Læsetid: 5 min.

Sukkersød bæredygtighed

En andenplads på Dow Jones’ Indeks for bæredygtighed kan godt fungere sammen med overvægtige børn og fattige sukkerbønder i Den Tredje Verden, mener Danisco-koncernens underdirektør, Søren Vogelsang
27. september 2002

(2. sektion)

Producenten
Af Ulrik Dahlin
Vi har været oppe mod nogle af fødevarebranchens allerstørste, og vi har slået dem!«
Stoltheden er mærkbar i stemmen hos underdirektør Søren Vogelsang. Han er en imødekommende mand, der tager imod i skjorteærmer på sit rummelige kontor på første sal i De Danske Sukkerfabrikkers velistandsatte pakhus i Langebrogade. Gennem panoramavinduet har han en formidabel udsigt over Københavns inderhavn over mod Slotsholmen.
I mere end to år har Vogelsang været underdirektør i Danisco-koncernen med ansvarsområdet kvalitet, miljø, arbejdsmiljø, produktsikkerhed samt sociale relationer til koncernens omgivelser – kort koncernens målrettede og ambitiøse strategi for bæredygtighed. Vogelsangs ansvarsområde tillægges stigende vægt i koncernen, og han har da også direkte reference til Daniscos administrerende direktør.
»Jeg taler ofte med ham, et par gange om ugen,« siger Vogelsang.
Men selv om hans opgave er »en vanskelig og spændende udfordring« om end også med »et helvedes rejseri«, er opskriften dybest set enkel.
»Vi prøver at vise vores omgivelser, at vi er en anstændig virksomhed, der stræber efter at være et anerkendt medlem af de samfund, vi arbejder i, kort sagt gode naboer. Og det spænder lige fra landdistrikterne i Mexico, Chile og Kina til byer som Kansas, Malmø og Nakskov.«
For bare et par uger siden, fortæller Vogelsang, deltog han således i en diskussion med naboerne til Daniscos lokale fabrik i Malyasia.
»Der var også en grøn organisation med til diskussionenen, der handlede om at være gode naboer,« understreger han en passant.

En gang om året udgiver Danisco en rapport, der måler koncernens evne til at leve op til sine mange erklærede idealer om bl.a. bæredygtighed, menneskerettigheder, bedre miljø, forbud mod børnearbejde, anerkendelse af fagforeninger, forbrugerrettigheder mv. Og i den forløbne måned blev indsatsen så kronet med topkarakterer:
Således blev Danisco placeret som nummer to på det amerikanske Dow Jones’ Indeks for bæredygtighed for fødevarebranchen – lige under Unilever, men foran Nestlé og Danone. Og bare to uger senere blev Danisco indskrevet i Good Global Index, der drives af Financial Times og Londons børs.
Ifølge Søren Vogelsang er der gode grunde til, at Danisco siden 1998 har lagt sig kraftigt i selen for at blive anerkendt som en bæredygtig virksomhed:
»Vi gør det, fordi vi gerne vil have nogle kvikke hoveder til at arbejde for os. Og i vore dage stiller de kvikke hoveder krav til, at ’deres’ virksomhed opfører sig ordentligt. Vi gør det også, fordi vores kunder forlanger det, for ellers vil de ikke handle med os.«
Det er frygten for en boykot fra ’politiske forbrugere’ eller andre borgergrupper med træning i at få lanceret sine budskaber, der her spiller ind: Tænk at ende med »en lort i hånden«, fordi en underleverandør f.eks. har benyttet sig af børnearbejde.
I værste fald kan det sende selv en stor producent næsten til tælling, som det f.eks. er sket med Nike (børnefremstillede fodbolde) og delvis med tobaksindustrien. Derfor stilles der i dag stigende krav til leverandører, der igen stiller krav til deres leverandører: Hele kæden skal helst basere sig på akkurat samme etiske krav.
Og da Daniscos ambition er at blive verdens førende leverandør af ’ingredienser’ til fødevarebranchen med hovedvægt på sukker, aromaer og stivelse, så er der ifølge Vogelsang ingen vej udenom: Gå i spidsen med blikket stift rettet mod bæredygtighed.
– Hvad er så vigtigst: at tjene penge eller gøre verden bedre?
»Begge dele,« svarer Vogelsang hurtigt og fortæller, at topchefer i dag er nødt til at tænke bredere: Udviklingen i den globale kommunikation »bringer jo lige ind i stuen til aftenkaffen, at en femtedel af Congos befolkning vil dø af aids de næste få år.«
»Men selvfølgelig spiller det også en rolle, at vi gerne vil sælge meget mere til vores kunder som Unilever og Danone, så de foretrækker os frem for vore konkurrenter.«

Vogelsang tror ikke, at Danisco kan spole filmen tilbage, hvis det om fem-ti år mod forventning skulle vise sig, at satsningen på bæredygtighed ikke kaster tilstrækkelig af sig:
»Der er ingen vej tilbage. Hvis man overhovedet kan sige noget om resultatet af topmødet i Johannesburg, så må det være det, at landene i Den Tredje Verden fortsat vil presse på for at komme op på vores niveau.«
Tværtimod kræver bare det at beholde sin position på ’ranglisterne’, at Danisco konstant forbedrer sig, fortæller Vogelsang. For det ville være »pinligt ud over alle grænser«, hvis Danisco røg nogle pladser ned på Dow Jones-indekset.
Knap halvdelen af Daniscos omsætning på 17,7 milliarder kroner stammer fra sukkerproduktion.
– Hvilke overvejelser gør en bæredygtig sukkerleverandør sig så over de tykke børn med huller i tænderne?
»Det er selvfølgelig en vanskelig balancegang. På den ene side drejer det sig om at sælge sukker, og på den anden side skal folk have en sund ernæring. Derfor har vi flere folk ansat, der udelukkende skal kigge på ernæringsforhold,« siger Vogelsang og tilføjer, at der »blandt ernærings-eksperterne« også er »noget uenighed« om, hvorvidt det er sukker eller fedtet, der udgør den største trussel mod folkesundheden.
– Hvad gør I så for at balancere bæredygtigt?
»Du ser f.eks. ikke så mange reklamer for sukker i de nordiske lande. Her er salget af sukker forholdsvis stabilt, selv om det er skiftet fra salg til private til salg til industrien. I gamle dage syltede man og bagte mere i de private husholdninger,« siger Vogelsang.

Netop i dag har ’Dansukker’ ellers annoncer i de store dagblade: »Sukkerroerne høstes nu!« står der hen over en pose stødt melis.
»Det er nu mere for at slå navnet fast end for at øge salget,« bemærker han.
– Kan man være bæredygtig, når man lever fedt af EU’s opskruede sukkerpriser?
»Det er et rigtig godt spørgsmål, som diskuteres intenst såvel i EU som i Den Tredje Verden, der jo gerne vil sælge mere sukker til EU og helst til EU-priser, for de er højere end verdensmarkedsprisen.«
»Skal man f.eks. mene, at vi i Danmark skal tjene færre penge, fordi landmænd i Den Tredje Verden skal tjene mere?« filosoferer Vogelsang og fortsætter:
»Selvfølgelig kunne man sige, at vi i Danmark skulle lave mindre sukker, men det er jo ikke noget, vi bestemmer. Det bestemmer jo EU gennem sukkerkvoterne, så det kan vi hverken som virksomhed eller som land gøre ret meget ved.«
– Hvor stor er lønnen til lokale Danisco-ansatte i Kina eller Mexico?
»Det afgøres lokalt i de enkelte divisioner, der skal følge vores guidelines. Og vores holdning er, at en familie skal kunne opretholde en anstændig levestandard. Men risikoen er også, at vi som europæisk virksomhed let kommer til at give de lokale en for høj løn, og så opnår man kun at udkonkurrere lokalområdets virksomheder. Men det er klart noget, vi spørger til, når vi rejser rundt på inspektion.«

Daniscos rapport om bæredygtighed: www.danisco.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu