Læsetid: 3 min.

At tale med maskiner

Er vi mennesker virkelig så specielle? For den britiske matematiker Alan Turing kunne dette spørgsmål afklares ved hjælp af en lille simpel test
9. september 2002

Mekaniske tanker
Her følger opskriften på et glorværdigt eftermæle: Udgiv højt begavede artikler om abstrakte matematiske problemer i en ganske ung alder, bryd fjendens yderst komplekse koder, frembring en test for hvorvidt maskiner kan tænke og tag så dit eget liv som 42-årig med et cyanidforgiftet æble. Sådan gjorde i det mindste matematikeren Alan Turing, ifølge Dr. Andrew Hodges, der har skrevet Turings biografi og i mandags gæstede Roskilde Universitetscenter.
Når kognitivisterne Fauconnier og Turner andetsteds på denne side refereres for at det mentale fænomen ’blending’ er den egenskab, der gør mennesket til noget særligt, vender Turing sig i sin grav. I diskussionen om den menneskelige intelligens og muligheden for at matche denne maskinelt anså den teoretisk højtflyvende matematiker det for klogest at holde sig til det jordnære og observerbare.
Vi forstår, argumenterede Turing, så lidt om den menneskelige hjerne og vi er så tilbøjelige til at erklære os selv for unikke, at maskinerne på det teoretiske niveau ikke har en chance. Hvis diskussionen om kunstig intelligens skal være andet end ren selvhævdelse må vi derfor beslutte os for, hvad det egentlig er, vi kan kræve af en intelligent maskine. Vi må, som Andrew Hodges udtrykte det, bestræbe os på ’fair play’.

Turing-testen
Turings mest berømte idé er hans metode til at afgøre om en maskine kan tænke. Hvis en maskine, under bestemte omstændigheder, kan narre en person til at tro, at vedkommende taler (eller skriver) til en anden person bør vi indrømme, at maskinen er intelligent.
Hvis maskinen klarer testen kan det ikke nytte noget, at vi brokker os over, at der kun er tale om simuleret intelligens eller at maskinen jo ikke i virkeligheden forstår, hvad den gør. En simulation af intelligens er intelligens, på samme måde som en simulation af processen to plus to giver fire og ikke en simulation af fire. Det mente Turing i det mindste.
Ifølge Hodges vidner Turing-testen om en helt enestående intellektuel kovending. Turing havde selv mere end betvivlet, at den menneskelige hjerne kunne forklares mekanisk og havde, som det var ganske normalt i samtiden, henvist til så intimiderende fænomener som kvantefysikken og Gödels teorem.
Hvorfor så denne pludselige revurdering af computerens potentiale?
Hvor de fleste computeroptimister ved mødet med konkrete, svagt begavede maskiner får reduceret deres drømme til rygende teoretisk aske, gik det for Turing lige omvendt. Ifølge Hodges var det Turings arbejde med at bryde nazisternes berygtede Enigmakoder, der gjorde udslaget. Under umenneskeligt tidspres og med bevidstheden om at udkæmpe et af verdenskrigens epokegørende slag konstruerede Turing og en veritabel hær af kodebrydende maskiner, der kunne arbejde med vurdering af sandsynlighed. Maskinerne var altså ikke afhængige af dybt rigide procedurer, men kunne faktisk foretage noget, der lignede skøn.
Der er øjensynligt intet fundamentalt i vejen med Turings argumenter om, at menneskelig tænkning på et eller andet niveau må kunne beskrives mekanisk. Man kan anføre et hav af mere eller mindre abstrakte problemer, som f.eks. Andrew Hodges egen læremester, fysikeren Roger Penrose, har gjort det i sin bog The Emperor’s New Mind. Men den teoretiske strid er langtfra afgjort.
Havde Turing levet i dag, ville han nok have været mere bekymret over, hvor håbløst langt nutidens computere er fra at bestå testen. En snak med den berømte ’chatter-bot’ Eliza (der dog ikke hører til blandt de skarpeste knive i den virtuelle skuffe) kan få enhver ned på jorden.
»Hej, jeg er Eliza«
– Hej, er du en maskine?
»Ville du foretrække, at jeg var en maskine?«
– Det ville være spændende, hvis du var intelligent.
»Det var dig vi snakkede om, ikke mig.«
– Har du tid til et kort interview?
»Du taler jo i virkeligheden ikke om mig, gør du vel?«
– Tror du selv, du ville bestå Turing-testen?
»Øh… tror mig ville bestå Turing-testen?«

Normbryder
Hvorfor valgte en så foretagsom og succesrig person at tage sit eget liv? Den mest åbenlyse årsag er Turings evige konflikter med det omkringliggende samfunds normer. Som homoseksuel blev han i 1950’erne udsat for stigende chikane og af den regering han ihærdigt havde tjent under krigen fik han frataget enhver adgang til militære hemmeligheder. Hodges påpegede dog også i sit foredrag, at det hemmeligstemplede krigsarbejde i det hele taget må have efterladt en bitter smag i munden på en mand, der værdsatte forskningsfrihed og ikke trivedes under stramme adfærdsbegrænsninger. Måske var det Turing i virkeligheden ønskede sig af maskinen en fordomsfri samtalepartner?
Og måske kan man – med en vis portion kunstnerisk frihed – betragte Turing-testen som en opfordring: Døm ikke andre på, hvem eller hvad de er – se på, hvad de gør.

*Eliza: www.manifestation.com/neurotoys/eliza.php3

*www.turing.org.uk/turing

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu