærmest umådeholdent venlig ting. Dejlig let og luftig og med et flot svæv af mulig rejse mellem indre og ydre kontinenter. Går man ind, er oplevelsen en anden.
Det er meget svært at bevæge sig. Underlaget er ikke, som forventet, blødt og elastisk. Man træder helt igennem, som i høj sne eller onde drømme, og forvandles til en sær, fremmed lemmedasker af en tumling. Man kan oven i købet iagttages udefra, så drømmeskibet eller nomadeteltet bliver pludselig til et edderkoppespind eller et bur.
Man er udstillet.

Kategorier
I skulpturmæssig sammenhæng har Netos værker i hvert fald rødder tilbage til Alexander Calders mobiler, der lod naturkræfterne komme til leg eller i spil. Direkte. Også til hele bølgen fra de amerikanske happenings i 1950’erne, især Oldenburgs bløde objekter. Og især til den overvejende italienske Arte Povera fra 1970’erne med dens interesse for materialers karakter og for mulige, men ikke bestemmende naturvidenskabelige aflæsninger. Men teltet eller skibet her er specielt ved sin kombination af total imødekommenhed og snigende fjendtlighed.
Udstillingens anden skulptur, anbragt i Kunstbygningens rotunde, er mere ligetil. En struktur af nedtyngede og udstrakte strømper hænger frit i rummet, skønt naturligvis ophængt, og de nedtyngende elementer i strømpernes bunde er tropiske krydderier i varme farver. Nederst på væggene kravler en slags ravhalsbånd af modellervoks.
Måske er der tale, alt i alt, om en mental tilbagerejse. Fra Brasilien til Europa, med en last af krydret erotik, for skulpturerne er måske først og fremmest erotiske i deres symbolik og kropslighed.
I så fald er det samba, der vil noget. Man ved ikke helt, hvad det er.

Fortsat Flux
Det gør man for så vidt heller ikke, hvad angår den unge Anders Hellsten Nissens 1:87 på Banegården i Århus.
Den hedder sådan, fordi den er anbragt på en græsplæne i banegårdens modelbaneanlæg, som er i den skala.
Udstillingen blev afsløret i optakten til festugen med en lille fernisering, arrangeret af Jernbanemuseet i Odense, der står for driften af landets tre offentlige modeljernbaner. I Århus, København og Ålborg, men den i Århus er langt den mest populære.
Jeg har selv fulgt den, siden den kørte med små rødhjulede damplokomotiver og propper jævnligt penge i den for at se togene køre.
Landskabet er jo en klar drøm. Et stykke Sydtyskland eller Svejts nærmest, og det landskab har selvfølgelig altid manglet lidt kunst.
Med sit påfund, der ikke udelukkende bør opfattes som en spøg, kommenterer den unge skulptør klart den til tider temmelig hysteriske debat omkring anbringelse af skulpturer i det århusianske bylandskab.

Rum
Indre og ydre, store og små. Rummet er alting. Og skulpturen findes over det hele. Formerne skifter måske, men ikke mere, end at man stadig kan finde dem som sten på vejene og grene i skoven.
Eppur si muove, som Galilei sagde.

*Ernesto Neto: ’Walking in Venus’ og ’Puff’. Århus Kunstbygning. Til 6. okt.

*Anders Hellsten Nissen, 1:87. Banegården i Århus. Permanent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu