Læsetid: 1 min.

’Strejken har forkert adresse’

Regeringen fralægger sig ansvaret for forringelser i gymnasiet og sender bolden videre til amterne
6. september 2002

Torsdag strejkede 40.000 elever fra 115 af landets gymnasier. I alle større byer landet over mødtes gymnasieelever for at udtrykke deres utilfredshed med regeringens besparelser på uddannelsesområdet.
Det forstår man ikke noget af hos regeringen:
»Det hele er en stor fejltagelse, hvis strejken altså skal forstås som en strejke mod regeringen, for det drejer sig ikke om regeringens politik, men udelukkende om amternes prioriteringer,« siger uddannelsespolitisk ordfører i Venstre, Gitte Lillelund Bech, til Information.
I følge hende er amterne blevet tilført 1,5 milliard kroner, hvoraf kun 1,2 milliard var øremærket sygehusvæsenet. Resten kunne amterne selv disponere over.
Den fortolkning er Morten Homann, uddannelsespolitisk ordfører i SF, ikke enig i.
»Netto er amterne ikke blevet tilført penge, og de få midler, amterne har til rådighed, er øremærket sygehusene. Derfor går det ud over undervisningskvaliteten på gymnasierne«, siger han, og tilføjer:
»Det er godt, at gymnasieeleverne tager sagen i egen hånd og viser, hvilke konsekvenser regeringens politik har for undervisningen. Det er jo deres undervisningskvalitet og dermed deres fremtid, det går ud over«.
Uddannelsespolitisk ordfører i Socialdmokratiet, Carsten Hansen, bakker også op:
»Jeg kan godt forstå, at de demonstrerer. Regeringen havde lovet dem ’ungdommens finanslov’, men i stedet kan de se frem til massive nedskæringer. De få penge, de bliver tilført, er penge, der i forvejen er taget fra dem – det er som at fodre hunden med sin egen hale«, siger han til Information.
»Det skyldes, at regeringen er presset af sit eget skattestop,. Den er kommet ud på et vildspor, hvor den bliver nødt til at skyde skylden videre – til amterne .«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her