Læsetid: 4 min.

Terrorkrig fedtet ind i olie

Amerikanske specialtropper er checket ind på det fineste hotel i Georgiens hovedstad, men de har fået følgeskab af repræsentanter for oliebranchen
9. september 2002

Tbilisi, Georgien – Hvis man i disse tider logerer sig ind på Sheraton Metechi Palace Hotel, det bedste Georgiens hovedstad Tbilisi, kan byde på, får man sig en slem skuffelse .
Hotellets svømmepøl og fitnesscenter, er lukket for hotellets almindelige gæster. Det samme er King Gogashvilirestauranten på tiende sal. Slammers Baren i hotellets lobby er dog fortsat åben.
Men den er til gengæld fyldt med en masse muskuløse og kortklippede amerikanere, der i jeans, kondisko og baseballkasketter ikke synes at passe ind blandt forretningsfolk i skorte og jakkesæt og uniformerede ansatte, der normalt dominerer denne slags steder.
Selv om de færreste af dem bærer uniform, er der ikke noget at være i tvivl om.
Det er Grønne Baretter, amerikanske elitesoldater.
De seneste måneder har de været udstationeret i Georgien for at optræne den georgiske hær til at bekæmpe tjetjenske guerillaer, der menes at have forbindelse til al-Qaeda-netværket.
Og i mangel af bedre faciliteter eller måske for at forebygge indtrykket af, at de er her for at blive, har de altså slået sig ned her på Sheraton Metechi Palace Hotel.
Fitnesscenteret er blevet omdannet til træningsområde og Kong Gogashvili-restauranten er blevet til kommunikationscenter.
Men derudover er det mest påfaldende ved denne nye amerikanske »militærbase« den påfaldende mangel på sikkerhedsforanstaltninger. Bortset fra to georgiske soldater, der synes mere optaget at lege med deres walkietalkies end at undersøge potentielle terrorister, er der ingen til at bevogtning.
I hotellets lobby er der ganske vist opstillet en metaldetektor, men der er ingen til at betjene den.

Invitation til terror
Sammenlignet med de fæstninger af pigtråde, elektriske hegn, vagtposter og minefelter som amerikanske militærbaser i Kosovo, Bosnien, Afghanistan og er omgivet af, synes Sheratonbasen nærmest at være en stående invitation til de al-Qaeda-terrorister, som Pentagon mener befinder sig et par timers kørsel herfra i Pankisi-kløften.
Terroristerne skjuler sig angiveligt blandt et par tusinde tjetjenske flygtninge, der er flygtet fra krigen i Tjetjenien, der grænser op til Georgien.
På Slammers Bar sidder baretterne i baren og ved borde på terrassen udenfor med udsigt over de smukke bjerge, der omgrænser byen og udveksler højrøstede anekdoter om deres oplevelser med deres nye georgiske kolleger, som de er ved at optræne i antiterrorbekæmpelse.
Hidtil har der dog ikke været så meget at skrive hjem om.
Frugten fra terrorhøsten har været yderst beskeden. En arabisk mand med fransk pas, som den georgiske regering mener, har kæmpet i Tjetjenien, er foreløbig det eneste håndgribelige resultat af en storstillet operation i Pankisikløften i slutningen af august.

Annonceret terrorkamp
Det er nu ikke så underligt taget i betragtning af, at den georgiske præsident, Eduard Shevardnadze, gentagne gange på radio og tv havde annonceret operationens start og endda indgående bedt oprørerne om at forsvinde fra dalen og undgå en konfrontation med Georgiens dårligt udrustede hær.
At man ikke fanger mange terrorister ved at annoncere i ugevis inden, at man vil forsøge at arrestere dem, synes ikke at bekymre hverken den georgiske regering eller deres amerikanske rådgivere.
Blandt iagttagere i Tbilisi bekræfter dette en udbredt mistanke om, at den amerikanske tilstedeværelse i Georgien handler om noget helt andet end terror.
De amerikanske soldater er nemlig ikke de eneste gæster på Sheraton Metechi Palace Hotel.
Som byens førende hotel er det også det foretrukne indkvarteringssted for den strøm af konsulenter, ingeniører og direktører fra oliebranchen som jævnligt gæster Georgien.
De er i færd med at bygge og udbygge olie- og gasrørledninger, der skal bringe olie og naturgas fra de enorme fund i Aserbajdsjan og Turkmenistan til Tyrkiet og videre derfra til forbrugerne i vesten.
»Det er lidt en god undskyldning med al-Qaeda. Det handler i langt højere grad om at sikre stabiliteten i Georgien og beskytte investeringerne i olie- og gasrørledningerne,« lyder vurderingen fra en vestlig forretningsmand i Tbilisi.
At olie og gasrørledningerne overhovedet kommer til at løbe gennem Georgien og ikke gennem de eksisterende net i Rusland eller Iran, selv om det ifølge eksperter i olieindustrien ville være en langt billigere løsning, skyldes i høj grad amerikansk pres. Amerikanerne ønsker ikke at give hverken russerne eller ærkerivalen Iran mere kontrol over gas og olieresurser, end de to lande allerede har.
»Påstanden om, at der skulle befinde sig al-Qaedafolk i Pankisi er blot et påskud for at få udstationeringen gennem kongressen,« lyder vurderingen fra Jaba Devdariani fra den georgiske NGO UNA.
»Af alle republikker i de tidligere Sovjet har Georgien det laveste militærbudget. Den amerikanske træning er ikke rettet mod at gribe ind i Pankisi-kløften, men mod at forbedre den georgiske hær generelt,« vurderer Devdariani.

Russisk interesse
Men det er ikke bare amerikanerne, der har interesse i at overdrive terrortruslen fra Pankisi. Den georgiske regering, der er under voldsomt pres fra Rusland, der siden Georgiens uafhængighed fra Sovjet, aldrig har accepteret landets provestlige holdning og stadig forsøger at øve indflydelse i hvad Kreml kalder Ruslands »nære udland«.
Moskva har således fortsat militærbaser i Georgien og støtter to regionale seperatistbevægelser, der kontrollerer, hver sin del af Georgien. Så for den georgiske regering er den amerikanske militære støtte af stor strategisk betydning som en modvægt til det russiske pres.
Men den amerikanske støtte er ikke kun belejlig til at holde russerne stangen. Også når det kommer til den georgiske regerings interne modstandere, er det godt med en amerikansk allieret til at vende det blinde øje til. Udover at være ualmindelig korrupt beskyldes den georgiske regering for at stå bag både kidnapninger af udlændinge, mord på journalister, involvering i både narko- og våbensmugling og omfattende valgsvindel.
Men det skal amerikanerne nok undlade at tale for højt om, så længe de kan have svømmepølen på Sheraton Metechi Palace Hotel – og olierørledningerne i fred.

*Gunnar Willum er freelance-journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu