Læsetid: 4 min.

Tamilske tigre afslutter fredsnadver med et mæthedens ræb

Det internationale samfund må nu bakke op om den overraskende fredsaftale på Sri Lanka
24. september 2002

Analyse
Først fik vi de talende tigre. Og nu er vi blevet præsenteret for tigre med en ny slags striber.
’Tigrene’ fra den militante separatistbevægelse i LTTE (Limeration Tigers om Tamil Eelam) har netop afsluttet et festmåltid, hvor de sad til bords med deres ærkefjender – repræsentanter for regeringen i Colombo. Efter tre dages overdådig fredsnadver afsvor de med et mæthedens ræb deres gamle krigsmål: De tamilske tigre kræver nu ikke længere en selvstændig og uafhængig nation for østatens tamilske mindretal.
De srilankanske tamiler udgør omkring 12,6 procent af befolkningen og er dermed Sri Lankas største etniske minoritet. Deres krig for løsrivelse er en af de blodigste konflikter de seneste årtier: Mindst 65.000 menneskeliv har den kostet i de 19 år, den har raset.
De skelsættende fredsforhandlinger mellem regeringen og de tamilske tigre, der udspillede sig med Norge som mægler på den thailandske flådebase Sattahip, udmundede i den første gensidigt forpligtende aftale mellem parterne i syv år. Under de tre dage lange forhandlinger aftalte G. L. Peiris, lederen af regeringsdelegationen, og Anton Balasingam, de tamilske tigres chefforhandler, at opgive at føre krig mod hinanden.
Tidligere forsøg på forhandlinger slog fejl, uden at der blev gjort de mindste fremskridt, fordi de først og fremmest var skinmanøvrer fra begge parter side for at vinde tid til at omgruppere deres styrker til nye militære offensiver.

Amerikansk pres
Denne netop overståede forhandlingsrunde blev imidlertid afholdt, efter at begge parter udtrykkeligt havde forpligtet sig på at arbejde seriøst for en fredsaftale – en forpligtelse de vel og mærke gik ind på, inden at tigrene havde fremsat deres dramatiske erklæring om helt at frafalde kravet om en selvstændig tamilsk stat.
Selv om denne udvikling er det mest markante tegn indtil videre på, at LTTE seriøst har forpligtet sig på fredsprocessen, så var der allerede inden dette gennembrud på sidstedagen af forhandlingsrunden tegn på, at begge sider var villige til større indrømmelser end tidligere. Det skyldtes først og fremmest den omstændighed, at det såkaldt internationale samfund – alt for ofte en eufemisme for Washington – havde lagt betydeligt pres på alle involverede parter om at søge en forhandlingsløsning.
Samtalerne fandt, i modsætning til hvad der har været tilfældet ved tidligere forsøg, sted på baggrund af syv måneders bilateral våbenhvile – en våbenhvile, der i første omgang blev ensidigt erklæret af LTTE, men senere gjort formaliseret som gensidig aftale af den srilankanske regering. Våbenstilstanden blev den længste i den 19 år gamle væbnede konflikt.
I alle faser af den norske mægling har de udenlandske magter opretholdt presset både på oprørerne i LTTE og regeringen i Colombo. Og med så koncentreret en diplomatisk indsats over for begge parter var det forventet, at forhandlingsrunden ville blive udbytterig. Men det var højst uventet, at LTTE strakte sig så vidt som til at opgive deres væbnede kamp for en selvstændig nation og i stedet nøjes med en ’hjemlandsstatus’ inden for rammerne af et forenet Sri Lanka. Hvorvidt denne hjemlandsstatus skal forhandles på plads som en konføderal eller føderal ordning; hvilke beføjelser der vil tilkomme Colombo og hvilke LTTE’s regering; hvem – den central eller lokale myndighed – der vil kontrollere landstyrker og politi – er alt sammen åbne spørgsmål, som der ikke vil være antydning af svar på, før den sidste akt af fredsprocessen, som netop har taget sin begyndelse.
Hvad der derimod står fast, er, at Tigrene og regeringens forhandlere vil begive sig videre ad vejen mod fred; at de ikke længere vil føre væbnet kamp, selv om de først vil nedlægge våbnene, når fuld fred er en realitet; at selvbestemmelse og hjemlandsstatus kan føres ud i livet med den bredest tænkelige autonomi uden at kompromittere Sri Lankas territoriale integritet; og at andre emner end kernespørgsmålet – hvilken hjemlandsstatus skal der være tale om – vil stå øverst på dagsordenen for, hvad der skal forhandles om i de kommende runder.

Vilje bag retorikken
Den opgave, som de to sider står overfor umiddelbart, er at motivere det internationale samfund til at yde den bistand, der er fornøden til nødhjælpsarbejde og genopbygning i de krigshærgede områder. Efter at LTTE ikke længere er forbudt som en terrorbevægelse, efter at dens separatistiske krav er opgivet, den økonomiske blokade mod LTTE-kontrollerede områder er slækket, og en succesrig våbenhvile, der allerede har varet i syv måneder, er den politiske prioritet nu at skabe vilkår, der er favorable for en tilbagevenden til normal tilværelse for alle indbyggere i Sri Lanka.
Derfor må det internationale samfund kende sin besøgelsestid og udvise større beslutsomhed ved at bakke deres fredsretorik op med ressourcer, der kan sætte en stopper for de vilkår, der skaber konflikter.

*Shastri Ramachandaran er redaktør af Times of India

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her